En fredag for mange år siden døde Jesus fra Nazareth. Han blev henrettet ved korsfæstelse. Han blev arresteret af tempelvagten natten før og  fremstillet for det jødiske råd ved solopgang. Retssagen begyndte kl. 6.00 og efter blot 3 timer var processen ført til ende ved hele 3 retsinstanser. Da Pilatus havde underskrevet dødsdommen blev Jesus ført ad Via Dolorosa ud til henrettelsespladsen Golgatha, lige udenfor bymuren. Her blev han korsfæstet sammen med 2 røvere. Det skete ved den 3. time altså omkring kl. 9.00. Korsfæstelse er en ekstrem smertefuld og langstrakt henrettelsesmetode, som kun blev brugt mod ikke romerske statsborgere til skræk og advarsel. - Sådan går det dem, der sætter sig op mod den romerske stat.  

På korset over Jesus skrev man INRI:  Iesus Nazaræer, Rex Iudaion. Jesus døde ved den 9. time, altså kl. 15.00 efter 6 timer. Evangelisterne fortæller historien uden de store forskelle. Det er intenst og smerteligt. Og man kan spørge: - hvorfor er det, at vi skal have det hele med. - Hvorfor skal vi høre om disciplenes og Peters svigt. og om Judas´ forræderi og selvmord? - Hvorfor skal vi høre om retssagen med de falske vidner, Og om Pilatus, som skulle dømme retfærdigt men lod sig presse, - af ypperste-præsterne og af den store folkemængde, som krævede kors og død over Jesus. og  om frifindelsen af forbryderen Barabbas, fordi Pilatus troede han kunne manipulere sig til retfærdighed med list, og som til sidst vaskede sine hænder i folkets påsyn for at vise sin uskyld, men alligevel lod sine soldater torturere den dømte med pisk og tornekroning.  

Hvorfor skal vi have det hele penslet ud, både i evangelierne og i trosbekendelsen. Er det ikke mærkeligt, at vi i historien om den tilgivende frelser skal huske alt det værste og fastholde fortællingen om mennesker i deres livs største misforståelse. - Er der ingen forældelsesfrist for synd og det utilgivelige?  

Vi skal høre hele historien., fordi det er sandheden. Også selvom sandheden er ilde hørt, skal den frem alligevel. Langfredag er dommedag. For på denne dag dømmes et uskyldigt menneske. han dømmes af det jødiske råd, Han dømmes af Pilatus og Herodes og det romerske retssystem. Han mishandles og nedbrydes fysisk og psykisk af ordensmagten. Han lynches af den folkeskaren, som 5 dage hyldede ham som frelser og befrier. Jesus rammes som af en zunami af ondskab.  Den skylder ind over og tilintetgør ham.  Derfor er langfredag dommedag. For her fælder mennesket dommen over sig selv.  

Det er en dramatisk nedtur, vi er vidne til. På forklarelsen bjerg så 3 disciple ham som i stråleglans i samtale med Moses og Elias. Det var så vidunderligt, at Peter ville bygge 3 hytter for ligesom at fastholde øjeblikket, hvor man så Jesus i den store sammenhæng. Og der blev de overskygget og Gud selv talte til dem og sagde om Jesus, at han er min søn den elskede, I ham har jeg velbehag. Det var stort. Men fra dette højdepunkt gik bare ned. Og nu var det så blevet langfredag. Jesus hang der blandt to røvere. Ydmyget og fornedret, prisgivet ensomhed og smerte. Og de mange tilskuere kigger på ham og råber til ham: Hvis du er Guds søn, så stig ned fra korset, så vil vi tro dig. Andre har han frelst men sig selv kan ikke frelse. Og når han ikke kan det, så er det svindel det hele. Med deres hån betragter de det som bevist, at han ikke er Guds søn. Han har uret og selv har de ret. Og de glæder sig, ja, soler sig i hans lidelse.   

I følge Mattæus og Markus er Jesus tavs. Indtil råbet: Eloi Eloi lama Sabaktani. Min Gud, min Gud hvorfor har du forladt mig.  

Det er ikke en indrømmelse til hans kritikere og domsmænd. Det er ikke dem han taler med. Det er Gud. Gud er stadig hans Gud og Far.  Det er ikke ord talt ud af tvivl.  Det er meget værre. Det er gudsforladthed.   - Jesus er kommet derud, hvor end ikke Gud er til stede. - Så har det onde jo triumferet. - Så har Gud tabt. Frygteligere ord er ikke blevet sagt, kunne man sige. Her står vi virkelig overfor korsets gåde.  

Forklaringer på det gådefulde har det med at komme til kort. Alligevel skal det prøves.  Jesus er jo ikke hvem som helst. Han er sendt til verden for at frelse verden fra det onde. Han kom ikke bare som en tilskuer, som en fisker, som står på bredden for at redde dem, han kan nå. - han blev selv smidt ud  i den rivende strøm, der river alt med sig. Den strøm, som fører fra livet til døden og den store tilintetgørelse. Der hvor al tale om Gud er blevet meningsløs. Fordi det skabte er blevet gjort til intet.  Her er han nu . Han, som er sendt fra Gud, er nu forladt af Gud.  
Gud er midt i gudsforladtheden.
Derfor er der ikke længere gudsforladthed. -  ikke det sted, hvor Gud ikke er. Det skal vi høre og forstå, når vi bliver trængt og skubbet til side og måske mister balancen i den samme strøm og bliver ført bort fra os selv og hinanden, forladt og fortabt. Det er vi ikke. Han er der også. Han er sammen med mig. Så er der ikke længere gudsforladthed. - Så er der håb midt i håbløsheden. Så er der liv midt i døden.  

Der er også en anden måde at forstå det på,  men pointen er måske den samme.    

Med ordene "Min Gud, Min gud, hvorfor har du forladt mig" citerer Jesus Psalme 22. Det er slet og ret de første ord i salmen. Når man nævner de første ord i en kendt salme, klinger hele salmen med. Det særlige ved salme 22 er dens dobbelthed. Den begynder i den dybeste smerte men slutter med troen på og lovprisningen af Gud, som greb ind til frelse for alle jordens folk.    

Hunde omgiver mig, en flok af forbrydere står omkring mig; de har gennemboret mine hænder og fødder, jeg kan tælle alle mine knogler.  De ser på mig med skadefryd, de deler mine klæder mellem sig, de kaster lod om min klædning. (Sl 22,17 )  

Og så vender det:  

v20 Men du, Herre, hold dig ikke borte, du, min styrke, skynd dig til hjælp! Du har svaret mig!v23 Jeg vil forkynde dit navn for mine brødre... For han viste ikke foragt og afsky for den hjælpeløses nød; han skjulte ikke sit ansigt for ham, men hørte, da han råbte om hjælp.  

Forstået således svarer Jesu sine dommere og bødler. Og han svarer ud fra deres fælles salmebog, som de kender fra templet. Jeg er ikke forladt af Gud trods min forfærdelige skæbne. For Gud forlader os ikke. Aldrig.  

Så gælder tilgivelsen. Så har han, der blev slået på den ene kind vendt den anden til. Så har han der krævede fjendekærlighed af andre selv indfriet sine krav. Så mener han det, når han I følge Lukas siger: Tilgiv giv dem, thi de ved ikke hvad de gør. Så kan Jesu dødsskrig fra Markusevangeliet have samme betydning som  "det er fuldbragt" fra Johannes evangeliet.  - Så har Gud sejret over ondskab og død både for Jesus og for os. Og derfor siger vi lov og tak og evigt ære være dig Vor Gud fader søn og Helligånd, du som var er og kommer som en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed. Amen