Joh. 14, 15-21

Salmer : 290, S&SI 60,Sov du,292, 291, 287, 289

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.

På Pinsedagen fik disciplene Helligånden, som vi hørte om det fra Apostlenes gerninger.  Den gjorde virkelig noget ved dem.  Og det fejrer vi i dag, ja vi fejrer at ånden gjorde noget ved dem, og den til stadighed gør noget ved os.

Alligevel er det som om vi ofte har svært ved at indkredse, hvad det er, der er med Helligånden. 

Salmedigteren Grundtvig havde en meget kraftige fornemmelse for Helligåndens virke i vores liv, han har skrevet mange store salmer til pinse, og vi synger flere af dem i dag. En af de formuleringer Grundtvig har om Helligånden i den salme, vi lige har sunget er :
Kærligheds og Sandheds ånd, jords og himmels hjertebånd knytter du alene. 

I samme salme sige han senere:
Hvor du lyser, mørket flyr.  

Så når Grundvig vil beskrive Helligånden, så er det noget med hjertebånd, han griber fat i og noget med at lyse op.

Hvis vi tager det sidste første, så er der en meget mærkbar forskel på det, at noget er mørkt eller noget er lyst op.

Går vi f.eks. en tur i skoven om natten, så kan det selv her om sommeren være med en fornemmelse af, at det hele er lidt skummelt og utrygt. Vi kan ikke se, hvor vi træder og kan falde over grene som ligger på jorden. Der kan være ukendte lyde og bevægelser, og skygger som vi ikke helt kan se, hvad er.   Men går vi den samme tur i dagens lys, så er det helt anderledes - den lysegrønne forårsskov giver en fornemmelse af liv og glæde og skoven føles som et trygt sted, et sted, hvor man kan ånde og være til. "Det vifter hjemligt gennem løvet", som Grundtvig udtrykker det i en anden af sine pinsesalmer.  

Så når det landskab, vi færdes i er oplyst, da er det helt anderledes fortroligt og hjemligt at være i, end når det er dunkelt.  

Sådan er det også med Helligånden, siger Grundtvig. Den lyser op, så mørket skynder sig væk. Helligånden gør verden til et hjemligt sted at færdes.

Og så er Helligånden den, der knytter hjertebåndene. Både dem, der er mellem mennesker, og dem, der er mellem mennesker og Gud. "Jords og himmels hjertebånd".

Det der med hjertebånd: Vi kan måske godt synes, at de af og til sidder lidt løst - de der hjertebånd.  Er hjertebåndene til dem, jeg hører sammen med ved at løsne sig, må vi af og til spørge os selv?  Er de mennesker, jeg hører sammen med, ved at forsvinde for mig?

Ligesådan med båndene til Gud - er de knyttet?  Det kan vi måske være i tvivl om, har Gud koblet mig fra - hænger jeg ved hos ham endnu?

Alle mennesker har brug for at være knyttet sammen med andre mennesker med hjertebånd, og alle mennesker har brug for at være knytte til hos Gud.

Sådan var det også for de disciple, der fulgtes med Jesus.  Når de slap deres  daglige tilværelse og arbejde for at følge  med Jesus, så  må det have været fordi de  hos Jesus og gennem Jesus fandt det, der skulle til, for at  båndene kunne knyttes i deres tilværelse , båndene til mennesker og båndene til Gud. I det, han viste dem og udlevede for dem, forandrede livet på jorden sig fra at være en skummel affære til at være noget fortroligt og hjemligt.

Med andre ord kan vi også sige, at når hjertebåndene er på plads og der er fortroligt og hjemligt, så er det ligesom det er at have en far eller mor.  

Disciplene erfarede gennem Jesus, at vi har en far i himlen. 

Og det at have en far, det er det samme som at have en forbindelse tilbage til vores ophav. En far, der er der for os, er jo både et biologisk ophav og et ophav til tradition, den videregivelse af metoder til at mestre livets vilkår, som en far giver vider til sit barn.       

Gennem Jesu ord og liv og handlinger har disciplene fået et billede, af hvor de kommer fra og af hvordan livets nerve skal gribes.   

Livets nerve har de fornemmet, når Jesus har sagt:  I skal ikke bekymre jer, stol på, at Gud vil sørge for jer, lad være med at bruge livet på at bekymre jer for i morgen.

Og når han har sagt: I skal gengælde ondt med godt, slår nogen dig på den ene kind, så vend den anden til. 

Og: Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt et andet gives jer i tilgift.  

Disciplene har også gang på gang oplevet, hvordan Jesus så på mennesker: at han så på dem uden alle de domme og fordomme, som de fleste andre mennesker ser hinanden an med.

Jesus viste ethvert menneske han mødte på sin vej, at uanset hvor blakket en fortid, de havde og uanset hvor meget dårlig bagage, de havde med sig, så var der muligheder og en fremtid. Ja Jesus gav dem en ny begyndelse, så livet kunne vise sig og blomstre op, hvor det havde syntes udslukt og umuligt.      

Hele denne blanding af liv og lære, som Jesu have delt med disciplene, havde overvældet dem med en tro på, at vi har en far i himlen, og at denne far i himlen er afbildet og til stede hos os gennem Jesus.

Sådan var verden, jord og himmel blevet et hjemligt sted for dem, et sted fyldt med hjertebånd. 

Men nu var Jesus ved at tage afsked.  Det er situationen i evangeliet, vi har hørt i dag.    

Evangelisten Johannes lader os høre Jesu afskedsord til disciplene, da han fortæller dem, at han snart skal forlade dem, for at være hos sin far i himlen.

Jeg vil ikke efterlade jer faderløse, siger han.

Så det, han siger er, at selv om han nu forlader jorden, så skal den hjemlighed, den erfaring af hjertebånd mellem Gud og mennesker og mennesker imellem, som de har oplevet sammen med ham ikke forsvinde fra dem. Det skal stadig være tydeligt og mærkbart for dem, at Gud er vores far i himlen og at Gud har en arv, han vil sætte os til at bære videre, at der er noget af det, der er Guds, som han vil plante i os  og få til at leve i os. 

Der vil stadig være en at følges med, som opmuntrer, bakker op, vejleder mens vi famler os frem i verden. Der vil stadig være en at følges med, som rummer Guds kærlighed foldet ind i verden.        

Men hvordan?

Jo siger Jesus i evangeliet i dag: Jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden Talsmand, som skal være hos jer til evig tid: Sandhedens ånd.

Gud Faderen i himlen skal altså give en talsmand.  En talsmand er en, der taler for en anden, og udsiger nøjagtigt hvad den anden har sat denne til at sige.

Jesus har været Guds talsmand som menneske på jorden, i en bestemt tid, på et bestemt geografisk sted.  Men den talsmand, som Gud nu vil sende, er ånd, en hellig sandhedens ånd. Den ånd skal tale for Gud og virke for Gud; tale nøjagtig det, som Gud har at sige, og virke nøjagtig det, som Gud vil virke.

Og i modsætning til et menneske, der kun kan være der på en bestemt tid og på et bestemt sted ad gangen, så kan ånden være overalt til alle tider.

Sådan en ånd vil min fader i himlen sende jer, siger Jesus til sine disciple før sin bortgang, og derfor skal I ikke være faderløse, i skal være indvævet i Guds faderkærlighed til evig tid.  

Vi har i dag hørt fa Apostlenes gerninger den forunderlige beretning om, at Helligånden virkelig kom til disciplene, og satte så meget glæde og gang i dem, at de fluks forkyndte om det forståeligt for enhver, der kom forbi, hvem det så end var. 

Og fordi Gud således på Jesu ord har sendt sin sandheds hellige ånd til verden, er heller ikke vi efterladt faderløse.

Vi er lige nu og her, hvor vi er, omsluttet af og beåndet med Guds hellige ånd, som er livgivende, igangsættende, livsoplysende, hjertebåndsknyttende.

Vi er beåndet med Helligånden, som er Guds kærlighed virkelig på jorden. 

For det holder vi pinsefesten.

Og for det siger vi Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed Amen.