De blev mætte den dag, men ikke tilfredse og glade. Der var 5 bygbrød og 2 fisk til 5000 mænd. Men der var mad nok. Da de samlede de tiloversblevne stykker sammen, fyldte resterne mere end 12 kurve. Alligevel havde de ikke fåret nok. Han skulle være deres konge. Men det ville han ikke. Ikke på den måde. Han forlod dem for at være alene.  

På den samme tid blev der også delt brød ud i store mængder i Rom. Kornet blev importeret fra Sicilien og andre kornkamre i det store romerske imperium; korn som blev dyrket af fattige landarbejdere og slaver. Priserne blev så lave, at det ikke kunne betale sig for almindelige romere at arbejde. Det var heller ikke nødvendigt, for rigmænd med politiske ambitioner stod nærmest i kø for at dele gratis brød ud til folk, til gengæld for deres stemme ved det kommende valg. Oven i dette tilbød man gratis billetter til forestillinger i arenaer som Colosseum, hvor man kunne overvære de blodige gladiatorkampe. Det var det folk ville have: Ikke brød alene, men brød og skuespil.  

Et lille nyfødt barn skal have både mad og kærlighed. Det finder barnet hos sin mor, som både tilbyder både kalorier og omsorg, nærvær og kærlighed. - Og så bliver barnet mættet, både til legeme og sjæl. Fysisk og psykisk. Ved at spise sammen med sin mor, lærer barnet om tillid og åbenhed; lærer, at det er godt at være til.  Det er basis i al børnelærdom: Mennesket lever ikke af brød alene.  

Men brød er nødvendigt. Uden mad og drikke dur helten ikke. Maden er brændstof for kroppen. Uden den - ingen livskraft. Intet overskud til at gøre noget. Desværre må mange mennesker leve med sult som deres hverdag. - Statistikken fortæller, at det  hvert 7. menneske. Men sulten er ikke ligeligt fordelt. Især kvinder og børn rammes. Plakaten fra Folkekirkens Nødhjælp til årets husstandsindsamling siger: Ingen mor skal se sit barn dø af sult. Der er mødre, der har kærlighed og omsorg. Men mad har de ikke.  

Det er jo den omvendte verden. I forhold til os. Vi har mad nok. Vi kan købe mere end vi bruger. Og vi gør det.  Det ryger lige i skraldespanden. I de sidste uger er mængder af god veltillavet mad blevet smidt ud og destrueret bare fordi der stod noget forkert på emballagen.  

Vi har mad nok. Men har vi kærlighed? Den får man ikke ved at spise eller ved at drikke. Mange prøver alligevel. - Der spises i den vestlige verden som aldrig før. Fede fødevarer med sødt i rigelige mængder. Drikkevarer med sukker og alkohol konsumeres i store mængder i jagten på et øjebliks lykke.    

Man kan spise og drikke uanede mængder uden nogensinde at blive mæt. For sulten efter kærlighed og tørsten efter mening dækkes ikke af hverken flydende eller fast føde.  - For mennesket lever ikke af brød af alene.  - Tværtimod kan man sige: Mennesket dør af brødet alene.  

Jesus måtte kæmpe med sulten. I 40 dage gik han omkring i Judæas ørken. Han havde meget at tænke over efter sin dåb i Jordan. Her så han himlen åben og hørte Gud tale til sig og sige " Du er min søn den elskede". Det er altså sådan, det hænger sammen. Han er Guds søn. - Men hvordan er man det? Det er der ikke nogen drejebog for. - På den ene side kunne han bruge sin guddomskraft til at forvandle ørkenens sten til brød. Så kunne han få stillet sin sult. Ja, hele verdens sult. På den anden side er der ingen livsopfyldelse i brødet alene. For mennesket lever af hvert ord, som udgår af Guds mund: - Både mad og kærlighed. Hvis man reducerer livet til et spørgsmål om mad, tømmer man livet for mening og indhold.  

Derfor er Jesus nødt til at forlade de 5000 mænd, som vil gøre ham til konge. De har set hans magt. De har set de tegn han gjorde. De har set og alligevel ingenting set. - De har mærket, at de blev mætte. De har set syge blive raske. - De har helbredelsen et tegn på et mirakel. - Men ikke den kærlighed og omsorg, som ligger bag tegnet.    

For at gøre det helt tydeligt, siger Jesus til dem: Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himmelen. Den som spiser af det brød, skal aldrig mere sulte. Det egentlige er altså ikke brødet men Jesus, som Guds søn. "Jeg er" siger han. Ligesom dengang Gud præsenterede sig for Moses i den brændende tornebusk: Jeg er den, jeg er. Det hedder på hebræisk: Jahwe. "jeg er".  Denne Gud befriede ved Moses jøderne fra slaveriet i Ægypten og førte dem gennem ørkenen til det forjættede land.  Undervejs mættede Gud dem med det daglige brød. Præcis den mængde brød, som skal til for at leve en dag. Samtidig var han sammen med dem. - Han fulgte dem og viste dem vejen. Han var deres Gud og de var hans folk: De var sammen i fællesskab: Og i det forhold var der altså både mad og mening.   

Nu siger Jesus "Jeg er det levende brød". Det er altså Gud, der taler. Det er "jeg er", der taler til os. Jesus er så at sige Jahwes synlige udgave i verden. Han giver os ikke brødet alene.
Han giver os ikke kærligheden alene.
Han giver os brødet og kærligheden sammen.

Tænk blot på nadveren. Jesus og de 12 disciple har spist sammen. De er blevet mætte. Derpå tager han brødet og vinen og deler det med dem, Ikke alene som mad og drikke men som tegn på ham selv og det han gør. - Han vil give sig helt for dem. Også selvom han ved, at de vil svigte. Han svigter ikke.  

Der er mennesker, der har brug for os. De har brug for mad og fundamentale livsfornødenheder. Det kan være katastrofehjælp, flygtningehjælp eller udviklingshjælp. Der er brug for vores indsats, materielt og teknologisk. Men når man er fattig og sulten, er der også brug for fortalere, advokater, som vil støtte op om de udsatte grupper og kæmpe for både frihed og retfærdighed. Alt dette sker gennem private organisationer, gennem regeringen og gennem internationalt samarbejde som FN.  

Men der er også brug for det enkelte menneskes engagement. Det er et spørgsmål til hver enkelt: Er vi os tilfredse med at leve af brød alene eller hungrer os vi efter et liv med mere mening og kærlighed. Når man nu henvender sig ved dørene, hvor folk bor.... Og hermed tænker jeg ikke bare i dag.... men når vi taler med venner og bekendte, kollegaer og fremmede.....  så er det ikke kun vigtigt at få stor et beløb som muligt. - Jo, det er vigtigt. Flere penge kan gøre mere nytte end færre. .... Men det kan let blive et spørgsmål om brød alene. Som om det at give er en forpligtelse, man betaler sig fra.....  

Men det at give kan også blive en forpligtelse til noget....  til noget positivt, en mulighed. Som en anledning til at fylde sit eget liv med mening.  

Pointen er, at nå vi ringer på dørene hos hinanden, rækker vi hinanden en chance for at berige vort liv med den dimension, at livet skal leves for andre, både mennesker tæt på og langt borte.  

Også modtageren kan forstå vores gave på flere måder: Som det brød, der gør forskellen på liv og død for en stund. Men dertil kan den eftertanke komme, at der bag gaven står et andet menneske, der ønsker, at jeg skal leve. - Og i den tro kan brødet blive det brød, som gør livet stort og værdifuldt: For mennesket lever ikke af brød alene, men af hvert ord, som udgår af Guds mund.  Jesus er det ord. Og det ord er som brød vi kan leve af, og for det siger vi lov og tak og evigt ære være dig, Vor Gud fader, Søn og Helligånd, du som var, er og kommer, som en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed. Amen.