Markus 4, 1-20. Lignelse om en sædemand.
Prædiken.

Der er noget hemmelighedsfuldt ved kristendommen. Noget mystisk. Noget, som er svært at forstå. Som et slør, eller som et forhæng, vi ikke kan se bagom.  

Martin Luther gjorde ellers meget for at gøre evangeliet forståeligt. Han oversatte bibelen fra latin og græsk til sit modersmål, tysk. Og snart efter fik vi andre i hele Nordeuropa en bibel på vores eget sprog. Ved gudstjenesten skulle der tales hverdagssprog og holdes prædiken, så alle kunne høre og forstå evangeliet. Luther tænkte pædagogisk. Det skal ikke være noget hokus pokus, ved det, som sker i kirken.

   Det med pædagogikken er ikke noget Luther har fundet på. Han har det fra Jesus. Han talte så folk, kunne forstå det. Han brugte billedsprog og lignelser. Der var engang en hyrde, der havde 100 får og en kone, der havde 10 guldmønter. Han fortalte om en far med to voksne sønner, som havde svært ved at finde ud af det og om en rig mand, som ville holde en fest, også selvom alle vennerne sendte afbud. Det er hverdagssprog med eksempler fra det virkelige liv. Lige til at forstå. Det er med guds rige som med kongen, konen, hyrden, faderen, landmanden.  

Alligevel er der noget hemmelighedsfuldt og vanskeligt. Måske det, at det handler om Guds rige. Guds rige er kommet nær, sagde han. Guds rige og ikke Ægypterriget, romerriget eller noget andet menneskeligt imperium. Guds rige er anderledes end noget vi kender fra verden af i dag. Selvom det er kommet nær, altså nærmere, så er det ikke kommet endnu. Derfor hemmeligt. For hvordan kan man forklare det, som ingen har oplevet endnu. Hvordan kan man vide, hvordan livet er, når alting er godt. - Er det til at forstå?

   Jesus forklarer det med både ord og gerninger. Han hjælper folk i nød, helbreder dem på krop og sjæl. Han ser de oversete, hører de stumme, finder de forsvundne, han værdsætter de foragtede og tilgiver de fordømte. Han vender op og ned på tanker om rig og fattig, stort og småt.  

Disciplene havde svært ved at forstå det.
De stillede sig på tværs, da nogle forældre ønskede Guds velsignelse til deres børn. De kunne ikke begribe, at en kamel lettere skulle kunne gå gennem et nåleøje end en rig retfærdig mand skulle kunne komme ind i Guds rige. De var i sandhed disciple, som var kommet i lære. De havde selv valgt at følge ham, da han kaldte dem. Han var sikkert utroligt fascinerende og spændende. Og de var vel i en alder, hvor verden ligger åben for en. Hvor man forfølger sine drømme og sine længsler. Men det er jo ikke det samme, som at de forstod ham. Forstod, hvad han ville, og hvad han kæmpede for.  

De registrerede hans succes. De mange mennesker som kom for at høre ham og for at få hjælp. Men de bemærkede også kritikken fra hans modstandere. De fromme og lærde, som mere eller mindre åbenlyst kritiserede ham for at udbrede falsk lære, ja endog for at stå i ledtog med den onde selv.  

De var 12, svarende til de 12 stammer i Israel. De skulle være stamfædre i det nye Guds rige. De tænkte stort og snart kom de til at diskutere, hvem der var den største og hvem der skulle sidde på de to troner nærmest ved Jesu i Guds rige.  

De troede vel, at der snart ville ske store og betydningsfulde ting, som ville indvarsle det kommende Guds rige. Og det samme troede vel også alle andre tilhængere. De ventede noget stort. Men det de så, var ikke stort, men småt.  

Og her er vi ved lignelsen om landmanden, som tilsår sin mark med frø. Han sår rigeligt og rundhåndet på den ubehandlede mark. Først såning. Derefter jordbehandling, med hakke og jern. Derfor kan nogle af frøene falde på stien gennem marken og blive til føde for fugle. Noget falder på et tyndt jordlag over klipperne, så kornet ikke kan få kraftigt rodnet. Noget bliver i vækstperioden overhalet og kvalt af tidsler. Men der er også korn som falder i god jord og vokser op og giver stort udbytte, 30 gange det ene korn, 60 ja helt op til 100 gange, når det er helt vildt. Sådan er det med Guds rige, siger Jesus.

 

Det er ikke godt, at noget bliver spist af fugle, at noget visner og at noget bliver kvalt. Der er masser af modstand. Der er meget, der kan gå galt. Misvækst kender vi alle til. Alligevel er der noget, der gror, og som til sidst bliver en stor høst. Trods modstand. Frøene har kraften i sig selv.
- Meget kan man sige om jordbundskvaliteten, men den får ikke kornet til at spire. Det er skidt, at frøene kan blive spist af fugle
- tidsler og ukrudt kan kvæle kornet.
- at et tyndt jordlag ikke givertilstrækkeligt plads for et kraftigt rodnet.
- Men det er frøene, der kan vokse og gro. Ikke jorden. Det er frøene, der har kraften. Sådan er det med Guds rige. Det kommer. Selvom det ikke ser ud af meget. Selvom der er megen modstand, så kan modstanden ikke forhindre Guds rige i at komme.

 

Det må være sådan, Jesus selv ser det. Det er hans tro. Det er hans håb. Det kommer. For det har kraften i sig selv. - Præcis på samme måde, som I kan se det på markerne heromkring. Landmændene tilsår deres marker. Selvom noget går til spilde, har de fuld tillid til, at det nok skal vokse sig stort og udbytterigt i høstens tid.   Det er hemmeligheden, det er svær at forstå. Ikke med sin forstand. Men med sin tro. Med hele sin livserfaring. - Er det troværdigt, at det gode vil sejre til sidst? Kan man virkelig regne med, at kærlighed vil sejre over retfærdighed og had? Det er den eksistentielle udfordring til os alle.  

Et eller andet sted ved vi godt, at det vigtigste i livet ikke afhænger af det, jeg kan og det jeg gør. At det er noget der kommer til mig, udefra, fra andre. Vi har alle oplevet at blive mødt af et andet menneske med åbenhed og tillid. - At der kom noget godt ud af mødet mellem os, selvom jeg ikke kunne gøre for det. Måske har nogen endda oplevet at blive mødt af et andet menneske med en kærlig-hed, som intet havde med fortjeneste at gøre men som var livsforvandlende dejlig. Har man oplevet det, har man i glimt set en virkelighed, som ligner det Guds rige. Glimt af den overstrømmende glæde og fællesskab, som Gud vil møde os med. Ikke fordi vi har fortjent det. Men fordi Gud elsker os, enhver af os.  

Men, men, men. Er vores verden ikke ganske anderledes. - Der er hård kamp om magten. Alle slås for sig selv. For at overleve. For ikke at blive snydt. Er det ikke for naivt at forvente sig al godt af fremtiden. Man er vel samtidigt nødt til at frygte det værste og gøre sig sine forberedelser. - Realisme hedder det. Før man gør noget, må man da have sikkerhed for, at projektet kan lykkes. - Man må kontrollere, registrere og vurdere. - Det skal kunne betale sig, at yde en indsats.  

Vi kender ordene. Vi bruger dem selv. Og tænker, som vi taler. Og derfor bliver Jesu forkyndelse af Guds rige mystisk, vanskelig at forstå. Og hvis vi endelig forstår det, støder vi os måske på det. Fordi vi tænker og taler ud fra verden, som den er. Han taler og tænker ud fra verden, som den vil blive Vi taler og tænker ud fra verden, som den plejer at være. Han taler og tænker ud fra det, som skal komme. Guds rige, som er kommet nær. Det er ingen kunst at tænke gammeldags, som mennesker har gjort i årtusinder. Udfordringen er at tænke fremadrettet ud fra det Guds rige, som kommer. Det gør det! Det siger Jesus med lignelsen om sædemanden.  

Og et eller andet sted i os har vi en viden om og en længsel om, at det må være sandt. Så er evangeliet om Guds rige ikke længere en hemmelighed men en gave. Og derfor siger vi lov og tak og evigt ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var er og kommer som en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed Amen.