Hvad solskin er for det sorte muld

Er sand oplysning for muldets frænde

Langt mere værd end det røde guld

Det er sig selv og sin Gud at kende

Trods mørkets harme, i strålearme

af lys og varme er lykken klar

                                                                                

Sådan har tusinder af voksne unge sunget det på vore højskoler år efter år.

Som forårssolen kan forvandle den sorte muld til grønne marker, til en eksplosion i farver og frodighed i naturen omkring os, sådan kan livet folde sig ud i al sin herlighed når mennesker kommer sammen om det som er stort.

Det kan ske i mødet med familie og venner og måske den fremmede, man møder for første gang.

Det kan ske i mødet med stor litteratur, med kunst og kreativitet.

Det kan ske i mødet med ham eller hende, som blev ens livsledsager.

Livet bliver stort. - Der går ånd i støvet, præcis på sammen måde som i skabelsen, dengang Gud formede en Adam af leret og for så til slut at indblæse sin ånde i skulpturen, så det blev et levende menneske. For Gud ville, at livet skulle blive levende. - Og Gud sagde:  Der blive liv. Og så blev der liv. Fordi Ånden gik ind i støvet og gjorde det levende. 

 

Det er ikke lige meget, hvordan man taler om dette. - Der skal tales om det med begejstring og ikke som når man læser børsnoteringer eller valutakurser. For det handler om den sande livsoplysning og ikke om penge og det røde guld. Det handler om lys og lykke, om alt det som gives os med livet selv.

 

For et par uger siden havde jeg en bisættelse i Fladstrand Kirke en forårsdag med godt vejr og høj sol. Fra kirken fulgte vi rustvognen ned til kirkegårdslågen og jeg kunne ikke undgå at se alle de frodige planter på kirkegården og på de helt nyud-sprungne lysegrønne bøgegrene med det blå hav og den lyseblå himmel som baggrund.

- Se dog op - var jeg lige ved at sige til de pårørende.  Hvor er det smukt. Se hvordan det folder sig ud. Men jeg gjorde det ikke. For man skal have lov til at være i sin sorg og leve den igennem.

Men det forandrer jo ikke, at "- Det ånder himmelske over løvet".  Og at den oplevelse er tilgængelig trods mørkets harme, midt i dødens virkelighed.

Og sådan kan vi følge hinanden ned mod kirkegårdens port. Som to måder at opleve virkeligheden på. To forskellige måder. Den ene med sorgen over at være skabt af jord og blive til jord igen og den anden med forundringen og glæden over skønheden ved alt det, som pibler frem af den sorte muld og springer ud som svar til Gud.

 

I ugerne efter påske holdt disciplene sig bag lukkede døre. - Ja, de var vel gået under jorden, som man siger. Af frygt for jøderne. Af frygt for repressalier, som øvrigheden kunne finde på at iværksætte for at få stoppet al den snak om Jesus. Frygten lammede dem og var deres fangevogter. Frygten for det, som ville kunne ske dem.

 

Da sker der et eller andet, som får dem til at åbne dørene. De går ud i byen, stiller sig op på torvene og begynder at tale. Frygtløst og begejstret taler Peter. Lige ud af posen, det han tænker. Han taler med glød i stemmen. Ikke kun Peter. Alle taler de på en måde, så folk kan forstå det. Uanset hvor de kommer fra.  Det er ikke bare måden de taler på, man skal lægge mærke til. Det er det, de siger, der er vigtigt. Det er ord både til tugt og til trøst.  De taler, som var de tændt af den hellige ild. Og ordene bliver hørt. Det er flammeord om himmeldåb. Skabelsens under sker på ny. Det går ånd i støvet. Og dåb bliver det til. Den dag blev 3000 døbt i Jesu navn.

 

Hvad var det da, de sagde, disse disciple. Det er fortalt i Apostlenes Gerninger og gengivet som Peters tale. Den Jesus, som I korsfæstede, er opstanden fra de døde. Den mand I regnede for bedrager og gudsbespotter var Guds søn og er nu hos Gud, ja er hans højre hånd, hvormed han vil dømme levende og døde.

 

Der er med andre ord to måder at se Jesus på. To muligheder.  Enten er han en løgner og bedrager eller også er han Messias. Den levende Guds søn.

 

- I valgte at regne ham for en gudsbespotter. Sagde Peter. De skal høre det. Der er ingen vej uden om. Det var et justitsmord. Den uskyldige blev henrettet, fordi I ville det. I har hans død på samvittigheden. I har adskilt ånd og støv. Og så dør livet.

Og hvis man skulle finde noget at sammenligne det med, kunne man nævne de mange sager om dødsdømte i USA, som blev henrettet på et falskt grundlag pga skrøbelige racistiske vidneudsagn. DNA prøver, har afsløret bragt sandheden for en dag.

Nu ved man, at mange har betalt den højeste pris for noget, de ikke har gjort.

Når disse sager er kommet frem skyldes det ofte pårørende, som aldrig har opgivet at få sandheden frem om den skæbne, som ramte deres kære.

 

Disciplen Peter optræder som en sådan pårørende på pinsedagen. Han går lige til biddet. Han ønsker at rense Jesus for beskyldningerne for at være en løgner og bedrager. Men han går videre. -  For så er Jesus Guds søn. Og at det er sandheden, bevidner disciplene, som har mødt Jesus som opstanden fra de døde.  Jesus er Guds søn. Det har han været hele tiden. Det menneske fra Nazareth som de fulgte, de ord han forkyndte de gerninger han gjorde var alle Guds gerninger i verden. Jesus er Guds søn og det bliver han ved med at være, ind i den fremtid, som venter os i Guds rige.

Det er noget helt særligt, som sker denne dag i Jerusalem.

1) Trods det at disciplene var ganske almindelige mennesker. Mennesker med ganske almindelige jobs uden særlig akademisk uddannelse. - Nok havde de som børn gået i synagogen, - nok havde de modtaget specialundervisning af mesteren selv. Men de var jo ikke lærde på ekspert niveau.

 

2)  De havde ikke færdige manuskripter med sig ud i det offentlige rum på pinsedagen. De havde ikke trænet sig til mødet med pressen.

De talte spontant ud af det hårde liv, det, som ånden nu gav dem ord til at sige.

Hvis de før havde været generte over deres ringe status som udannede småborgere fra et udkantsområde, var den som borte med blæsten.  

Jantelovens forkyndelse:  Du skal ikke tro, at du er noget, må være fordampet i den varme glød af kærlighed. De stillede sig op midt i den festklædte by og forkyndte det budskab, som de var blevet tændt af og som de brændte for. Frygten var borte.

 

3) De har talt om det de brændte for. Kærlighed og tilgivelse. Som den kraft der kan forvandle et liv med had og hævn. Som kan skabe liv af døde. De kendte forskellen fra sig selv. Og opfordrede nu deres tilhører til at skifte side. Fra dødens vej til livets vej.  Opfordrede dem til at høre evangeliet om synderforladelse og det evige liv. Opfordrede dem til at gå i sig selv og åbne sig for Guds kærlighed.

 

Evangeliet er Guds kraft til frelse for dem som tror. - Kraft hedder på græsk dynamis.

Det er det ord de bruger. Dynamit.  - Vi ved alle hvad dynamit er. Det er sprængkraft. Den kan bruges til at sprænge noget væk, som står i vejen.

Sådan er evangeliet om Jesus sprængkraft, der kan bane vej for Guds rige.

Og det gode spørgsmål er jo så, hvad er denne sprængkraft?

 

Det er kærligheden. For således elskede Gud verden, at han sendte sin søn for at frelse os. Gud elsker verden. Og den kærlighed er nu i verden.

- Gennem den ånd, hvormed Gud skabte verden.

Sammen med den ånd, som fulgte Jesus i hele hans liv.

Vævet sammen med den ånd, som fortsætter og fuldfører Jesu opgave.

For at vi alle skal nå frem til den fuldendelse, som er Guds plan med det hele.

Og for det siger vi lov og tak og evigt ære være dig Vor Gud, fader, Søn og Helligånd, du som var er og kommer, som en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed. Amen.