Mark 14, 3-9

Salmer: 2, 176, 70, 192, 208, 57  

I Faderens, Sønnens og helligåndens navn. Amen

Jesus kom til Jerusalem. Han havde været undervejs længe fra landområderne i nord mod den store by med templet i syd. Ud over de nære disciple havde store skarer efterhånden sluttet sig til ham og hans følge. Og rygtet om ham var løbet i forvejen til Jerusalem- dér stod også skarer klar til at tage imod ham.  Jesus fik fat i et æsel, for sådan ville han komme til byen. Han ville komme på et æsel som en sagtmodig fredskonge. Sådan som det for mange år siden var blevet profeteret, at Messias, Guds salvede, deres konge skulle komme til dem.

Jesus vidste godt, hvad der lå foran ham, han havde også forsøgt at delagtiggøre sine nærmeste disciple i det. Men det var ligesom prellet af på dem. De så vist noget andet for sig.  Men Jesus så, at der foran ham lå svigt, forræderi, forhånelse, vold og lidelse - død. Men nu red han ind i Jerusalem på bløde kapper, som de havde lagt på vejen foran ham og i et sus af palmegrene, som de brækkede af træerne og lod svaje gennem luften - i glæde og eufori. Luftrummet var fyldt af stemmer der råbte: Hosianna  Davids søn. Velsignet er han, som kommer i Herrens navn. Det var en fest, en overdådighed af fredskonge, glade stemmer og grønne grene, et fællesskab om den glædelige proklamation af, at Messiastiden var ved at oprinde.          

Og Jesus var med i det, i glæden og den fælles begejstring, fuldt og helt, selv om kun han anede, hvad Messiastiden indebar: stort og tilsyneladende totalt nederlag  - før sejren ville blive til.   

Senere var de i Betania i Simon den Spedalskes hus. Der spiste de. Simon kan have været en af de ynkværdige skæbner, som Jesus med sin helbredende magt har vendt. Vi må betragte Simon som forhenværende spedalsk, ellers havde et middagsselskab hos ham været utænkeligt. Midt under det kommer en kvinde ind med en krukke, som hun bryder og hun hælder nardusolie ud over Jesu hoved.  Den krukke olie, hører vi senere, står i 300 denarer. Det svarer til næsten en årsløn for en arbejder. Det må være noget af det ypperste, man på den tid kan få inden for parfume og wellness-artikler, noget der ellers kun er forbeholdt de rigeste af de rige.   

Men i dag er der ingen forbehold. Kvinden bryder uden tøven den dyre krukke og lader den duftende olie løbe ned over Jesu hoved. Det er en handling fuld af gavmildhed og ødselhed. Det må være en taknemlighedshandling fra et menneske, som har fået overmåde meget givet af Jesus. Vi får ikke fortalt, hvem hun er, men vi kunne forestille os, at hun måske var  kvinden, der var blevet helbredt for 12 års blødninger og udstødelse af fællesskabet, eller måske moderen til den lille pige, som var død og som Jesus havde genoplivet ved at sige: Lille pige vågn op. Eller en anden. I hvert fald er det en, for hvem en hel årsløn ikke er for meget at takke Jesus med. Men for andre, dem, der ser det, er det alt for meget. Forargelsen breder sig i rummet, efterhånden som det går op for dem, at det er den kostbare nardus, hun bruger. De penge kunne være brugt mere fornuftigt, bliver der sagt. Hvad gavner det, at hun hælder den dyre olie ud over én mand?  Hvor mange fattige kunne ikke have fået glæde af de midler?

Men da forargelsen bryder over i vrede skældsord til kvinden, sætter Jesus dem på plads. Hun har gjort noget godt for mig, siger han. Hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har på forhånd salvet mig til begravelsen. I kan jo selv til enhver tid tage jer af de fattige. Gør det! De forargede troede, at Jesus ville være enig med dem. At kvindens ødsle handling var frås.

Men det, Jesus står for, er ikke tilbageholdenhed og mådeholdenhed med hensyn til det, at give nogen noget.

Tværtimod. I meget af det, vi hører om Jesus, skinner der en ødselhed igennem.

I Johannes evangeliets første under gør Jesus den handling, at han forvandler indholdet i seks store stenkar fyldt med vand til vin, ved en bryllupsfest, hvor gæsterne vist har fået rigeligt at drikke i forvejen. En overdådighedshandling der hindrer, at festen ender i pinlighed.

Da Jesus fortæller sin lignelse om sædemanden, bonden, der går ud for at så,  lader han denne bonde være meget rundhåndet; han sår ikke kun på den kultiverede mark, nej han kaster sædkornene ud over både klippegrund og  vejbane og  i tidselmarker vel vidende, at det bliver der måske ikke meget ud af.  Bonden er rundhåndet med kornet langt ud over, hvad en almindelig bonde ville være med de kostbare frø.

Og i beretningen om, at Jesus med 5 brød og to fisk bespiser 5000 mand i en ødemark, da bliver der ikke kun nøjagtig nok til at alle kan blive mætte, nej der bliver et overskud af 12 store kurve fulde af mad.

I adskillige af beretningerne om Jesus skinner en uhørt ødselhed igennem, som fuldstændig overtrumfer enhver nyttemoral. Frem for alt kan vi sige, at Jesu overfor de mange mennesker han møder, som er gået skævt i livet, ødsler med tilgivelse til mennesker, som ikke synes at være det værd.  Det er spild af nardusolie siger nogen, men Jesus selv har jo øst ud med tilgivelse og genoprettelse til mennesker, som har spildt deres liv. Sådan har han handlet hinsides enhver fornuft og rimelighed.

Jesus selv er jo netop nu i færd med at ødsle sit eget liv bort for at give det til mennesker, som knap forstår hverken at give eller at tage imod.

Vi måler meget i vores liv ud i gavn og nytte. Det er vi jo nødt til. Vi må være fornuftige for at få livet til at hænge sammen og fungere.  Men meget af det, som giver livet en særlig kvalitet og glæde ligger udenfor de områder, vi kan betegne som direkte nytte. 

Musik for eksempel. Vi har i dag glæden af at kunne høre musik, både fra orglets spil og fra det orkester af unge mennesker som er kommet her i dag.   Vi kan jo ikke sige at musikken er fuldstændig nødvendig, for at vi kunne være sammen her, men det ville være betydeligt fattigere uden. Musikken er et strejf af overskud og ødselhed. Den er et ekstra overdådigt sprog til at udtrykke det, vi gerne vil have udtryk for.

Ligesådan med billedkunsten. Vi skal i dag efter gudstjenesten åbne den udstilling af billeder, ikoner, som vi allerede her i kirken kan glædes ved at se en del af. Ud fra et nyttesynspunkt kan vi ikke sige at vi ikke kunne leve uden kunst og billeder.    Men kunst og billeder kan få os til at få øje for livets storhed og højder og dybder, og i ikonernes tilfælde: øje for det guddommelige. Også billedkunst er udtryk for et overskud,  et ødselheds fænomen, der giver vore sind og sanser noget at arbejde med.  

Jesus priser kvinden, der var ødsel med sin nardusolie. Hun har gjort hvad hun kunne, siger han.

Jeg har gjort, hvad jeg kunne, siger vi af og til. Det gør vi når noget ikke blev som det skulle have været. Det er en udtalelse i afmagt.    

Kvinden her kan jo heller ikke med sin handling hindre det, som skal ske for Jesus. Hun handler i afmagt.

I min tid som præst på hospice har jeg mødt mange pårørende til patienterne. De var også i afmagt. De kunne ikke hindre det, som skete: at et menneske, de elskede blev tæret op af sygdom.  Men de gjorde, hvad de kunne. Og det var at være der. De ødslede med deres tid og nærvær og opmærksomhed uden tanke for andet end at være der for deres elskede.  En overdådig overskudshandling i afmagt.

Kvindens overdådige overskudshandling i afmagt var at salve Jesus.  Med  nardussalve -  hun salvede ham forud til begravelsen, som Jesus sagde. Men hun salvede ham også til at blive det han skulle være: den salvede Messias.Fredskongen på æslet, som de have ventet på i århundreder og som på palmesøndagens overflod af palmegrene og glade hosianna råb red lige ind i afmagten. Han gjorde hvad han kunne. Han gav hvad han havde, nemlig sit liv og sin kærlighed.  Og det blev til sejr. Den sejr, vi skal fejre om en uge på påskedag.   

Men i dag på palmesøndag får vi budet om som Jesus og som kvinden med nardusolien at give, hvad vi har, at leve livet ødselt på glæde, på kærlighed og varme.     

For det bud  siger vi lov og tak...