Nytårsdag 2012.

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, amen.

Der er forskel på, hvordan det er og hvordan det bliver. Nu ser vi som i en gåde, skriver Paulus. Som i et spejl. Dengang var spejle ikke som spejle i dag. Hvis man ville vide, hvordan man så ud kunne man få lavet skulpturer og malerier af sig selv. Men det var kun for de rige. Andre måtte nøjes med datidens spejle, som var fremstillet af blankpoleret metal. Man kan godt se omridset af sig selv, men det blev alligevel ved antydningerne. Og sådan er det med det billede, vi har af virkeligheden. Vi ser det som i et spejl, i en gåde. Men engang skal vi se ansigt til ansigt.  

Vi erkender stykkevis og vi profeterer stykkevis. Når arkæologen graver fortiden frem af jorden dukker den op som stumper og stykker. Så må man prøve at lægge stykkerne ved siden af hinanden og se på, hvordan de kan have hørt sammen. Det er som et stort puslespil, hvor man prøver at rekonstruere det oprindelige billede.  

Men for den kristne tro er det ikke fortiden, der skal genfindes. Troen er ikke optaget af at skrue tiden tilbage til begyndelsen. Den gang alt var godt. Den kristne tro handler derimod om fremtiden, som skal komme. Nu erkender jeg stykkevis. Men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå. Da skal jeg kende fuldt ud ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.  

Det er dog ikke alle stykker fra nutiden, som skal forsvinde.  Der er 3 dele som har værdi ud over øjeblikket. Tre dele som vil blive genkendelige i det endelige billede. Nemlig tro, håb og kærlighed. Og vigtigst af dem er kærligheden. Denne kærlighed hører aldrig op.  

Derfor ved vi, hvordan det ender. Det ender godt. Det ved vi fra historien om Jesus. Med hans kamp mod ondskab og had, med hans sejr over lidelse og død er vejen til Guds rige banet. Intet vil kunne stille sig forhindrende i vejen. Og det selvom der stadig sker meget ondt og grusomt i verden. Disse destruktive kræfter ikke hamle op med Guds kærlighed. Og derfor ved vi, hvordan det ender. Gud vil selv komme til verden og møde os, åbent og frit uden frygt og angst.  Vi skal ikke længere se i spejle og i gåder, men ansigt til ansigt.  

Det i dag den 1. januar 2012. Vi står på tærsklen. Mellem nutiden og fremtiden. (Det gør vi hver dag. ) Nutiden kender vi, synes de fleste af os. Radio, TV og de skrevne medier informerer os daglig om verden, som den er lige nu Aldrig før i historien har så mange vidst så meget om så mange, som nu. Nutiden er kendt. Men fremtiden er gådefuld. Spådomskunst er en usikker beskæftigelse, hvad enten man anvender statistik, prognoser eller okkulte kræfter.  "Det kan kun tiden vise", siger man, og indrømmer derved sin manglende evne til at se i krystalkuglen.  Tiden kan intet vise.  Tiden kan kun vise, at tiden går. - Hvad der vil ske i den kommende tid, har tiden selv ingen indflydelse på. Det afhænger af naturkræfter, mennesker og mekanik måske. Tilsvarende må man sige om krystalkuglen. Hvis man skulle kunne se den fremtidige historie, har man afskaffet tilfældighed i sin tilværelsesopfattelse. Så er der ikke noget der hedder ansvar og pligt.  Intet der hedder nåde og barmhjertighed. For alt er forudbestemt.  Fortiden bestemmer fuldstændigt over fremtiden.  

For den kristne tro er det omvendt. Fremtiden er sikker. Det ender godt i Guds rige. Det gådefulde er, hvordan vi kommer fra nutiden, som vi kender til fremtiden i Guds rige, som kun Gud kender.  Hvordan kan den forvandling komme til at ske. - Hvordan skal lykkes Gud at fuldende det i sin fremtid, som vi har gang i lige nu.  

Hvordan skal det lykkes at forsone Israelere og Palæstinensere. Hvis man så bare kunne isolere dem, så de selv var nødt til at finde ud af det. Ligesom i Sydafrika, hvor resten af verden lukkede af for det hvide apartheidstyre. Men så længe stærke indflydelsesrige kræfter på begge sider støtter den ene part mod den anden, leverer man brændstof til et bål, som kan brede sig til hele verden.  

Og hvordan skal det kunne lykkes at få styr på klimaet, som bliver varmere i et tempo, som overhaler det, videnskaben har advaret imod. Der er udsigt til uoverskuelige omvæltninger, fordi nogle mangler vand medens andre får for meget.  

Og hvordan skal vi få styr på den økonomiske krise, som vælter ind over os som en tzunami.  Man siger, at vi skal forbruge mere for at få det bedre. Men vores snusfornuft siger os, vi skal spare op for at have noget at stå imod med i krisetider. Vi skal f.eks købe mere mad for at skabe mere omsætning, selvom det er blevet afsløret, at vi smider spiseværdig mad i skrældespanden for millioner. Det er forvirrende. Hvordan kan løsningen på vore økonomiske problemer være øget forbrug, når vi er 7.000.000.000, som skal deles om de begrænsede ressourcer.  

Så hvordan skal det lykkes at skabe den fremtid, som kan rumme alle; Så de lever sammen forsonede i fællesskab og glæde uden ende. Ja, der vil vel endda være dem, som ville melde pas og sige: Det tror jeg ikke på. Det kan ikke lade sig gøre.  

Det er til os, Jesus giver bønnen, som vi kalder " Fader Vor". Den indeholder de helt centrale punkter, som kan redde os fra den totale forvirring. "Komme dit rige", beder vi og "ske din vilje ". Det er i fremtiden i det kommende Gudsrige vi skal tage vort udgangspunkt. Det skal være målet for vor længsel og vort pejlemærket for vore handlinger. Vi er ikke prisgivet livet nu, som hele tiden bliver fortid. Lykken nu er ikke et mål i sig selv. Målet er i stedet Gud og i det kommende rige      Her vil Guds vilje ske, fordi kærligheden har besejret al ondskab. Tag derfor ikke dit udgangspunkt i nutidens uoverskuelige kriser og konflikter, som synes uløselige men i stedet i den fremtid, som har taget sin begyndelse med Jesu opstandelse fra de døde. Det kommer, selvom det ikke er til at se. Lad dog Gud være Gud og tag dit udgangspunkt i ham. Det må være meningen troen på den almægtige Gud.  

Men Fader Vor lader os ikke flygte ind i forhåbninger om en fremtid vi ikke ser. Bønnens anden del handler om vort liv nu. Giv os i dag vort daglige brød. For lad os vor skyld Fri os fra det onde. Det er bønner om for mig og min næste. - Min næste er tænkt med altid. For lad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere. Altid sammen.  Tilgivelsen skal gives videre. Ellers mister du din egen tilgivelse.  

Samme tankegang er underforståede i de andre bønner. Det hedder jo ikke giv mig det daglige brød, men os. Min næste er tænkt med. Jeg beder om det daglige brød under den præmis, at jeg giver det videre til min næste.  

Ej heller hedder det, fri mig fra det onde, men os. Som jeg selv befries fra fristelse og det onde skal jeg arbejde for den samme frihed for min næste.  

Det er aldrig alene. Men altid sammen.  Så værsgå. At bede Fader Vor er at forankre sin tro og sin tillid i Gud og lade håbet om hans rige og frisætte mig fra bindingen til nutiden. Jeg behøver ikke at lade mig bagbinde af sædvane, tradition og alt det, som plejer at være på en eller anden måde. Livet åbner sig, når Gud og din næste får lov at fylde hverdagen med liv og mening. Han er jo, Vor Far.  Ikke alene min, men Far for os alle... og derfor siger vi lov og tak og evigt ære være dig, Vor Gud fader Søn og Helligånd, du som var er og kommer som en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed Amen.