Søndag den 21. november 2010 kl. 10.30 - Jubilæumsgudstjeneste

 

Søndag efter søndag har denne bygning dannet ramme om gudstjenester i Abildgård. Her er evangeliet blevet forkyndt, mennesker er blevet døbt og nadveren uddelt. Det er sådan vi forstår gudstjeneste.  Gud tjener os og vi tjener Gud. Vi kommer sammen som menighed for at møde Guds kærlighed og sandhed. Vi kommer, fordi han siger Kom hid til mig...  

Ikke alle kunne fra begyndelsen identificere denne røde murstensbygning med en kirke. Dertil var den for anderledes og moderne. Dette er nu fortid. Ikke alene har vi lært at holde af huset som vores kirke. Indretningen fortæller en historie.  På sin egen måde forkynder den evangelium. Og netop denne søndags budskab. Ofte anvendes fortællinger og illustrationer i prædikenen for at anskueliggøre indholdet. Det vil vi også i dag.  Kirkens indretning er vore eksempler. Først fortæller vi endevæggens historie

Glasmosaik med mange dele og stor variation i blå farver. De mørke og kaotiske farver forneden bliver lysere ved bevægelsen opad. Måske er der antydet stjerner på en himmelhvælving. Det svarer til verden fra begyndelsen, hvor Gud skabte himmel og jord midt i kolossale, kaotiske vandmasser i urhavet. Kun et enkelt orange glasstykke i komplementærfarven antyder den mangfoldighed, som breder sig ud efter skabelsen i begyndelsen.

Det store billede i silke står som et modstykke til skabelsen. Det folder sig ud som flammer i et vældigt bål. Og hvor ilden er varmest, er farverne næsten hvide. De står som tegn på afslutningen på verden. Det vil ske ved tidens ende. Som ilden ved smeltediglen, hvor mesteren som en sølvsmed lutrer metallet, så alle urenheder brænder op. Det kan blive både den signede og den sidste dag.

Mellem disse to yderpunkter står korset som det visuelle centrum. Det står som historiens midte, mellem begyndelse og slutning, mellem alfa og omega. Korset er blevet tegnet på Jesu historie. Han begyndte sit liv i en krybbe og døde på et kors. Der var ikke plads til ham i herberget, da han blev født. Der ikke plads til ham i det folk, som længtes efter Davids Søn og Messias. De troede, at Guds egen søn var en løgner og henrettede ham for gudsbespottelse. - Det var alle mod en. Men korset er tomt. Som graven var tom. Gud oprejste Jesus fra de døde. Til et levende håb, for verden og for os. Døden har ikke det sidste ord.

Endevæggen fortæller således historien.  Vores historie. Fascinerende eller skræmmende. Eller begge dele på en gang. Foran urhavet, skræmmende, voldsomt, mørkt og truende står døbefonten. Her er også et hav, hvis overflade spejler det truende urhav. Op af vandet kommer mennesket, som bliver døbt i den treenige Guds navn. Døbt til livets sejr over døden. Døbt til fællesskab med Jesus i hans død og opstandelse. Frem fra den dystre og tvetydige baggrund bliver den nådige Gud synlig. Han der siger: Lad de små børn komme til mig. Dem må ikke hindre. Guds rige hører sådanne til.

Foran billedet med det flammende bål ved tidernes ende står prædikestolen. Herfra forkyndes evangeliets ord på modersmålet i nutiden. Herfra tales der om Gud, sådan som Jesus har lært os det. Den der kender Jesus kender Gud. For Gud har overgivet alt til Jesus. - Som en far til sin søn.  Enhver som lærer at bede til Vor Far, kan gøre det i tillid til Jesus. Det er fra Gud, Jesus har sit forhold til sin far. Det er fra Jesus, vi har vort forhold til Gud som far. Så er flammehavet ikke kun skræmmende, selvom det kunne se sådan ud. For Gud er kærlighed. Hvis noget er brændende så er det Guds kærlighed til mennesker. Så er der ikke grund til frygt men til håb. - Det er prædikenens opgave at sige det. 

Tomt står korset. Truende som for at forkynde den kommende død. Den skæbne ingen kan undslå sig. Og dog korset er tomt. Men foran korset er der dækket op. Til et måltid, hvortil vi alle kan være med. Her modtager vi brød og vin, ganske som den sidste aften Jesus spiste sammen med sine disciple. - Dette måltid har Jesu gjort til sit testamente. Det er den nye pagt mellem Gud og mennesker. Så er korset ikke længere truende. Det er tegnet på Jesu opstandelse. På Jesus som den levende Guds søn, som giver os del i sin frelse.

Her i dette rum samles vi for at møde Gud. Dette rum fortæller historie. Læst fra venstre mod højre fortæller rummet historien fra verdens skabelse til dommedag, hvor verden vil brænde  op i et inferno af ild og flammer. Sådan kan verdenshistorien læses af enhver. Det behøver man ikke troen for at gøre. Det samme kan videnskabsmænd og historikere fortælle. Big Bang hedder skabelsen i fagsproget. Et tilsvarende Bang vil ske, når solen om 6 milliarder år brænder ud i et kæmpebål som vil opsluge jorden med temperaturer på omkring 3000 grader. Det har danske forskere i samarbejde med Nasa fornyligt sat i kalenderen. Mellem de to yderpunkter lever vi vores liv i en uhyre begrænset periode,  

Men vi skal ikke blive ved endevæggen. Kirken er her ikke som en ramme om det liv, som vi kan sige os selv. Og det er ikke i det fjerne og uendelige, vi møder Gud,  ved grænserne af tid og rum. Gud blev menneske og gik ind i vores verden for at møde os, hvor vi er. Kirken er det mødested, hvor Gud møder os, og vi møder Gud. Og det er vist ved at døbefont er rykket ind i rummet, Prædikestol ud af endevæggen og alterbordet ind i midten. Der er her vi mødes  

I forkyndelsen fortæller han os, hvordan det hele slutter. Det ender godt og ikke i død og dom.  For Jesus har besejret døden som den første. Men vi andre skal følge med ham. - Til et fællesskab. Fra øst og vest, fra nord og syd. Et fællesskab med alle slægter. Det bliver den signede dag. Det fællesskab og den sammenhæng er vi trådt ind i ved dåben.  

I nadveren træder Jesus frem af sin historie og bryder dens ramme, så han også i dag er her og siger: Kom hid til mig alle I som er trætte og tyngede af byrder. Og jeg vil give jer hvile.  

Uden Gud kan historien opleves som en byrde. Fascinerende og skræmmende. Alting forgår. Vi har ganske vist et liv. Som vi kan tage som en oplevelse, javel. Men uden mål og mening. Det går fra tosomhed til ensomhed og ingensomhed.  

Men nu træder Jesus ligesom frem af den historie. Han siger noget helt andet. Kom hid til mig, og jeg vil give jer hvile.  Det handler om fællesskab. Mellem Gud og Jesus. mellem Jesus og os. Mellem os alle. Et evigt fællesskab.  

Det er kærlighedens Gud, der taler. Det er en brændende varm kærlighed.  Ordene er talt af hans søn, Jesus, som satte sig selv i de nederstes sted. Uden vrede og hævn, men med tilgivelse Han møder os ikke med en fortærende destruerende ild. Men med en kærlighed, som kan smelte alt trods. Det ved Jesus fra sin far. Derfor Jubler Jesus. Og dette gælder alle. Ikke kun de forstandige, rige og raske. Alle uden forskel. Nu har vi også hørt det, og derfor siger vi lov og tak og evigt ære være dig vor Gud, fader Søn og Helligånd, du som var, er og kommer som en sand treenig Gud Højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed, Amen.