Markus 16. 1-8

Salmer : 240, 218, dette påske, 230, 227v1&9, 234

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Vi tror på Jesus Kristus, ..korsfæstet død og begravet , nedfaret til dødsriget,  PÅ tredje dag opstanden fra de døde..

Sådan siger vi i vores trosbekendelse.

Jeg talte engang med en mand. Han havde været fisker en stor del af sit liv, men nu var han meget syg. Han fortalte om sit liv som fisker, og om, at det flere gange var hændt, at han havde været i situationer, hvor han ikke vidste om han ville slippe levende fra det, når han med kutteren var ude i en kæmpestorm på Nordsøen. Selv om man jo egentlig var taget ud for at fiske, fortalte han, så når der kom sådan en storm, så var der ikke så meget andet at gøre, så længe stormen rasede, end at gå under dæk og blot lade dem være oppe, som skulle prøve at holde skibet i kurs og på ret køl. Og så sagde han : "Sådan en storm, den tager som regel to døgn, og når man så kommer op på dækket den tredje morgen er der sol og roligt vand." 

Se det var fiskerens erfaring, som han gerne ville fortælle mig.  Men da han sagde det her, syntes jeg jo pludselig han holdt en påske prædiken for mig.  Der blev ikke talt mere om det.. men håbets ord var blevet sagt mellem os gennem fortælling om en enkel og gentagen erfaring fra hans levede liv.:

Når man kommer op på dækket den tredje morgen, er der sol og roligt vand.   

Påskefortællingen som vi i dag hører den fortalt af Markus er også en meget enkel fortælling.  Der er ingen prunk og specielle  effekter, ingen dramatisk konstruktion, der bærer frem mod et klimaks. Og det kunne man måske have forventet i en beretning, som er en stor del af grundlaget for selve den kristne opstandelsestro. Det er en lille, nærmest skrøbelig fortælling om de tre kvinder, der den første dag i ugen er på vej til graven for at gøre som det er skik at kvinderne i den nærmeste kreds om en afdød gør: for at salve hans døde krop med vellugtende salver.  Da kvinderne den tidlige morgenstund er på vej til graven er det ikke i nogen forventning om, at Jesus skulle være opstået. De forventer at finde ham død i graven, og er mere optaget af det meget jordnære spørgsmål: hvordan de mon skal få fjernet den store tunge sten, der er rullet hen foran graven. 

Den her morgen er en slags dagen derpå for dem. Når de nu bevæger sig ud i morgenstunden ved solopgangstid på den første dag i ugen, er det formentlig med knuget hjerte, - knuget måske af to søvnløse nætter, hvor de er blevet kastet hid og did i deres forfærdelige  genoplevelse af det, der skete på den lange smertefulde fredag, der gik forud for sabbatten.  De er knuget, måske af en ubærlig tomhedsfølelse, fordi de måtte erkende, at det var gået som det var.  At det her var slutningen på eventyret med Jesus- ja for det havde jo været som en slags eventyr, hvor dybe længsler, savn, og håb var blevet indfriet i hele den varme målrettethed, der spredte sig omkring Jesus i alt hvad han gjorde og sagde, i den uforfærdede måde, hvorpå han lod magthavernes bedrevidende anslag mod hans ord og lære prelle af på sig. Og de havde virkelig troet og håbet at det var et eventyr, der ville ende mere end godt - at det var begyndelsen på en bevægelse i verden, hvor Jesus og hans magt og kærlighed var i centrum. Men nu var det eventyr forbi, han var død i lidelse og dybt forhånet. -Det havde de vel også brugt de to nætter og dagen derimellem til at prøve at erkende.        

Så nu på den tredje morgen kommer de op og ud af deres nattely efter sabbatten.    

Der er ikke styr på så meget, de har ikke fået organiseret nogle mænd til at flytte stenen for sig, men salverne har de da med og de går derud, uden de helt store forventninger til noget, måske heller ikke til, at de overhovedet kan fuldføre deres ærinde med salvingen - på grund af den store sten, som de ikke aner hvad de skal gøre ved. 

Men den her mærkelige tredje morgen er der ikke noget, der er som de kunne have forventet eller regnet ud - bortset fra altså, at solen er stået op og lyser dem i møde som på alle andre morgener. 

Stenen er væltet fra, uden at de ved hvordan det er sket, og den døde Jesu er der ikke, men derimod en ung mand i hvide klæder i den højre side.

Pege på billede bag prædikestol:

Måske kan det ligne den tomme grav med den unge mand i lysende klæder vi ser her på billedet i den højre side Måske var det noget i den retning de så ??

Kvinderne den tredje morgen, de vidste ikke hvad det var de så her, og de blev forfærdede - skrækslagne.

Men de fik en besked af den unge mand i hvidt : Vær ikke forfærdede, I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se der er stedet hvor de lagde ham.  Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer, til Galilæa. Der skal I se ham, som han har sagt jer det.

Sådan lød ordene - og ovenpå det skyndte kvinderne sig ud og flygtede, rystende og ude af sig selv, så de slet ikke turde sige det til nogen.

Se sådan vælger Markus at fortælle om påskemorgen. En enkel fortælling uden noget stort klimaks.  En fortælling om nogle mennesker, som hverken før eller umiddelbart efter det, de oplevede ved graven kan rumme og fortolke det, de her er vidne til.   Det er vel fordi de er mennesker ligesom os. Vi går vel heller ikke for alvor rundt og forventer, at der sker det, der ikke kan ske - at store sten af sig selv fjerner sig fra det sted, de ligger  - uden at der er tale om jordskælv eller lignende- eller at hvidklædte skikkelser pludselig står foran os og siger os noget vigtigt, som vi ikke forstår.   

De er som vi, og de tør ikke forvente sig det største, selv om det jo egentlig er det, de har gjort indtil for bare et par dage siden. De håbede jo det største i fælleskabet med den levende Jesus. Men døden har slået deres håb i stykker. De er mentalt set gået under dæk og lader stormens rasen være hele deres univers, som en søsyg for hvem der ikke findes anden virkelighed end bølgernes skræmmende og konstante rullen.

Er det sådan det er med os ? Har vi forskanset os bag de realiteter, som vi kan se, hvad er : den døde ligger i graven.

Sådan at det store håb, det løber forbi os eller skræmmer os, når det forkyndes os?

Men sådan er det ikke i dag, for vi er kommet her på den tredje dag, påskemorgen, for at høre det, som den unge mand i hvide klæder forkynder os. for at høre om det største håb.

Og det, vi gennem Markus fortælling hører, at han siger, er indhold i den opstandelsestro, som kristentroen er bygget på:

Vi skal lægge forfærdelsen fra os - forfærdelsen over, at vi ikke kender tilværelsen til bunds. Han, som blev Guds kærlighed i verden til os er død, han har været i en grav, men er der ikke mere -han er stået op.  Vi behøver ikke gå og kigge i graven efter ham, eller efter andre, vi skal gå hjem, kvinderne skulle gå til Gallilæa og vi hjem til det sted og det liv, hvor vi hører til. Der vil han møde os, som han har sagt os. For han lever.

Og så skal vi fortælle det, - det er ikke nogen hemmelighed, vi skal fortælle det til hinanden og til andre. Det kan vi gøre med ord, og med den måde vi lever livet på.  En måde hvor det kendes på os, at vi lever og dør på det største håb og den største kærlighed. 

Lad os da fejre påske, i troen på, at når vi kommer op på dækket, den tredje morgen, da vil der være solskin og stille vand.       

Amen