Luk. 2, 21

Salmer: 712, 717, 129 - 108, 132, 121

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.     

Abraham levede i Karans land med sin kone Sara. Hertil havde hans far Tera ført ham, da han brød op fra Ur i Kaldæa, som var deres hjemland. En dag talte Herren til Abraham og sagde: Forlad nu dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort og du skal være en velsignelse. I dig skal alle jordens slægter velsignes.

Abraham var allerede 75 år, men på det ord drog Abraham af sted mod Kanaans land. Med sig tog han sin kone Sara og sin brorsøn Lot og al den rigdom han havde skaffet sig i Karan og alle de fok, han havde samlet.  

Nu er vi, der er samlet her i dag, jo hverken Abraham eller Sara, men vi har noget til fælles med dem: vi er ved at bryde op fra noget, som var, og er i færd med at begive os frem til noget nyt, der kommer.  Vi bryder op fra det gamle år, som vi lægger bag os og begiver os ind i det nye år med det ukendte, som ligger foran os. Nytåret har vi sat som en grænse, hvor et år slutter og et andet begynder, men overgangen fra 31. dec. til første januar er principielt ikke anderledes end overgangen mellem enhver dag og så dagen efter.  Men ved nytåret markerer vi det livsvilkår, at vi i livet hele tiden bevæger os fremad, og at der altid er noget vi må lade bagude, når noget nyt begynder. Samtidig er et år jo en så tilpas lang periode, en tilpas samling af dage, så man kan mærke, at der er en forskel på nu og så for et år siden, hvad vi jo ikke altid kan fra den denne dag til den anden.

Som Abraham og Sara bryder vi op fra det kendte år, fra alt det, vi nu ved, hvordan faldt ud, om det så var godt eller dårligt, og vi må bevæge os mod det ukendte.

Vi ser tilbage på det, der var, måske med fortrydelse, med ærgrelse, eller selv bebrejdelser over det, som vi ikke fik gjort godt nok. Måske ser vi tilbage med bitterhed over noget svært, som overgik os. På den måde kan det gamle år måske være slidt, det kan være et slidt år, som det er godt at lægge fra sig for at begynde på en frisk.   

Vi kan også se tilbage med glæde og taknemlighed - for glæderne - for alt det der lykkedes for os, for alt det, der bare skete for os og blev til glæde og velsignelse.  Og taknemlighed for alt det, der blev meningsfulde hverdage.

Men nu er det nytår, vi begynder på en frisk- og det er godt. Alligevel har vi noget med os fra det game år. Som Abraham og Sara havde deres ejendom og folk med, da de drog ind i det ukendte land, sådan har vi også det med, som det gamle år lejrede i os.  Med det i bagagen drager vi ind i det nye år.

Men hvordan kunne Abraham og Sara drage af sted, og tro på at det blev til noget?  De havde allerede mange levede år bag sig, hvordan så tro, at der skulle være noget nyt foran dem?  Det kunne de, fordi Gud sendte dem af sted, og fordi Gud lovede at vise dem vej og gå med dem.

Når vi samles i kirken på denne årets første dag, så er det for at kunne høre det ord til os også: at vi velsignes af Gud på vores færd, at vi velsignes til opgaver og ansvar i det kommende år. At vi velsignes i det liv, der skal leves.

Abraham, han får med sig en ganske særlig velsignelse: "Jeg vil gøre dig til et stort folk, - i dig skal alle jorden slægter velsignes" siger Gud til ham.

Denne særlige velsignelse, som Abraham fik med sig, bringer os til det, som er dagens evangelium i dag, på nytårsdag:  Det ene vers fra Lukas evangeliet om, at Jesus på ottendedagen blev omskåret, og fik navnet Jesus, det navn, som englen gav ham allerede inden han blev undfanget i moders liv. Denne lille bemærkning om Jesus binder ham nemlig sammen med Abraham og med det løfte, som blev givet til Abraham.  

Med Jesus bliver der handlet som med enhver af Abrahams slægt af mandkøn : han bliver omskåret på den dertil bestemte tid.  Med bemærkningen om det,  markerer Lukas, at Jesus er født ind i verden som  et menneske under den lov, som bl. a. af Abraham og hans efterkommere er tolket som en pligt til omskærelse. Jesus går altså direkte ind som et medlem at Abrahams slægt, som en Abrahams efterkommer.   Og navnet han får, som er efter Guds bestemmelse, fortæller, at han, Jesus, er den af Abrahams efterkommere, i hvem alle jordens slægter skal velsignes.   Navnet Jesus er knyttet til ham allerede fra hans undfangelse, da englen kom til Maria. Navnet Jesus betyder "Gud frelser".

Som Lukas fremstiller det i sit evangelium, er det altså helt tydeligt allerede fra det navn Jesus fik, at han er den af Abrahams slægt, som alle jordens folk og slægter skal frelses igennem.   

Så når vi hører dette som vores nytårs evangelium, så fortæller det os, at vi kan gå ind i det nye år med den velsignelse, der ligger i, at Jesus er kommet til os som den, der giver os Guds frelse. En frelse som Paulus forklarer i sit brev til Galaterne, som vi hørte i begyndelsen af gudstjenesten: det er ved troen på Jesus, ved troen på, at det betyder noget, at vi hører sammen med ham, at vi bliver fri for at vær bundet og spærret inde i, om det, vi har fået gjort, er i orden eller ikke i orden. Igennem Jesus og troen på ham, er vi Guds børn, hvem vi så end er.  

Med Jesu navn og betydningen af det : "Gud frelser", får vi at vide, at vi står overfor en ny tid i verdenshistorien: tiden, hvor Gud har besluttet, at sætte sin frelse igennem.  Og at vor frelse ikke beror på, om vi nu har bestået prøven med hensyn til at holde Guds lov, vor frelse beror alene på det, at Jesus er kommet til os for at gøre os frie. 

Jesu fødsel markerer overgangen til en ny tid - og det er denne nye tid, vi lever i -både før og efter nytår 2013.

Når vi nu går ind i et nyt år kan vi gøre det i troen på, at vi lever i Jesus  Kristus.  Og i det, at vi hører sammen med ham er der  en kæmpe ressource til at gå i gang med at arbejde med alt det, som det nye år  kræver af os.  For der er jo vitterlig meget, som der skal arbejdes videre med. Meget som ikke blev godt nok i de år, der er gået.

Vi har sikkert alle ting på det personlige plan, som der skal strides videre med, og vi har meget væsentlige fælles opgaver, der ligger foran os.   Vi må videre med at skabe en livsform, der giver en bæredygtig udvikling for jorden og jordens klima. Vi må videre med at mindske fattigdommen i verden, vi må vider med at skabe et samfund, hvor ingen overlades til sig selv.    

Vi kan begynde det nye år med at gå frem ligesom Abraham og Sara gjorde - de fordi de stolede på Guds løfte til Abraham og vi, fordi vi tror på, som hans navn siger, at  Jesus Kristus  er vor frelse. Også frelse fra al mismod og ligegyldighed, som kan få os til at gå i stå i uoverskuelige udfordringer.

I Jesu navn kan vi gå ind i det nye år med håb  - ja ind i alt nyt, der kommer.

For det siger vi lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver en sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.