Joh 14, 15-21

Salmer : 290, i en tid, 674v1-2, 282-291, Helligånd tag, 289

I Faderens, sønnens og Helligåndens navn Amen.

Der er et meget populært tv program, der hedder Sporløs.  I programmet hjælper man forskellige mennesker med at opsøge nærtstående familiemedlemmer, som de ikke har haft kontakt med længe og ikke ved hvor er. Ja måske har de aldrig haft kontakt med dem.  I mange af programmerne drejer det sig om mennesker, som søger en far, de aldrig har set, og som måske slet ikke kender til disse hans børns eksistens. Når disse mennesker, der måske er både 30 og 40 år gamle ønsker at opspore og opsøge en ukendt far, der måske har levet de sidste 40 år på den anden side af jorden uden at give lyd fra sig, så er det et tegn på, at det at være uden far kan fremkalde en smertende længsel i et menneske. Det ikke at kunne sætte ansigt på sit ophav, ikke at kende og vide hvem han er, det fremkalder et tomrum i et måske ellers godt liv.   Det samme gør sig gældendende i en børnebog, jeg for tiden læser sammen med min datter. En lille pige er hittebarn, er blevet efterladt som spæd og fundet af gode mennesker, som giver hende en god opvækst, men lige meget hvor godt hun har det og hvor indholdsrig hendes hverdag er, så er hun hele tiden fyldt af den samme drøm: at hendes mor en dag må dukke op og sige : Mit elskede barn. Den moder eller faderløse, den, der måske end ikke har et virkeligt billede af sit livs ophav har en ubestemmelige mangel, som kan præge livet. Sådan er det for mange.  

"Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer." Sådan siger Jesus til sine disciple i evangeliet til i dag, som er fra Johannes evangeliet og er en del af Jesu afskedstaler til sine disciple.

Jeg vil ikke efterlade jer faderløse, siger Jesus for min far vil sende jer en anden talsmand end mig, nemlig sandhedens ånd og den vil være hos jer til evig tid.    

Min talsmand, sandhedens ånd vil være hos jer til evig tid. Og så er I ikke faderløse, så er I ikke uden jeres livs ophav, jeres livs kilde. En fornemmelse af faderløshed og af at stå uden det, som sætter livet i gang, det er den situation, som disciplene stod i efter Jesu opstandelse og himmelfart. De har på deres rejse og vandring med Jesus oplevet, at der hvor Jesus er, der er det som at være Gud nær. Men nu er Jesus der ikke. Det er den situation, som er baggrund for den første bibel læsning, vi hørte i gudstjenesten i dag fra Apostlenes gerninger, beretningen om pinseunderet.

Jesu disciple var ladt alene, efter at Jesus var opstået af graven og senere faret til himmels. Han havde bragt dem tæt til livets kilde og mening. De skulle nu føre sporet videre, som han havde sat, det spor af kærlighed og barmhjertighed, det spor af tro og håb, som han havde sat i verden med sit liv, sin død og sin opstandelse. Men disciplene havde hverken ide eller mod eller tro til at tage den opgave op. De krøb sammen og gemte sig med hinanden indenfor bag lukkede døre og vinduer. Men på pinsedagen skete der noget, der forandrede alt for dem.  Mens de sad sammen i det lukkede rum, kom der pludselig et sus og en vind gennem rummet og Guds hellige kærligheds ånd kom i suset og satte sig på alle disciplene, som var det tunger af ild.   Og med et blev alt helt forandret inde i deres hjerter. De fik fantasi, mod og lyst til at bringe det liv og den kærlighed videre, som Jesus havde vist dem og sat dem ind i.  Nu brændte de for at gøre det. Og de kunne også godt, for den dag fik de evne til at fortælle på en måde og med et sprog, så det var til at forstå for alle, lige meget hvem det var og hvor de kom fra.    

Disciplene, der var som efterladt faderløse, oplever at han i kraft af ånden kommer til dem. Og dermed får de ansporingen til at føre det videre, han har sået i dem.   

Jeg tror der er noget meget væsentligt i, at pinseunderet finder sted, hvor disciplene er mange sammen.  I vores individorienterede tid ville vi måske bedre forestille os at ånden var noget der kom til hver enkelt. For sig.  Ånden kommer også til hver enkelt, men ånden binder dem sammen om noget fælles. De kan så at sige slippe deres individuelle mørksyn og modløshed for at kaste sig ud i det fælles liv i troen på Jesus.

Fælles livet, den virkelighed som griber os, kræver af os, giver os,  - det er det liv, som Helligånden blæser ind i os.  

Vi sang som 2. salme Abildgård kirkesalmen, som indledes med ordene: I en tid hvor ensomheden regnes for et grundvilkår. Ensomheden, faderløsheden regnes for et grundvilkår, men pinsens budskab er, at der, hvor Helligånden tager os med storm, der bliver fællesskabet grundvilkåret. For Guds ånd forbinder os med ham, i hvem vi alle har et fællesskab.

Betydningen at denne ånd bliver der talt om i evangeliet til i dag.

Sandhedens ånd, den kender I, siger Jesus til sine disciple. For I kender mig. Ånden med alt det, I kender fra mig skal blive hos jer og være i jer.  Det er det store løfte, som Jesus ifølge Johannes giver sine disciple inden sin bortgang.    Stykket her fra Johannes evangeliet kan virke noget kryptisk, når man hørere det. Men det er Johannes specielle sprogform, hvor han på en hel masse forskellige måder siger det samme  : at den kraft og kærlighed som disciplene har oplevet sammen med Jesus skal blive hos dem  og være i dem fortsat, selv om Jesus ikke er fysisk til stede.  

Baggrunden for den virkelighed er Jesu opstandelse. "Verden ser mig ikke mere siger Jesus, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve."Jeg lever, og I skal leve.  Det at Jesus lever trods død, gør at vi skal leve. Og gennem Helligånden kan dette livsbudskab brænde sig ind i vore hjerter. 

Så mens vi kan rejse verden rundt for at søge menneskelige fædre, som forsvandt eller aldrig var der, så har Jesus med sit liv på jorden vist os en himmelsk far, som er der og som ikke lader os alene. Jesus er ikke med sin himmelfart forsvundet sporløst- han har sat dybe spor. Og gør det fortsat. For hans ånd er hos os. En ånd der formidler liv ligesom en far formidler liv ved kærlighed, fælleskab og nærvær for sit barn.

Jeg vil ikke efterlade jer faderløse, jeg lever og I skal leve. Det er pinseåndens budskab til os. 

Derfor er pinsefesten blomsten af kirkens højtider. Det er der, hvor fortællingen om Gud i Jesus Kristus bliver virkelig, virksom og levende lige midt i vores liv her og nu. Ligeså virkelig som det lysegrønne løv i bøgeskoven og de blomstrende buske i haverne netop nu. 

For det siger vi lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver en sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse nu, og i al evighed. Amen.