Via Dolorosa er smerternes gade.
Det er navnet på den snævre vej som fører fra den romerske borg ud til Golgatha. Ad denne vej skulle Jesus gå sin sidste tur til sin tilintetgørelse. Dead man walking, råber fangevogteren i amerikanske fængsler, som skal føre den dødsdømte til sin henrettelse i dødscellen. Dead man walking kunne man også have sagt om Jesus. Han magtede det ikke. Derfor blev intetanende Simon fra Kyrene helt tilfældigt inddraget til at bære hans kors i hans sted.  

Man kan se påskens drama på gulvet op ad kirkens midtergang. På det første stykker ligger palmegrenene. Så er en dug bredt ud på gulvet med rester af brød og vin. Herfra og frem består brolægningen af sten. Et sted ligger håndjern og penge - Judaspenge. Tæt ved ligger et sværd. -  Peters sværd. Så følger et langt stykke med antydning af ansigter i brostenene med forskellige udtryk som spot, sorg, latter, hån, angst og fortvivlelse. Et sted ser man en hammer og nogle store søm eller nagler. Herfra dominerer mørket, som kun brydes af ordenen: Min Gud, hvorfor har du forladt mig. - det er det sted, hvor præsten ved gudstjenesten siger ordenen om nadverens indstiftelse.
Det sted - Hvor mørket er tættest.
............. - Hvor Jesus råber: Min Gud, hvorfor har du forladt mig.
..............- Hvor Gudsfraværet er totalt.
Der er han nu, han som er Gud.  

Så er der ikke længere nogen Guds forladthed. For Gud er der også. Han er gået ind i sin egen modsætning, sin egen negation. Og han har overvundet den, ved selv at være der. Så er der ikke længere noget sted, hvor Gud ikke er. Vi kan derfor møde Gud overalt. Også i hæsligheden. Også på dette sted. Det gør vi, når vi spiser brødet og drikker vinen. Det er den nye pagt, som han har indstiftet med os.  

Vi har fortalt historien mange gange op til påske, for både små og store. Vi har f.eks fortalt om ypperstepræsternes dilemma. - Jøderne havde til en vis grad selvstyre under den romerske overhøjhed. De udgjorde det nationale sikkerhedsråd. Det var ikke nogen let opgave. Romerne kunne man ikke slippe af med, hvor gerne man end ville. Man frygtede den romerske magt og forsøgte derfor at undgå unødig ballade. - Derfor var Jesus en farlig mand. Han kunne med sin karisme bringe folkemasserne i ekstase. - Det ville kunne komme til at koste dyrt, hvis bevægelsen udviklede sig til en slags revolution. - ikke kun menneskeliv. - Hele det jødiske folks fremtid kunne være på spil, hvis Rom følte sig nødsagt til at slå igen. Det er bedre, at en mand dør end at hele folket går til grunde skal lederen Kaifas have sagt ved retsmødet fredag morgen. På den anden side kunne ypperstepræsterne ikke risikere at få hele folket imod sig. - De ville ikke selv stå for henrettelsen. Det var meget bedre at få Pilatus og den romerske magt til at gøre det beskidte arbejde. Svagheden i ypperstepræsternes argumentation er, at de ikke kan forestille sig en revolution bygget alene på tilgivelse, fred og forsoning. De har ikke forstået, at Guds rige ikke kommer med vold og magt, men med kærlighed og glæde. Og derfor går de til Pilatus med Jesus.  

Pilatus gør adskilligt for at undgå at dømme Jesus. Han kan ikke se, at Jesus på nogen måde er skyldig. Han sender fangen til Herodes, kollegaen fra Galilæa som også er i Jerusalem i anledning af påsken. - Men Herodes går ikke i fælden. Jesus bliver sendt retur.  

Så finder han på at bruge den traditionelle påskeamnesti som smutvej. Han giver den sammenstimlede folkeskare lov til selv at vælge hvem de vil have fri. Og Pilatus lader valget stå mellem Jesus og Barabbas, en berygtet røver og morder. Men Pilatus forregner sig. - Folkeskarerne kræver at få Jesus korsfæstet. Hellere leve med en Barabbas end at miste sit arbejde og livsgrundlag ved templet.  

Så bliver Jesus sendt i torturen. 50 sønderflænsende piskeslag og efterfølgende tornekronen lemlæster Jesus i en grad, så Pilatus kan sige til folkemængden: Se hvilket menneske. - Som ville han sige, har I ikke fået nok. Og da folkeskaren fortsætter med sit korsfæst, korsfæst, vasker Pilatus sin hænder for øjnene af folkeskaren som for at sige, at han ikke har andel i Jesu død. Og derpå underskriver han dødsdommen.  

Jeg har fortalt historien ganske mange gange men blev i år overhalet af stor ulyst og lede ved hele fortællingen. Kan egentlig godt forstå, at langfredag ikke er nogen stor gudstjenestedag. Den passer vældig dårligt til påskeferie, forår, familiesamvær og hygge i velfærdsdanmark. Men historien er på den anden side uomgængelig. For den spejler virkeligheden for os. Den konfronterer os med synd, skam og skyld. For sådan er livet også. - Ikke kun dengang. Også i dag. Det er sådan mennesker er. Også os selv, når vi for alvor bliver presset. Som f.eks en Simon fra Kyrene.  

Der skulle to verdenskrige og en atombombe til for at vi for alvor fik øje på den frelsende på Jesu lidelse og død. Og med vi mener jeg teologer og præster.
- Spørgsmålet trænger sig uafviseligt på.
- Hvordan kan det gå så galt.
Hvorfor besættelsen af hele Europa.
Hvorfor totalkrig mod England og hele verden.
Hvorfor Koncentrationslejrene, hvorfor folkemordene?
Hvorfor lader Gud det ske?
Gud lader det ikke ske! - Det er os der lader det ske. Det er ikke Gud, der er ond og vred. - Det er mennesker.  

Og menneskers vrede rettes mod ham, Gud. - Jesus hånes lider og grines ud. Men Jesus forbander ikke. Han tilgiver.  Både sine bødler, og sin medkorsfæstede.  

Der skulle det 20 århundredes krige til at få os til at se, at Jesu død ikke er et offer, Jesus skal bringe til Gud for at gøre Gud god igen. Det er Gud der lider på korset, fordi vi vil det. Det er det jødiske råd, det er Pilatus, det er soldaterne, det er folkeskarene. Det er os alle, som tvivler, svigter, forråder, fornægter, forsvinder, når Guds søn træder frem med budskabet om Guds rige.  

Jesus bliver mødt med Gudsfornægtelsen og oplever selv at blive placeret midt i den. Men midt i dette mørke, ensomhedens og tavshedens øde, stifter han den nye pagt.  - En pagt som bygger på den kærlighed, som Han elskede verden med og hvorved Guds rige skal sejre. Det er ondskab kontra kærlighed. Volden triumferer tilsyneladende ved hans korsfæstelse og død. Men hans kærlighed blev ikke knækket. Trods alt hvad hans bødler gør mod ham, fastholder han tilgivelsens mulighed, når han beder for dem og siger "tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør" I sin ultimative livskrise fastholder han, at vi er tilgivelse værd. Det værd har vi, fordi Gud både er hans  og vores far. Og således dør Jesus med ordene: Fader i dine hænder betror jeg min ånd,  

Og derfor siger vi lov og tak og evigt ære være dig, Vor Gud, Fader Søn og Helligånd, du som var, er og kommer som en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed. Amen.