Joh. 6, 24-35

Salmer: 41, 298, 674v1-2, 174, 321, 457, 192v7, 217

I faderens, Sønnens og Helligåndens navn Amen.

Sult.
Hvad er det at sulte?
I Folkekirkens Nødhjælps kampagne slut.sult.nu har de gennem flere år produceret film til brug i undervisning af bl. a. konfirmander, film, som beskriver hvad sult er, og hvad den gør ved mennesker.I de film får vi blik for, hvordan sult som et langvarigt fænomen helt kan undergrave en tilværelse.  Når man dag efter dag, måned efter måned får for lidt mad, da mister man både de personlige og de fysiske ressourcer, der skal til for at kunne gøre noget ved tilværelsen og forbedre den bare lidt.   Små børn ligger sløve hen og orker ikke at lege. Større børn kan ikke modtage skolelærdom - evnen til koncentration og til at lære forsvinder. Voksne kan heller ikke lære nyt eller tænke overordnet og planlægge, men kæmper sig bogstaveligt igennem dag for dag med den lavest mulige personlige ydelse. For mennesker, som lever dybt inde i sådan en sult tilstand er den eneste mulighed, den første forudsætning for at de kan gøre noget nyttigt både for sig selv og for andre, at de får stillet deres sult, at de bliver mættet, ikke bare en gang men stabilt. Sker det, kan der åbne sig muligheder for dem, da kan de rette fokus fremad med håb.

Denne beskrivelse, fordi vi er så heldigt stillede, at sult som regel er noget, vi højst kan mærke en time elle to.   Heldigvis har de færreste af os for alvor en erfaring af, hvad rigtig sult er. Men den erfaring er brugbar, når vi skal forstå evangeliet om brødet. Jesus præsenterer sig i evaneliet som livets brød. Medspiller i Johannesevangeliets formidling af ordene om Jesus som livets brød er to bibelske beretninger om brød- undere. Den første er Det gamle testamentes beretningen om Moses og Guds folk, der vandrer gennem ørkenen. De er ved Guds hjælp sluppet ud af slaveriet i Egypten, og Gud har lovet dem et land, hvor de kan slå sig ned og leve og trives.  De er på vej dertil, men nu er de i ørkenen. Og i ørkenen er der ikke meget mad at finde, det ved vi. Det er et goldt og tørt sted, livsfarligt at opholde sig i, hvis man ikke har medbragt rigelige forsyninger.Det har folket med Moses i ørkenen ikke. Maden begynder at slippe op, og de kan ikke se nogen snarlig ende på ørkenvandringen, så de begynder at fortvivle. Hvorfor blev vi ikke i Egypten, klager de, dér havde vi trods alt mad, men nu skal vi dø af sult her i ørkenen.Løftet om det forjættede land, der ligger foran dem glider dem af sinde, de kan kun se tilbage og mærke de tomme maver nu. De er ikke bare sultne, de er bekymrede, kan ikke se udvej, kan ikke tro, at Gud har ført og vil føre dem til noget godt.  Men Gud giver dem mannaen, det mærkelige brød fra himlen, der hver morgen ligger klar til dem og fugletræk, der kommer fra himlen og slår sig ned hos dem til føde for dem. Gud gav dem brødet, lige nok til hver dag. Og det reddede dem og bevægede dem fra håbløshed til håb.

Også evangelisten Johannes fortæller om et brødunder: Jesus er taget til et øde sted og mange tusinde er fulgt med ham for at høre, hvad han siger til dem. De var sultne efter at høre hans ord, snart bliver de også sultne i maverne. Der er kun ganske lidt mad, det velsigner Jesus og deler ud til dem, så alle de mange tusind bliver mætte, og bagefter er der mere tilbage, end der var i begyndelsen.  Underskud bliver til overflod. Men skarerne dér er kun mætte for en tid. De er ikke blevet stabilt mætte. Da Jesu er blevet væk for dem, søger de ham det ene og det andet sted.  Her er vi nået ind i dagens evangelium. Til sidst finder de ham.  Og Jesus afslører dem i deres forvildede søgen.  I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, siger han, men fordi I fik brød at spise og blev mætte.  Med de ord afslører han for dem, at det særlige og gennemgribende ved det, de oplevede, da han gav dem brød ikke var, at deres maver blev mætte. Nej, det var et tegn for dem på, at han skænker dem en virkelighed, som mætter i langt videre forstand, end hvad mæthedsfornemmelse i maven kan give.  De mennesker, der her søger Jesus forveksler den fysiske sult, der jo kan være særdeles voldsom, med en anden sult, som er efter noget andet og mere - efter en fremtid og et håb.  Vi kunne sige, at det bespisningsunder, som Jesus foretager dels peger tilbage til Moses og mannaen i ørkenen og dels frem på hans fremstilling af sig selv som livets brød.   Da der blev givet manna i ørkenen var det en redning fra sultedøden, men da Jesu giver brød ved Genezareth sø, peger det frem på Jesus selv som en åbenbaring, som livets brød.

Det har de dog ikke fattet, de, der nu kommer til ham.  De vil holde fast i underet med brød og have ham til at gentage det.  I fik tegn at se, siger Jesus til dem, men lidt senere spørger de ham:   Hvilke tegn gør du, så vi kan se det og tro dig ?
Jesus har med brødunderet vist dem et tegn på, at han er livets brød. Men de vil se mere tegn, de vil have det gentaget igen og igen.  De er nemlig ikke blevet mætte.

Det begynder at blive tydeligt at de er fyldt af en anden slags sult, end den, der kan mættes med almindeligt brød. Alligevel er det det almindelige brød de higer efter. De ved ikke bedre.

Der arter de sig ikke anderledes end største delen af andre mennesker, også nu.  Den anden slags sult, en åndelig sult eller sult efter mening og mål, efter anerkendelse af Gud, kan være  gennemgribende og katastrofal som en konkret sult kan være.   Ligesom den langvarige sult efter nærende mad kan sætte et menneske ind i en ond cirkel, så man ikke kan komme videre, sådan kan også den åndelige sult, få os til at blafre rundt efter mulige måder at få mættet den på uden at finde det, der slår til. Ligesom vi kan finde på at trøstespise, når noget går os på, kan vi finde på at trøstekøbe os til et velklædt ydre, en nydelig bolig, en lækker bil, en drømmerejse, og hvad man ellers måtte ønske sig, men det mætter ikke den livslængsel og udefinerlige sult, som et menneskes liv rummer. Heller ikke hvis vi trøstetræner og trimmer vores krop er det det, som giver os den mæthed og årvågne ro som vi søger.

Alt imens vi blafrer rundt, ligesom de skarer der søgte brødundere én masse, så stiller Jesus sig foran os og siger: Jeg er livets brød, den der kommer til, mig skal ikke sulte, og den, der tror på mig skal aldrig tørste.

Forinden har han tolket manna i ørkenen beretningen for os: det med Moses og folket i ørkenen, det var Guds forunderlige redning af dem med nødvendigt dagligt brød. Men det var ikke i egentligste forstand brødet fra himlen.  Men min far giver jer brødet fra himlen, siger Jesus, det sande brød. Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden. Og det brød, det er jo Jesus selv. Jesus er kommet fra himlen for at give liv til verden.   Som brød giver liv, giver Jesus liv.

Jesus giver liv, da han lader sig finde af forvirrede mennesker der søger i øst og vest. Han giver liv, da han går vejen til ende og dør på korset og giver krop til Guds ubetingede kærlighed og anerkendelse af os mennesker. Jesus giver liv, når vi i nadveren kan spise os mætte i Guds kærlighed og tilgivelse.

Jesus står foran os og siger: Jeg er livets brød.  
Så behøver vi hverken fare forvirrede omkring eller ligge sløve hen. Mættede af livets brød kan vi rejse os og lege, lære, gøre nytte og udvikle livet og alle dets muligheder, for den evige, usynlige kærlighedsfyldte virkelighed, som er Guds, den er i os.   

For det siger vi lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver en sand treenig gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.