Gud har en mission for verden. - Han vil frelse den. Derfor sendte han sin søn, sådan som også citatet fra Joh 3 16 siger det. For således elskede Gud verden at han sendte sin søn for at vi skal have evigt liv. Gud har altså en plan. Han vil os noget. Og det han vil, er på ganske særlig måde knyttet til skærtorsdag. Han vil indstifte en ny pagt med menneskene det er det første og han vil give os et forbillede for os til at være hinandens tjenere, det er det andet.  

1: Han vil indstifte en ny pagt. Det skal være en kærlighedens pagt og den er allerede beskrevet i Jeremias´ bog: ( 31, 31-34)
'Der skal komme dage siger Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus... en pagt som ikke er som den jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden og førte dem ud fra Ægypten. De brød min pagt, skønt det var mig, der var deres Herre, siger herren.  men sådan er den pagt jeg vil slutte med Israels hus: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. jeg vil være deres Gud og de skal være mit folk. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd.  

Det er en kærlighedens og tilgivelsens pagt. - Ikke en overenskomst skrevet hårdt og koldt på stentavler men en lov som er skrevet i deres indre... i deres hjerte, altså som bløde værdier som man glad og gerne gør, af hjertet....  

Det er en fuldstændig ensidig pagt. Som Gud stifter mellem sig selv og menneskene. Og man ser det afspejlet i flokken af disciple. En forrådte en anden fornægtede og alle andre forsvandt. - flygtede. Alligevel står pagten ved magt. - For det var en pagt som han ensidigt oprettede i forhold til os. - Han er vores Gud og vi er hans folk.  

Evangelisten Johannes beretter om det nye gudsforhold med fortællingen om fodvaskningen.  Jesus rejser sig, hælder vand op i et fad og begynder at vaske disciplenes fødder. -  Til stor overraskelse. -  det er lækkert at få gjort. men der er et beskidt arbejde, som var overladt til slaver og tjenestefolk. Men Jesus gør det for at være et forbillede. - Det gælder ikke om at blive vartet op men om selv at tjene andre.  

Markus, Mathæus og Lukas fortæller os, at Jesus skærtorsdag aften indstiftede nadveren men nævner ikke fodvaskningen. Johannes gør det modsatte. Han lader Jesus gøre slavearbejde for sine disciple men nævner ikke nadveren.  

I virkeligheden fortæller de det samme. Nemlig dette, at Gud tjener os, for at vi skal tjene hinanden.  Kærligheden kommer fra Gud. Gud elsker os med en kærlighed, der kan smelte hjertet, som varme der kan smelte is. Guds kærlighed kan vende et menneske, så det får øje på medmennesket. Det er den nye pagt. Det er den nye lov, som er skrevet i vore hjerter. Med tilgivelse er vi sat fri. Verden er åben. Fri til at vende os bort fra fortiden mod den virkelighed, som hele tiden kommer til os som nye muligheder, ny tid, nyt liv. Det er det Gud vil. Det er hans plan med Jesus. Det er hans mission.  

Men så er det, at det går galt. Missionen kikser. I ly af mørket, med en discipels uforståelige hjælp, bliver Jesus anholdt og dømt. Først af sine egne og derpå af den romerske overhøjhed. Han bliver korsfæstet og lider en forbryders vanærende død.  

Det er vel her det bliver rigtig svært for troen på Gud. For hvordan kan Gud tillade dette? Han har vel al magt i himlen og på jorden. Og med den magt bestemmer han alting? Jesu død på korset må på en eller anden måde være udtryk for Guds vilje?  

Og sådan har man også forstået fortællingen om Jesus i Getsemane, som var bange og som i sin angst bad til gud og at måtte slippe for det, der nu skulle til at ske. Men from og god han er, som Guds eneste søn, slutter han sin bøn med ordene.  Ske ikke min vilje men din vilje.  

Selv vil han tilsyneladende ikke. Det som skal til at ske er ikke Jesu vilje. - Hvis det er muligt, så lad mig slippe. Men Gud vil ikke lade Jesu slippe. Han skal dø på korset. Det har Gud bestemt.  I Det gamle Testamente fortælles der om Abraham, at han havde en søn Isak, som Gud havde skænket ham på sine gamle dage. - En dag forlanger Gud, at Abraham skal ofre sin kære Isak for at vise sin troskab. I sidste øjeblik bliver Abraham dog standset i sit forehavende. Nu har han bevist at han for troens skyld er klar til at ofre sin søn.  

Det som Abraham blev sparet for, vil Gud nu gøre ved sin egen søn. Det er da en mærkelig Gud, der kræver blod for troens skyld. Hvad er det for en Far? Kan det være rigtigt, at vi skal forstå Jesu lidelse og død, som udtryk for Guds vilje. For mange af os, er det et helt afgørende spørgsmål. - For hvis det er Guds vilje, at Jesus skal dø, så reduceres menneskers bidrag til ondskaben i betydelig grad. Så var Judas og Peter blot redskaber i et langt større spil. Så var ypperstepræsterne og Pilatus ikke de egentlig skyldige. Og soldaterne gjorde blot det, de var forudbestemt til at gøre. Alt sker jo til syvende og sidst, fordi Gud i sin almagt har bestemt det.  
Og spørgsmålet går videre. - For når alt sker efter Guds vilje
- så er et også Gud der står bag den 11. september.
- så er det Gud der har tilladt folkemord og krige overalt i verden
- så er det Gud har ansvaret for vulkanudbrud, jordskælv og klimaforandringer. - Og vi er frikendt for noget ansvar.
- Vi kan roligt vaske vore hænder og sige, det er ikke vores skyld.  

Men Jesus lærer os ikke, at vi er fri for skyld. Han tilgiver skyld. Og det er noget helt andet. - Han tilgiver sine bødler. - Og tilgivelsen har både de og vi brug for. Vi er ikke blot majonetdukker. Vi er dybt ansvarlige for det onde, som sker.    

Der er en anden måde at forstå det på. - Guds magt er kærlighedens magt. - Den magt har intet med vold at gøre. - Den voldelig magt er Fandens afdeling. Ondskabens er dette, at den vil ødelægge alt det, som er godt, som Gud har skabt.  

Jesus blev sendt af Gud, som elskede verden. Han kom med godhed og kærlighed. Han mødte alle uden forbehold. Der var ikke noget til at begrænse hans godhed. Han gjorde ikke forskel på små og store, syge og raske, rige og fattige, venner og fjender. Fra Galilæa i nord rejste han mod øst til Gerashernes land i Jordan, til Tyrus og Sidon i Libanon, til udstødte samaritanere på Vestbredden og til Jerusalem, som var højborg for alt med jødisk tro og tempelliv.  

Han kunne være stukket af.  Han kunne have brugt sin sunde fornuft og holdt sig væk.  Men Guds kærlighed kan ikke afgrænses fra noget område af sikkerhedsgrunde.  Han måtte gå hele vejen, også da ondskaben åndede ham i nakken og fyldte ham med rædsel. Han var fristet til at stikke af og sikre sig selv. Det var helt hans egen kamp. For disciplene sov. Der var ikke mere nogen vej tilbage. Der var ikke nogen vej frem. Der var kun mørke. Men så bad han til Gud, til sin Far i himlene. Det er i bønnen friheden bliver til. Der er altid 2 muligheder. Selv i den yderste pine og smerte er der altid 2 muligheder. Du kan som det blev sagt til Job: Du kan forbande Gud og dø. Eller. Du kan bede til Gud og blive i det, som er planen med dit liv: Godheden kærligheden, tilgivelsen. - Du kan blive frarøvet alt, din ejendom, dit helbred, dine venner, din familie, dit liv. Men du kan ikke blive frataget din Gud og hans kærligheds magt. - Ske ikke min vilje men din. - Det er en bøn om at svigte den grundlæggende mission, hvormed Jesus blev sendt til verden. Det at kærligheden tåler alt, tror alt, udholder alt. For kærligheden hører aldrig op. Det er Guds vilje fra først til sidst. Og for det siger vi lov og tak og evigt ære være dig Vor Gud, fader, Søn og Helligånd, du som var er og kommer som en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed Amen.