Jeg vil begynde med historien om den 5 årige Bo, som gik tur langs stranden sammen med sin far.  Efter pålandsvind var stranden fyldt med sneglehuse, så langt øjet rakte. Bo blev træt før sin far og de aftalte, at Bo godt kunne sidde lidt alene. Da faderen kom tilbage, så han, at Bo var dybt optaget af noget. Et for et tog han sneglehuse op og undersøgte dem nøje. Nogle af dem smed han ud i vandet medens andre blev lagt tilbage i sandet. - Hvad er det, du laver, Bo? - Jeg redder snegle, svarede han. - redder snegle, siger du. Hvordan det? Jo, far, nogle af de små snegle lever endnu. - Dem kaster jeg ud i vandet. Faderen rystede på hovedet og bad Bo om at se sig omkring. Stranden er fyldt med sneglehuse. Der er millioner og atter millioner af dem! - Det er håbløst, det du er i gang med.  Hvad nytter det, at du redder en enkelt snegl i forhold til de millioner, som ligger her. Bo satte sig ned igen. Tog et sneglehus op og undersøgte det nærmere og så, at sneglen var levende. Så sagde han: Far, for denne snegl er det ikke håbløst.  For den nytter det. Og så kastede han sneglen tilbage i havet.  

Så vidt historien. Faderen er ikke uenig med sin søn. Men han er bare realistisk. Det nytter jo ikke noget. Der er alt for mange snegle. Jeg forestiller mig, at faderen nu har sagt til sin søn. Vi skal hjem. Kom nu. Vi skal have varm kakao og boller. De andre venter på os. Og så gik de. Den lille dreng var nu blevet lidt klogere på livet og på sin far. Han har lært noget om, at det ikke altid nytter at gøre det rigtige, selvom han egentlig havde ret i, at det han havde gjort for en enkelte lille snegl, betød forskellen på liv og død.  

Jeg synes historien på mange måder svarer til, hvordan vi tænker om fattigdom og uretfærdighed. Vi har hjælpeorganisationer, som med store dygtighed arbejder mange steder blandt de dårligst stillede. For det enkelte menneske i den enkelte lille by, gør indsatsen en stor forskel. Som forskellen på liv og død. Men i det store perspektiv synes fattigdommen så fuldstændigt uoverskuelig, at vi ikke magter at gøre noget ved det, for alvor. Som noget vi virkelig vil.  For vi har jo også selv et liv, der skal leves.  

På samme måde tænker vi vel om flygtningene fra Syrien og andre lande med krig. Der er så mange, at nabostaterne er ved at segne under flygtningebyrden. Andre lande er nødt til at åbne grænserne for at lette trykket......  Vi kender diskussionen. Vi ved, at disse mennesker er på flugt fra en forfærdelig virkelighed. Vi ved, at det er livet om at gøre for hver eneste af disse mennesker. Uanset om de kommer fra Mellemøsten, Afrika eller hvor.  - Det kan ethvert barn se. Men nu er vi jo voksne.... Vi har overblik. Vi kan ikke klare mere. Der må være en grænse. For vi skal hjem til os selv og have kakao og boller.  

Det er vel ikke sådan, at man kan pege dem ud, der gør det forkerte til forskel for dem, der gør det rigtige. Vi er alle en del af problemet. Man kan ikke sortere os i to grupper og sige, her er de retfærdige og her er synderne. For ingen af os formår at gøre det, der skal til.  Det er nok muligt, at nogen er fuldstændigt ligeglade med andres liv og levned, medens andre prøver at handle ansvarligt. Men uanset om vi er på det ene eller det andet hold, sætter vi os gladelig ind i bilen og kører videre på vores livsvej, selvom vi derved medvirker til at mere end 150 årlige trafikdrab, samtidigt med at vi producerer mere CO2 og derved bidrager til opvarmning af vor klode. En opvarmning, som får katastrofale konsekvenser. Men nej, om vi kan finde ud af at gøre noget afgørende ved det. Det, jeg gør, nytter alligevel ikke noget i forhold til de mange, som ikke gør noget.  

Jeg mener, at Jesus har noget at sige til os midt i denne håbløshed. Som vi skal høre! Da Jesus trådte frem i al offentlighed, forkyndte han Guds riges komme. Guds rige. Det er jo billedsprog. Med rige menes et herredømme, hvor Gud regerer som en konge. Han taler ikke om Ægypternes rige eller Romerriget. Men om Guds rige. Det er et herredømme, som vil vende op og ned på forholdene her i verden. Det er et godt budskab til fattige. De sultne skal mættes og de tørstige få at drikke. Det er frihed for fangne og fremtid for dem, for hvem livet er blevet udsigtsløst. Når Guds rige kommer, vil der virkelig ske en forandring med betydning for mange mennesker, både for den enkelte men også for det samfund, vi er en del af.  

Guds rige er endnu ikke kommet. Men det er på vej. Det er et alternativ til denne verdens riger. Det var et alternativ til nazisme og kommunisme. Det er et alternativ til diktaturer, kalifater og til demokratiske samfund. Tag ikke fejl. Hverken pengene eller egoismen vil herske, når Gud får magten, for han ønsker at være sammen med os og rumme alle, og blive alt i alle.  

Det er Jesu vision, om jeg forstår det ret.  Og Jesus lærer os at bede om, at det bliver virkelighed:  Komme dit rige, lyder det i Fadervor. Det er en bøn om, at dette rige må komme til os.  

Men Jesus blev mødt med indvendinger og kritik.  -  Hvordan skulle det dog kunne ske. Du går rundt fra den ene lille landsby til den næste og taler til små mennesker. Det kan da godt være, at dine mirakuløse helbredelser hjælper nogle få. Og vi kan da godt se, at du har samlet dig 12 disciple, til at følge dig. Men helt ærligt. Hvad skulle det nytte? Hvad er det i forhold til den verden, vi lever i. Præsteskabet og farisæerne er imod dig. Og Romerne, som har magten i hele verden. Hvordan vil du med 12 disciple og andre tilhængere kunne forandre verden? Hold nu op med det pjat og kom med hjem og få dig noget kakao. - Eller slå dig nu ned og få dig et arbejde, en familie og et liv lige som vi andre. Men Jesus svarer.  Det er med Gud rige ligesom med en landmand, der tilsåede sin mark. - Noget kiksede. Alligevel voksede der korn op og bar frugt.30, 60 ja 100 fold. Helt overvældende meget. Sådan er det med kraften i Guds rige. Det har som frøet kraft til fra en lille begyndelse at vokse og blive en stor plante. Naturen har en spirekraft i sig, som kan forvandle den golde mørke jord til en bugnende kornmark.  

Jeg ved ikke, om Jesus kendte til kernekraft - til de enorme energimængder, som er placeret i hvert enkelt atom. Om han kendte noget til mælkevejen og andre galakser hvor enorme kræfter holder universet oppe fra dag til dag, ved jeg heller ikke. Men han kendte sin Gud og sin Far i himlen. Han var selv en del af den guddommelige kraft hvormed alting er blevet til. Og han vidste, at det hele var skabt for, at der skal blive liv. Han vidste, at Gud har skabt livet for at det skal leves og folde sig ud i al sin pragt. Han vidste, at Gud har skabt alting i kærlighed til livet.   Han kendte Guds plan med det hele. Visionen. Hvordan Gud vil fuldende skabelsen.  

Jesu svar på kritikken er, at det skal nok komme. Guds rige. For Guds kraft er som frø der bliver sået. Som mange frø, der bliver spredt rundt til alle sider. Rigeligt. Disciplene hørte det. De mange tilhørere på søbredden og hørte hans lignelser om sædemanden. Nu har vi også hørt det. Det kan bære frugt, 30, 60 ja 100 fold.  

Der er 2 forskelle på fortællingen den gang og i dag. Den ene er antallet af tilhørere. I dag tæller de kristne flere milliarder ud over jorden. - Sikke en vækst!!! Den anden forskel er, at det mellem dengang og nu har været påske med Jesu lidelse, død og opstandelse. Det var altså Jesus selv, der som et frø måtte lægges i jorden for at dø, for at en ny plante kunne vokse frem. Med en enestående livskraft. En livskraft som kan overvinde både ondskab, synd og død. -Hvad er det for en kraft? Det er kærlighed. Guds kærlighed. Den kærlighed som kan forvandle alt. Det er den kraft, som vil sejre. Den kærlighed er allerede i verden. Og er virksom hos os. Midt i blandt os. Vi møder den alle steder. Også her i gudstjenesten, i fortællingen om sædemanden, i nadveren, hvor han giver os sig selv. Og i dåben, hvor han lover os at være med os alle dage indtil verdens ende. Det er han også nu, for Guds rige er midt i verden.... Det er på vej og derfor siger vi lov og tak og evigt ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og kommer som en sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed, Amen.