Påskedag 2011

Markus 16, 1-8
Salmer : 240, 218, 674v1-2, 224 -230, 227v1-2, 227v9, 234  

I filmen "soning" bygget på en roman af  Ian mc Ewan ser vi i filmens afsltuttende  scener  et tv - interview  med en kendt, aldrende  forfatterinde Briony Talllis i anledning af at hun netop har udgivet sin 21. roman, som er den vi har set filmatiseret i forinden. Hun fortæller om romanen, der er selvbiografisk, at det bliver hendes sidste roman, for hun lider af en demens sygdom, som snart vil tage ord og hukommelse fra hende.  Det er den sidste roman fra hendes hånd, men egentlig også den første, for hun skrev store dele af den allerede da hun som 18årig var sygeplejeelev. Men der gik altså 20 andre romaner og næsten 60 år inden den blev udgivet. 

Romanen drejer sig om begivenheder i Brionys barndom og ungdom. Og tager sit udgangspunkt i hændelser en sommeraften i 1935 på det engelske herresæde, hvor hun voksede op. Briony var dengang 13 år, et stort barn med en særdeles livlig fantasi og skrev allerede dengang dramatiske historier.  Hun levede en beskyttet tilværelse på godset men også lidt overladt til sig selv, idet faderen var medlem af parlamentet og ofte fraværende og moderen altid havde migræne. Brionys storesøster Cecilia og husholderskens unge søn Robbie er forelsket i hinanden, og netop denne dag får de erklæret hinanden deres kærlighed. Den unge Briony bliver uforvarende vidne til et hedt møde imellem dem og læser også et brev fra Robbie til søsteren Cecilia. Det, og det faktum at hun selv er barnligt betaget af den unge Robbie, sætter hendes livlige fantasi i sving.  Da der senere på aftenen under et selskab finder et seksuelt overgreb sted på hendes kusine, og hun igen er vidnet, der dukker op midt i det, fortæller hun familien og politiet, at det er Robbie, som er skyldneren.  Og alle tror hende. Undtagen søster Cecilia. Det er ikke sandt, at det var ham.  Men Robbie bliver uskyldigt idømt fængsel for voldtægt.

Med denne hændelse er livet ødelagt for familien. Storesøster Cecilia forlader familien og sit forstående universitetsstudium for at klare sig selv og blive sygeplejerske. Og Briony vokser videre med voksende bevidsthed om rækkevidden i, hvad hun har gjort med sit vidneudsagn.  Fire år senere, i 1939, får Robbi lov at komme ud af fængslet, hvis han vil blive soldat og deltage i 2. verdenskrig. Inden han drager i fronten, har han et halv times møde med Cecilia på en cafe, hvor de bekræfter deres kærlighed til hinanden, inden han drager i fronten. Hun giver ham billedet af et hus ved havet, hvor de kan mødes, når han får orlov.  Det billede bliver taget frem mange gange i den kommende tid, og håbet om at mødes med hende dér holder ham oppe i krigens voldsomme strabadser.    

I filmen ser vi, hvordan Briony i 1940, nu 19 år, opsøger Cecilia og erklærer sig villig til at omgøre sit vidneudsagn, nævne den rette forbryder, så Robbie kan renses for anklage. Og i filmen ser vi, hvordan Robbie og Cecilia  til sidst går lykkelige med hinanden ved stranden ved huset ved havet.

Det er den historie som den gamle forfatterinde Briony Tallis har fortalt i sin 21. første og sidste roman. 

Hvorfor skulle det så vare så længe, inden den udkom - denne roman, hvorfor var den så længe undervejs ?Det var slutningen, fortæller hun til intervieweren.  Hun havde mange overvejelser om slutningen.  I virkeligheden nåede Robbie og Cecilia aldrig at få en lykkelig stund med hinanden. Robbie døde i 1940 af sårfeber, mens han ventede på evakuering fra Den Franske nordkyst. Og Cecilia døde få måneder senere under et bombardement af London.    Briony  fik aldrig afklaret forholdet til sin søster, og hun fik aldrig omgjort sit vidneudsagn og renset Robbie.

"Når jeg lavede en anden slutning, var det ikke på grund af svaghed eller fejhed, det var ikke en flugt," siger Briony. "Jeg har aldrig kunnet flygte fra det, jeg gjorde, det har jo præget hele mit liv og jeg har altid syntes at jeg var skyld i, at de aldrig fik deres lykke med hinanden.

Men hvilket formål skulle det tjene at fortælle hele sandheden uden pynt.   Med den slutning på bogen, jeg nu har valgt har jeg villet give min søster og hendes elskede deres lykke. "    

Forfatteren giver i fortællingen sin søster hendes lykke. Det er den måde, hvorpå hun søger at sone sin brøde.

Det kan vi se på forskellig måde. Vi kan se på det som en afmægtig handling.   Om det, at hun også fiktivt indsætter episoden, hvor hun opsøger sin søster for at afklare, siger hun ".. jeg ville så gerne at historien skulle genoptages."

Det er jo det vi gerne vil, ... når der er sket et brud, som gør ondt.  Vi vil så gerne have chancen igen - for at gøre det bedre næste gang. Men når døden har været imellem, er det ikke muligt for os. Det er også sådan det er, når vi mister en vi elsker : vi vil så gerne genoptage historien, føre det liv videre, vi havde med ham eller hende.      Men vi er afmægtige; vi kan ikke genoptage historien. Vi er ikke herre over liv og død.  Vi kan se forfatterens handling som et afmægtigt spjæt.

Men vi kan også se det som en suveræn handling.  Forfatteren er herre over sin fortælling. I forfatterens univers er fortællingen fyldt med så megen virkelighed, at det betyder noget, at hun fortæller sin søsters lykke. Det bliver så tæt på virkeligt, som det kan blive.

I det univers, som Briony er herre over, får søsteren sin lykke. Og det er hende magtpåliggende at udsige det tydeligt som noget af det sidste, hun får mulighed for at sige, inden hun vil forsvinde i tåger af demens.      

Når vi i dag skal fejre påske, er det efter en uge, hvor vi på palmesøndag, skærtorsdag og langfredag, har hørt og for os set hele sandheden uden pynt.  I evangeliernes beretninger om Jesu komme til Jerusalem, om hans sidste aften og nat og om hans tilfangetagelse, forhør, korsfæstelse og død - i disse næsten enslydende evangeliske beretninger er der gjort rede for den barske virkelighed, som blev Jesus til del i hans sidste dage og timer.  Det er næsten utænkeligt at beretningerne om Jesu lidelse skulle være noget  "pynt", som evangelisterne har fundet på, for det var så pinefuldt og ydmygende,  at ingen tæt på Jesus ville fremstille den virkelighed, hvis den ikke var sådan. 

Så kommer vi her i dag, udmattede af at skulle rumme den barske virkelighed, som blev Jesus til del, udmattede, som de kvinder, der kom til graven den dag må have været. Og udmattede af al den barske virkelighed, smerte, svig og død, som livet rummer for os alle. Og så hører vi med kvinderne beskeden fra gravenglen: Vær ikke forfærdede, Jesus er opstået, han er ikke i graven, han går i forvejen for jer til jeres hjemland, der skal I se ham som han har sagt jer det.  Gå hen og fortæl det.

Sådan får vi fortalt slutningen på historien om Jesus.

Hvem fortæller ?  Det gør evangelisten.  Det var der jo også blevet givet besked om : "gå hen og fortæl det.." . Men forud for evangelistens fortælling går en hændelse, som Gud står bag: Jesu opstandelse.  

Gud, som er herre ikke bare over en fortælling men over livet og verden, har med Jesu opstandelse og den tomme grav vist os, hvilken historie vi skal fortælle:  historien om, at det ender godt. Når vi helst vil, at de bøger vi læser og de film, vi ser, ender godt, så kan det ikke kun betegnes, som en blind tryghedssøgen, men er i grunden en lære vi har fra evangeliet om Jesu opstandelse.  Ikke for at vi skal regne med, at alt hvad vi kommer ud for ender lykkeligt og i fryd og gammen, men fordi opstandelses evangeliet udsiger os, at der altid, hvor mørkt det end ser ud, er en mulig åbning, en sprække i mørket, chancen for en ny, lys begyndelse. Selv når døden har sat sit mærke  på os.

Påskemorgen er glædens morgen. Den morgen, hvor vi må overgive os til glæden og det levende håb. Tænk om vi skulle have nøjedes med den nøgne, barske sandhed, som langfredag fortæller os, og som vi kan se i alt, hvad vi måler og vejer og finder bevislighed for.

Tænk på alle de mennesker, der vil nøjes med den måde at skue verden på alene.  Tænk hvor glædesløst og tappet for håb et liv kan blive, hvis vi ikke vil vide af og lade os fortælle noget som vi overhovedet ikke kan sige os selv.    Gud har i sin fortælling til os, om hans søn og os, med sin magt givet os lykken; en lykke, som det ligger helt uden for vores magt at skabe.  Den evangeliske beretning om den tomme grav påskemorgen er en central beretning for hele evangeliet.  Hver eneste gang vi mødes for at høre evangeliet, hvilken del af det, hvilken evangelisk beretning det så end er, så har det klang af påskeberetningen med sig.  Ja alle de evangeliske beretninger om Jesus har begyndelse og ende i påskemorgens tomme grav.      

I biblen har Gud fortalt en historie til os. En historie om, at han skabte livet i glæde og skabte livet med en dyb mening. Og i historien om Jesus, hans liv død og opstandelse, viser Gud historiens højdepunkt : At Gud stadig vil livet, på trods af alle vores menneskelige svig og svigt, som vi aldrig kan sone os ud af, vor gerne vi end vil, og hvor meget vi end forsøger.  Gud vil os og vores liv, og han bliver ved med at skabe, selv nede fra gravens mørke.

Det er på én gang den første og den sidste historie om os og til os.

Vi er genfødt til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.  Med ordene om det omkranser vi vort liv i de kristne ritualer ved fødsel og død, dåb og begravelse.      

Det levende håb har sin begyndelse i den tomme grav, som englen møder de forkomne kvinder i.

Og den historie, den gode slutning, er vi sat til at fortælle videre.  Så lad os tage springet og som forfatteren, vi hørte om, vove at fortælle og leve i bevidstheden om den glade slutning, som vi ingen som helst magt har til at skabe selv i håb og overbevisning om, at Gud vil gøre det.

For den livsmulighed siger vi lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver en sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.  Amen.