I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.

"Taler, der forandrede verden", er titlen på en bog, som rummer 48 af de nogle af de mest indflydelsesrige taler igennem historien. Her er Barack Obamas "Yes we can" - tale, Gorbatjovs tale i FN om frihed, Martin Luther Kings "I have a dream" - tale, Winston Churchills tale efter slaget om England, Hitlers tale til Rigsdagen i 1938. Der er taler af Nixon, Stalin, Gandhi, Napoleon, Vaclav Havel og mange andre. Taler som forandrede verden.  

Jeg synes, der mangler én tale i samlingen: Peters pinsetale, fra Apostlenes gerninger: " Jøder og alle I som bor i Jerusalem. Jesus fra Nazareth er en mand, der er udpeget af Gud for jer ved mægtige gerninger, undere og tegn.  Denne Jesus fik I ved lovbryderes hånd naglet til korset og dræbt. Denne Jesus har Gud ladet opstå. Det er vi alle vidner på. Han er ophøjet til Guds højre hånd og har fra Faderen fået Helligånden. Og den har han nu udgydt over os. Så skal da hele Israels hus vide for vist, at den Jesus, som I har korsfæstet, har Gud gjort til både Herre og Kristus" (Ap.G. 2.)  

Der er jøder kommet sammen i templet fra alle mulige steder, Arabien, Asien, Europa og Nordafrika til takkefest for kornhøsten. Da de hørte disciplene tale med glød og begejstring, rørte det dem i hjertet. For de talte så de kunne forstå det, som var det ord talt på deres eget modersmål.  

Denne discipeltaletale mangler i bogen om taler, der forandrede verden. Den mangler også mellem de tekster, vi skal læse pinsedag i kirken.. Vi hører om Helligånden, som kommer over disciplene og får dem til at tale i tunger på de mange modersmål. Men hvad de siger, bliver gemt til andre søndage. Og det er en skam.  Netop denne tale forandrede verden. Det er for denne forandrende tale vi fejrer pinse.  

Og da Peter havde talt, spurgte de: Hvad skal vi gøre? Omvend jer og lad jer døbe i Jesu Kristi navn til jeres synderes forladelse, sagde han. Så skal I få Helligånden som gave. - Ja, lad jer frelse fra denne forkvaklede slægt. Og den dag blev næsten 3000 omvendt og døbt.  

Måske er det svært at høre disciplenes ord og forstå rækkevidden i det, de sagde. Forhistorien er den, at de i ugevis havde gemt sig bag lukkede døre. - Af frygt for jøderne, som der står. Deres mester var blevet henrettet, som ved en lynchning. Det var ikke bare tilløb til en retfærdig rettergang. Det skulle gå så hurtigt, så ingen kunne nå at tænke sig om. De var kommet til byen i anledning af påskefesten og han var blevet modtaget med begejstring af de store folkeskarer. Men pludselig vendte stemningen sig mod Jesus: den rejste sig som en gigantisk bølge som skyllede ind over dem og tog alle med sig. Det var alle mod én. Han skulle både dømmes og dø.  

På tredjedagen derefter oprejste Gud Jesus fra de døde. Han mødte disciplene. Han gav dem sin fred, med både tilgivelse og kærlighed, før han blev borte for dem. På den ene side var deres glæde uindskrænket og stor.  Opstandelsen i de sidste tider var begyndt. De lovpriste Gud og holdt sammen og holdt fast ved bønnen. På den anden side holdt de sig dog inde bag lukkede døde. Af frygt for jøderne.  

Der kunne være grunde nok.
Frygten. For hvad der kunne ske, når de stillede op som tilhængere af Jesus. Mindreværdsfølelsen. De var i storbyen. Selv kom de fra et udkantsområde. Oppe fra Genezerth sø. De var jo lægfolk. De var almindelige fattige fiskere, som ikke havde lært at udtale sig skriftklogt og mundtligt. Og så havde de brugt flere år af deres liv på at følge et menneske, som havde endt sit liv i en katastrofe. Som udstødt og forbandet på grund af vranglære.   Det var i det hele taget en kikset situation. De må have tænkt mange tanker om både fremtid og livsmuligheder.  Om meningen med deres liv.  

Men så kommer pinsedagen. En ny fest i tempelbyen er ved at folde sig ud. Atter samles jøder fra alle verdenshjørner. Og med ét ved disciplene, hvad de skal. De trodser alle deres fornemmelser og stiller op midt hele mylderet. Og taler til alle folk med glødende overvisning.  

Den Jesus, som I korsfæstede som en forbryder, er nu blevet oprejst fra de døde. Han er den levende Guds søn. Han er ikke gudsbespotter. Men det er I. For det er Guds søn, I har dræbt.  

Der kunne vel være al mulig grund til at frygte reaktionen. På de anklagende ord. De kunne virke som benzin på et bål og skabe ny vrede og nyt had.  

Men der var jo også en anden mulighed. Nemlig den, at folk faktisk hørte, hvad de sagde og forstod det. Forstod med hjertet. Forstod det, så det gjorde ondt, på den gode måde. Forstod det på den måde, der forandrer alt. Og det var det, der skete for tilhørerne. - Det var helt galt, det, de havde gjort. For opstandelsen betød jo, at Jesus havde ret.  Han havde fortalt dem sandheden. At Gud er kærlighedens og tilgivelsens Gud. De havde bare ikke troet det. Nu gjorde de. - Og den tilgivelse havde de nu mere end noget andet brug for. Og den tilgivelse ville de få, for det havde Jesus sat sit liv ind på.  

Og disciplenes frygt. Den var forsvundet som dug for solen. For Helligånden var kommet over dem. Jeg tror ikke man skal forstå det som en ny, ukendt livskraft, der ligesom trylledrik til Asterixs gør én stærk og uovervindelig.  

Helligånden hører sammen med ordene. Ord, som kan forandre verden. Ord, som kan åbne for overraskende vinkler, ukendte perspektiver og nye horisonter.  Som når noget pludselig går op for een, som man hele tiden har vidst men uden at vide det. - Som når man får den helt store Aha oplevelse. Det er en svimlende oplevelse.  

Disciplene havde i ugevis gemt sig. Usikre på sig selv og på deres fremtid. Og så går det med et op for dem. De skal tage deres udgangspunkt i Gud og ikke i sig selv.
Gud har udtænkt en plan; en masterplan for verden og for mennesker. Efter denne plan har Gud sendt sin søn til verden for at frelse os. Fra det onde og fra død. Til et liv i kærlighed. Det har disciplene selv oplevet, og det skal de tale om. De skal fortælle om Jesus og den store guddommelige historie. De er fri for selv at skulle opfinde meningen med deres liv og udføre deres selvskabte planer. Projektet er der allerede, lagt af Gud.  Han vil gøre alting fuldkomment og disciplene skal være med som medarbejdere. De vil ikke blive sat af holdet undervejs, men have del i den fuldkomne glæde, som kommer når tiden bliver evig.  

Jeg ved ikke om vi som tilhørere i dag sidder bag lukkede døre af frygt. Det gør vi måske ikke. Men vi kender alle spørgsmålet om meningen med vores liv. Hvad skal det blive til. Hvad vej går det, og hvad skal der blive af mig. Det er dejligt, når vi kan skubbe spørgsmålene til side, leve i nuet, glæde os over foråret og livet sammen med vore kære. Det giver ingen mening at lade dødens skygger formørke vores hverdag, hvis man kan undgå det.  

Men Peters pinsetale har mere end dette. Og dette er, at Peter siger Gud.  Det er hans historie der er vigtig.  Den kan jeg leve på. Og den kan jeg dø på.  Gud er i begyndelsen. Han skaber fortsættelsen og er med i fuldendelsen, sammen med os. Her er den historien, som kan fjerne min opmærksomhed fra mig selv, mine bekymringer og nederlag og lade mig være en del af Guds historie. Det er en historie som peger fremad. Den peger ud over døden til livet i fællesskab i al evighed.
Den historie blev opdaget af mange på den første pinsedag, fordi Peter tog ordet og holdt tale.  På de ord blev de døbt i Jesu navn.  Og på de ord er også vi blevet døbt. Den tale har forandret verden og derfor siger vi lov og tak og evigt ære være dig, Vor Gud fader, Søn og Helligånd, som var, er og kommer som en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed. Amen