Det særlige ved kristendommen er Jesus. Han er Messias. Han er Guds søn. Sådan fortæller evangelierne det.
De fortæller historien om det menneske fra Nazareth, som samlede disciple, som forkyndte Guds rige komme, som engagerede sig for mennesker af alle slags, som kæmpede mod det onde i alle dets former.
De fortæller om ham som en lærer med en helt særlig myndighed og kraft, og det til forskel fra folkets egne lærere.
De fortæller om ham som en læge, der kan helbrede de syge, som har magt over dæmonerne og som selv naturen må adlyde hans befalinger.
De fortæller om ham som en socialpædagog, som inddrager de udstødte og fortvivlede og formår at integrere dem i fællesskab med andre mennesker.
De fortæller om ham som en præst, som taler, så folk kan forstå det. Han taler ikke blot til deres hjerne men også til deres hjerte. 
De fortæller om ham som Gud, som har magt til at tilgive synd og skyld.
Det som kun Gud kan, gør Jesus i hans sted. Det Nye Testamente fortæller i sine epistler og evangelier om Guds som Messias og Kristus, Guds søn.

Og lige præcis det er også det problematiske ved Jesus. Det var det for jøderne. Det var det for grækerne. Det er det såmænd også i dag. Det er bare for meget.
Det er i orden, at han er en dygtig og berømt læge.
Det er i orden, at han er et forbillede med en høj moralsk standard.
Det er i orden, at han har stor livsvisdom, som mennesker kan have glæde af. Det er i orden, at han har formuleret store tanker om Gud og om verden.
- Men at han skulle være Gud selv.....
- At han skulle være skaberen selv, inkarneret i den skabte verden.....
- At han skulle være den frelser, som er kommet for at føre skabelsen frem til fuldendelse for hele universet.
Det er bare for meget.  

Og derfor kræver jøderne tegn... som Paulus skriver det i korintherbrevet Og grækerne kræver visdom...... Og vi kræver rimelighed og sund fornuft. Det skal hænge sammen med det moderne billede af virkeligheden, som det bliver formuleret af videnskaben.  

Jøder kræver tegn.
Jøderne skulle jo egentlig være de nærmeste til at forstå Jesus som Guds søn. For de ventede Messias. De troede jo på Gud som Israels Gud. Som havde befriet dem fra slaveriet i Ægypten. Som havde fulgt dem gennem ørkenen og givet dem de 10 bud. Som havde givet dem det hellige land og ladet sig tilbede i templet i Jerusalem. Han havde været deres Gud både i medgang og modgang. Efter 70 år som fanger i Babylon havde han ført dem tilbage til det hellige land. Nu håbede de på befrielsen fra det romerske overherredømme i nutiden. De håbede, at Messias, en søn af den mægtige kong David, ville genoprette riget.  

Rygterne svirrede. Folk strømmede sammen om Jesus. Mange håbede, at han var den ventede befrier. Men de ansvarlige ledere manglede det afgørende tegn. De ønskede et bevis. Ikke så underligt. - Det var en alvorlig sag at sætte sig op mod den romerske overmagt. - At udnævne Jesus som Messias ville være en ren krigserklæring mod Rom og sætte hele folkets liv og eksistens på spil. Og da de ikke fik tegnet, valgte de at betragte ham som en bedrager. En farlig en af slagsen, som måtte ryddes af vejen. Og derfor fik de ham dømt. Dømt for at være Guds søn. Dømt til døden. - Af hensyn til den nationale sikkerhed.  

Derfor hænger Jesus langfredag på korset. Fordi han ikke leverede de afgørende tegn. Og de råber op til ham: Hvis du er Guds søn, så stig ned fra korset. Så vil vi tro dig. De har fået ham placeret i den ultimative pine og vil aftvinge ham svar. De kan ikke forestille sig, at man både kan være Guds søn og så bliver slået ihjel. For dem er det bevist, at Jesus er en bedrager. At Guds søn lider en forbryders død i fuldstændig afmægtighed, er en umulig tanke.  

Præcis det samme resultat når man til med en græsk romersk tankegang. At være Gud er at have magt. At være stærkere og mægtigere end mennesker. Selvfølgelig kunne guder også have udfordringer og problemer. Også guderne kendte til kamp om magten, mod det onde og mod hinanden, måske. Men som Gud havde man overnaturlige kræfter og kunne undgå både sygdom og død. En gud på et kors. - Det er simpelthen for dumt til at kunne være sandt. Så jøder kræver tegn og grækere kræver visdom. Men vi prædiker Kristus som korsfæstet, skriver Paulus til menigheden i Korinth. For jøder er den en forargelse. For grækere er den en dårskab. Men Guds dårskab er visere end mennesker. Og Guds svaghed er stærkere end mennesker.   Guds forståelse af magt bryder fuldstændigt med verdens forståelse af magt. Det er med denne magt, Jesus skal frelse verden. Han træder ind i det offentlige rum. - Og lader sig udsætte for al verdens magt. Glem alt om kristendom som en privatsag. - Det sker midt i politiske og økonomiske virkelighed. Han kommer med sin magt. - Ikke den politiske og økonomiske magt. - Men kærlighedens magt. - Den kan gribe måde store og små. Uden forskel. Den kender ikke til prestige. For den er der ingen forskelsbehandling. I kærlighedens optik er de små blevet store. Og de store er blevet små.  Ethvert hjerte kan erobres af denne kærlighedens magt. - Men kan også rives itu. - Når det bliver forrådt. Det er i denne kærlighed og med denne kærlighed, Jesus lever sit liv. Han forrådes, fornægtes og dør. Og dog sejrer han netop gennem den dybeste afmagt. For Gud har magten til at være levende. På trods af ondskab og død.  

Erik Ponti er en dreng på mellemskoleniveau. - Han bliver smidt af folkeskolen, fordi han udviser en ekstrem voldelig adfærd. Som bandeleder er han i stand til at slå og uddele tæv, som fylder omgivelserne med afsky og rædsel. Men alting har sin forklaring. Hjemme har han en stedfar med sadistiske tilbøjeligheder. - Erik lærer at udholde smerte. For denne stedfar giver Erik pisk på bar ryg som straf for helt urimelige små forseelser. - Det er som om Stedfaderen  opfinder overtrædelser for at uddele tæsk.   Moderen er magtesløs. - Hun spiller Chopin på klaveret medens afstraffelsen finder sted. - Som svar på uhyrlighederne bliver Erik voldelig i sin egen omgangskreds.  

Da Erik bliver smidt ud af Folkeskolen, sælger moderen sin afdøde mands malerier og får derved mulighed for at sende Erik på kostskolen Stjærnsberg. Det bliver hans chance. - Her kan han få en god eksamen og skaffe sig adgang til gymnasiet og en helt ny fremtid. Moderen tror på projektet og det gør Erik også. Men det eneste problem er, at denne skole har uddelegeret magten til den ældste årgang. - Ledere og lærere står for undervisningen. De ældste elever står for disciplinen. Og det gør de skånselsløst. Som var de overmennesker med både ret og pligt til at undertrykke alle andre elever. Hvis man ikke makker ret, kan man blive pålagt ekstra opgaver i fritiden, komme i arresten som en slags eftersidning, får udgangsforbud i weekenden og endelig blive udfordret til slåskamp i firkanten. Det er en slags boksering, hvor to fra ældsterådet kan uddele tæsk til det yngre offer, som ikke slipper før han ligger ned og må krybe ud. - Og det værste ved det hele er måske, at det store flertal af elever lader sig forvandle til en skrigende pøbel, som vil se blod. 

Erik vil ikke slås. - Han har startet et nyt liv. Han vil have sin eksamen. Han kan ikke risikere at blive sendt hjem pga. af anvendelse af vold. Men han kan heller ikke underkaste sig volden. - Det er hans natur imod.  Og snart Bliver det til et intenst opgør mellem lederen af ældsterådet og Erik. En af de stærkeste scener er der, hvor lederen midt i spisesalen slår Erik i hovedet. Men Erik slår ikke igen. Han tager imod slag efter slag. - så blodet flyder. Og for hvert slag der slås mister lederen magt. - Midt i udøvelsen af magt mister han den. - Det er Erik, der sejrer. I det øjeblik er Erik en Kristus figur. For det var jo sådan Jesus mødte verden.  

Men Erik blev ikke Jesus. Til sidst blev han trængt så meget op i en krog at han begyndte at slå. Det er vel sådan det næsten altid går. - Måske kan man holde det onde på afstand med det onde. - Sådan tænker vi i forhold til krig og terror. Men Jesus holdt ikke alene det onde på afstand. Han sejrede gennem sin død og opstandelse. Derfor er han vor frelser. Han er Guds søn og derfor kan vi sige lov og tak og evigt ære være dig vor Gud, fader søn og Helligånd, du som var, er og kommer som en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed Amen.