Matt. 20, 1-16

Salmer : 736, 447, till856, 366, 320, 658, 192v7, 752v4-5

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn Amen.

Hvad er retfærdigt ?

Det er et spørgsmål der meget ofte optager os.

Sansen for retfærdighed kan vi se som en grundstruktur, der går gennem hele vores samfund og vores liv med hinanden.

Ikke mindst i børneopdragelsen søger forældre at lære børn, at tingene skal gå retfærdigt for sig. Og børn får meget tidligt en fornemmelse for, hvad der er retfærdigt og uretfærdigt. Spørgsmålet om retfærdigt kan ofte samle sig om, hvorvidt man nu får lige meget af et eller andet gode, om sodavanden bliver delt lige over, om man får lige meget af forældrenes opmærksomhed osv.

Senere kan det blive et spørgsmål om, om man må være ligeså længe oppe om aftenen som kammeraten, eller få ligeså smart og dyrt tøj som kammeraterne.

Også i voksenlivet spiller spørgsmålet om retfærdigt eller uretfærdigt en stor rolle i det, der løber igennem vort hoved hver eneste dag.   Og det kompliceres af, at retfærdighed ikke er en udiskuterbar størrelse.   Vi taler også om, at man kan have en retfærdigheds-sans, altså en følelse. Fornemmelse for retfærdighed er tit bestemt af følelser, og det kan være noget ustabilt noget.  Derfor har vi love : en grundlov og mange skrevne regler. Vi har vedtaget, hvad der i store træk defineres som retfærdigt i vores samfundssystem. Dertil kommer så en hel række uskrevne regler, som vi søger at lære hinanden og holde hinanden fast på.

Men hele tiden kommer retfærdighedssans og regler på prøve, f.eks nu i tiden, hvor der er overenskomstforhandlinger, og arbejdsgivere og arbejdstagere skal søge at blive enige om, hvad det er retfærdigt, at arbejdstageren får i løn lige nu.  

Og i den stående debat om efterlønsalder, bliver det diskuteret, om det nu er mest retfærdigt med den samme efterlønsalder for alle, eller om det skal afstemmes efter, hvor mange år man har været på arbejdsmarkedet, eller hvor fysisk hårdt man har arbejdet. Hvad der er retfærdigt her, er et spørgsmål til diskussion, og man bliver udfordret på, hvad retfærdighed egentlig er i den sammenhæng.

Også store dele af Bibelen er præget af en bestemt forståelse af retfærdigheden mellem Gud og mennesker.  Det Gamle Testamente bygger på tanken, at Gud og hans folk har indgået en pagt med hinanden : Gud har givet sine bud til mennesket at leve efter, og bliver det overholdt, skal Gud nok lade sin  uundværlige velsignelse flyde over mennesket.   Bliver det ikke overholdt kan mennesket ikke regne med Guds velsignelse.  Det er det aftaleforhold mellem Gud og mennesker, som mennesket ifølge store dele af Det Gamle Testamente har at forholde sig til.  Og det giver strukturen og dagsordenen for menneskelivet. Det er regulært at forholde sig til.

Men, men... selv i det Gamle Testamente er der huller i den alt for firkantede forståelse af dette forhold. 

I første Mosebog høre vi om at Gud Herren besøger Abraham  i Mamre, og da han skal gå videre vil han til Sodoma og ødelægge byen, fordi der er så megen ondskab i den by, at byen er ved at forbløde. Men Abraham drister sig til at spørge Gud : Hvis der nu er nogen retfærdige mennesker i den by, vil du så ødelægge dem med de onde? Hvis der er 50 retfærdige vil jeg skåne hele byen, lover Gud da. Men Abraham drister sig til at gå videre: hvis der nu kun er fem og fyrre, vil du så ødelægge byen bare fordi der mangler fem ? Og Gud lover at skåne hele byen, hvis der er 45 retfærdige. Men Abraham er dristig og forhandler videre med Gud Herren, og efterhånden får han forhandlet ned til, at blot der er ti retfærdige i byen, så skal hele byen skånes for deres skyld. 

Det er altså billedet af en Gud, der er til at forhandle med, og som ikke er entydig i sin vrede mod dem, der bryde hans bud, som vi får beskrevet her.

Går vi til det Gamle Testamentes historie om profeten Jonas, handler det igen om en stor by, Nineve, som ondskaben florerer i. Gud vil have Jonas til at gå til Nineve, for at fortælle befolkningen, at Gud har set deres store ondskab. Det vil Jonas ikke og han forsøger at flygte fra Gud, men det lykkes meget dårligt, og til sidst må han da gå til Nineve og fortælle dem, at Gud vil ødelægge byen for dens ondskab.  Og folkene i Nineve omvender sig , angrer deres ondskab og begynder at leve på en ny måde,  og Gud skåner byen.

Men da Jonas ser det bliver han virkelig vred og forurettet, han siger til Gud :

»Ak, Herre, var det ikke det, jeg sagde, da jeg endnu var i mit land! Det var jo derfor, jeg ville flygte til Tarshish. Jeg vidste jo, at du er en nådig og barmhjertig Gud, sen til vrede og rig på troskab, og at du fortryder ulykken. Herre, tag nu mit liv, for jeg vil hellere dø end leve.«

Jonas kan ikke bære, at der kommer uorden i retfærdigheden, at Gud erstatter sin vrede med nåde.  

Noget lignende er på spil, når vi går til det nye Testamente i lignelsen vi har hørt i dag om arbejderne i vingården og vinbonden, som er nådig og rundhåndet, mod dem, som ikke fik arbejdet så meget. 

Også her bliver de flittige pirret i deres retfærdighedssans, og bliver ærgerlige overfor den rundhåndede vingårdsejer.

Det er en lignelse der på én gang er meget realistisk, nærmest social realistisk, og så samtidig overraskende - anderledes.

Lignelsen rummer indsigten i det slid, det er at arbejde fra ganske tidlig morgen til hen på aftenen i et hedt middelhavsklima,  Ja generelt indsigt i, at den, der arbejder hårdt, hvad end det så måtte være med, må ofre noget af sig selv for at få arbejdet til at lykkes.      Samtidig rummer den indsigten i, hvor udsat den arbejdsløse må leve, den som ikke kan stille krav, og aldrig ved om man har til dagen og vejen.

Lignelsen rummer blikket for, at ethvert menneske har brug for en lønudbetaling.  

Lignelsen rummer også den almindeligt retfærdige lønudbetaling : at arbejderen ved aftenstid får udbetalt den løn, han om morgenen har aftalt med arbejdsgiveren, og som i øvrigt svarer fuldstændig til standardtariffen for en dags arbejde  : en denar.   

Men så kommer det overraskende: lignelsen rummer også den ualmindeligt uretfærdige og tossegode lønudbetaling af en hel dagløn til dem der kun nåede at arbejde kort.

Og de hårdt arbejdende mennesker, der har fået efter aftale og ellers burde være godt tilfreds med deres løn må tænke : "skal de slapsvanse, der ikke engang nåede at få sved på panden, have det samme som os. Nej hvad er det her lige for et firma ?"

Ja hvad er det egentlig for et firma, den vingård her?

Jo, det er Guds riges vingård. Den vingård, hvor guds rige sættes til at vokse. Det er den vingård, hvor Gud riges medarbejdere får deres opgaver.  Og i den vingård er der masser af vinstokke, der skal passes, jord der skal luges, vindruer, der skal vandes, plejes og plukkes.  Der er nok at gøre, og Gud har brug for at kalde nye medarbejdere hele tiden.     

Hos vores almindelig arbejdsgiver i det firma, vi nu måtte arbejde i, der kan vi heldigvis regne ud og regne med en bestemt rimeligt retfærdig løn.  

Men som medarbejdere i Guds riges vingård skal vi ikke spilde vores hjernekapacitet på at prøve at udregne eller bedømme lønnen, hverken for os selv eller for de andre. Vi skal give os i kast med opgaverne i tiltro til, at vi har en gavmild arbejdsgiver, som nok skal hjælpe os på vej, og i glæde over at få lov at se  Guds rige med retfærdighed og fred og glæde vokse i verden.

Det kan godt være, at Guds gavmildhed og gådefulde retfærdighed sætter vores retfærdighedssans på prøve. 

Men sådan en prøve kan måske være et gode, ja en befrielse for os, der jo godt kan finde på at lade os trække rundt i manegen af vores besættelse af at ville skabe millimeter -retfærdighed omkring os.

Om lidt skal vi holde nadver sammen.  Måltidet for den nye pagt, som Jesus etablerede mellem Gud og mennesker.  Når vi knæler ved nadverbordet, får vi hver et lille stykke brød, som i øvrigt ligner en mønt, en denar, og vi får hver nogle dråber af saften fra frugten i Gudsrigets vingård.  Vi får det samme uanset om vi har gjort uendelig meget eller forfærdende lidt for gudsrigets vækst i verden. Det er mærkeligt, forunderligt og befriende.

Og for det siger vi lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver en sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.  Amen.