Det særlige ved kristendommen er Jesus.

Det er ham, det drejer sig om.

Også selvom der bliver fortalt om mange andre i Det nye Testamente.

Om Peter og Andreas, Jacob og Johannes, Lukas og Paulus for blot at nævne nogle. Og så er der jo Maria, som blev mor til Jesus, og Josef.

Vi kender deres navne og nogle af os er blevet opkaldt efter dem.

Der er også mange kirker, som har fået deres navn efter de første kristne.

Peterskirken, Lukaskirken, Johannes kirken, for ikke at tale om Vor Frue og de mange Maria kirker.

Og dog er det alene Jesus, der er det særlige i kristendommen og ikke alle de andre.

For Jesus er Guds søn og Vor frelser.

Hvis ikke det var for ham, ville vi ikke være her i dag.

Der ville ikke være nogen kirke; Der ville ikke være dåb; Der ville ikke være nogen kristendom. Vi ville ikke have levet 2015 efter Kristi fødsel. - Hvordan det så ville have været, ved vi ikke. Måske var vi blevet Buddhister, jøder, muslimer, asadyrkere, ateister, kommunister, nazister, anarkister eller noget helt andet

- Vi ved ikke, hvordan verden ville have været uden Jesus.

For han kom! - Og det gjorde noget ved mennesker. Det gjorde noget ved verden.

Hans historie har haft kolossal betydning. Han blev født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, Opstanden fra de døde.

Det er historien i trosbekendelsens korte form. Det er let nok at sige.

Men det er sværere at forstå. - ja det er da rent ud sagt et mysterium.

Det har vi som kristne altid vidst. Ingen har set Gud. Ingen har set, hvordan verden blev til. - men den er jo virkelig nok alligevel. - man kan jo bare knibe sig selv i armen og konstatere, at vi er her.

Lad mig lige repetere historien om astrofysikeren og hjernekirurgen, som kom i snak om deres arbejde og livets store spørgsmål. De kom også til at tale om religion og Gud, og ham troede astrofysikeren ikke på.

Han fortalte om stjerner og solsystemer, om måneformørkelser og solformørkelse.

Han havde med kikkerter og teleskoper set ud i verdensrummet i alle retninger.

Men han havde aldrig set Gud.

Til det sagde hjernekirurgen, at han havde opereret i 1000 - vis af hjerner. Han havde åbnet talrige kranier og set alle mulige hjernevindinger af kød og blod.

Men han havde aldrig set en eneste tanke.

Tankerne er helt virkelige. - Men de kan bare ikke ses. - På samme måde er det med Gud.  Han kan ikke ses hverken i mikrokosmos eller makrokosmos. - men han er helt virkelig alligevel.

Det med Jesus som Guds søn er et mysterium. - Det kan ikke ses og forklares. Men det er helt virkeligt alligevel.

Johannes fra Damaskus, en berømt munk fra 700 tallet, illustrerede mysteriet på denne måde.  Det er er ligesom med jernet hos smeden.

Når du skal lave en hestesko, skal du varme jernet op, så det blive rødglødende. - Så kan du tage jernet ud af essen og forme det med en hammer på en armbolt.

Når du sådan holder jernet ind i ilden, bliver det glødende. Det bliver varmet op af ilden og får en høj temperatur. - men jernet selv brænder ikke og er ikke ilden. -  Fjerner du det fra gløderne, falder dets temperatur og det bliver hårdt og stift.

Sådan er det med Jesus og de mange mennesker, han mødte.

Der skete noget.  Han gjorde noget ved dem. De blev varme og brændende i deres tro.

Men det var ikke dem selv, der havde kraften og styrken. Men de blev påvirket af ham og hans magt.

For Jesus var ikke som andre lærere og profeter. Han lærte dem som en, der har magt og myndighed. - For ham trak dæmonerne sig tilbage. - Sygdomme blev helbredt og mistro og modløshed blev overvundet med tillid og håb.

Det er her, vi ser det særlige ved Jesus. Det, som gør ham anderledes end alle andre.

Han har varmen, gløden. Han er tændt, som af den hellige ild og brændende på en måde, som påvirker mennesker, der kommer tæt på ham.

I sig selv har disse mennesker ikke den brændende glød. Men de blev påvirket af ham og hans udstråling i en grad, at de aldrig glemte det. - De tog det med sig og gav det videre, idet de fortalte om det, som Jesus havde givet dem.

I dag er der ca 9 måneder til jul. Derfor skal vi i dag høre fortællingen om Maria som fik besøg af englen Gabriel, som fortalte hende om det barn, hun skulle føde.

"Han skal blive stor og kaldes den højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone, han skal være konge over Jacobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige". 

Det med Jomfru Maria er nok noget af det vanskeligste for det moderne menneske at have med at gøre. For der skal en mand og en kvinde til for at der kan blive et barn. Det er sammensmeltningen af en æg- og en sædcelle, som er forudsætningen for et menneskes tilblivelse.  

Men måske går vi helt galt i byen med sådanne indvendinger. - Historien om jomfrufødslen er ikke tænkt som en biologisk forklaring men som teologisk forklaring på mysteriet om Jesus.

I ham blev Gud menneske helt og fuldt. - Han havde ikke bare klædt sig ud.

Han blev født af en kvinde og født under loven for at leve livet som menneske. præcist som vi andre. - Der var ikke noget guddommeligt snyd med i det.

 - Heller ikke da han hang på korset, forladt forhånet og fortabt.

- Det var Guds egen søn, som måtte lide al verdens kvaler.     

Der er meget på spil i dette her.

Hvis Jesus er en gud, som har forklædt sig som menneske, så har han naturligvis al sin guddomskraft med sig. Det er ligetil, at han som Skaberen og opretholderen af det hele kan gøre mange undere og tegn.

Problemet med sådan en frelser er, at han ikke kan nå os, - For han er Gud og vi er mennesker. Han vil helt sikkert kunne skabe noget helt nyt. - Men frelse os i den gamle verden kan han ikke, fordi afstanden mellem os er total.

Hvis Jesus derimod alene er et menneske som vi andre, - måske endda et helt særligt menneske, et forbillede, med en helt usædvanlig personlig styrke og udstråling, et fyrtårn som med sin vilje til fred og forsoning, ikkevold og fjendekærlighed,

-  om så Jesus er nummer 1 i værdighed og anseelse blandt alle mennesker,

-  hvis Jesus ikke er Gud, har han ikke den power, den ild og den glød, som kan forvandle og frelse os og frelse verden.

Det helt særlige ved den kristne tro er derfor Jesus, som er både Guds søn og menneskenes søn. Han har frelsen til at kunne frelse fra Gud, og han har fællesskabet med os til at frelse os.

Guds søn og Menneskesøn. Det er hvad Jesus er, han som blev Marias og Josefs søn.

Vi har en illustration af påskens begivenheder lagt frem i midtergangen. Først ser man palmerne fra den dag, hvor Jesus blev modtaget med jubel, som Davids Søn.

Dernæst ligger der en dug med resterne fra det måltid, som Jesus spiste torsdag aften.

Der var her han indstiftede den nye pagt mellem Gud og mennesker. - 

Derpå følger tegn på den vold, som Jesus blev udsat for. Penge fra Judas´ forræderi, sværd, pisk og håndjern ligger på den vej, som fører frem til Golgata.

Vejen derhen bliver stadig mørkere, som var det solen selv, der blev formørket.

Hvor mørket er tættest, kan man læse ordene:

Mon Gud, Min Gud, hvorfor har du forladt mig.

Netop der står præsten med brødet og vinen som tegn på den nye pagt.

Det er som om Jesus selv fra det dybeste mørke, når os med sit fællesskab.

Selv var han blevet grebet af og trukket ned i gudsforladthedens mørke og måtte kalde på Gud:  - Hvorfor har du forladt mig.

Han som selv er Gud, er trængt ind i den virkelighed, hvor Gud ikke er.

Og har derved ophævet den. For nu er Gud også der.

Og fra dette mørke rækker han os fællesskabet med sit liv som indsats.

Og i det fællesskab er der intet, der kan skille os fra Gud.

Derfor blev Gud menneske for at nå os med sin brændende kærlighed

og for det siger vi lov og tak og evigt ære være dig Vor Gud, Fader Søn og Helligånd, du som var er og kommer som en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed Amen.