Fladstrand kirke kl. 10.30

Det var lige før påskefesten. 
Jesus og disciplene skulle til at spise sammen. Da tog Jesus et forklæde på og begyndte at vaske deres fødder. Det er dejligt at få vasket fødderne efter en dag på støvede gader og stræder. Men det er overraskende, at Jesus gør arbejdet. Det plejer at være tjenerne. Slaverne. Disciplene er mildest talt forbavsede. Det er jo den omvendte orden. Når Jesus er den fornemste, burde det være disciplene, som vaskede hans fødder. Men sådan er det ikke i den virkelighed, som begynder med Jesus. Her gælder det om at tjene hinanden. Jesus har givet dem sig selv som forbillede.  Han har med sit eksempel vist dem, hvordan de skal gøre. - De skal tjene hinanden sådan som Jesus nu har tjent dem.   

Jesus har initiativet. - Det er ham der spiller ud. Det er ham der taler, og ham der handler. Det er man ikke i tvivl om, når man læser Johannesevangeliet: Deri består kærligheden. Ikke i at vi har elsket Ham men i at han har elsket os.  Eller som Jesus siger: Som jeg har elsket jer, skal I elske hinanden. Kærligheden har sit udspring i Gud og når mennesker gennem Jesus.   

Men denne kærlighed har ikke en let gang på jorden. Ikke alle steder. Den bliver modsagt. For Gud har en modstander. Djævelen. Og han har været en morder fra første færd. I Johannesevangeliets verdensbillede er der to magter.
1)  Gud, som er kærlighed. Han vil livet. 
2)  Heroverfor står djævelen, som slår ihjel. Han vil døden. 
Mellem disse to magter står mennesket. Som mennesket mellem magterne. Der er ingen udenfor. -  Ingen iagttagere, ingen observatører. Alle er vi på banen.  

Nu har Gud så sendt Jesus til verden for at frelse os. For at møde os med sin kærlighed og sandhed. Og føre os fra døden til livet.   

Det gav ham på den ene side tilhængere, disciplene og mange flere, som fulgte ham. Men på den anden side også modstandere, farisæere, skriftkloge, ypperstepræsterne eller slet og ret jøderne.   

Men noget klart skel mellem de to grupper er der ikke. Ingen kan vide sig sikker. En af farisæerne ved navn Nikodemus kom til Jesus i al hemmelighed om natten, søgende,  for at tale med ham om evangeliet. En anden Josef af Arimatæa var discipel i al hemmelighed og kom synligt på banen efter Jesu død, hvor stillede sin egen grav til rådighed for Jesus. Men ligesom der er hemmelige tilhængere er der også hemmelige modstandere. Man kan nævne Judas som forrådte Jesus, Peter som fornægtede Jesus og de øvrige disciple, som stak af. Alle har vi potentialet til det modsatte af det, som i øjeblikket er dominerende hos os. Og det er jo en foruroligende, når man tænker på disciplene.   

De havde fulgt ham. I dagevis. Måske i flere år. De havde troet på ham. Delt hans visioner. Delt dagen og vejen med ham. Han var deres ven i egentligste forstand. De havde satset alt på ham. Og så alligevel. I en forfærdelig stund. Svigtede de alt det, de stod for. - Peter lægger ord og krop til fornægtelsen. Men den gælder i virkeligheden dem alle.   

Denne foruroligende tanke kan vel også ramme os selv. - Hvor sikker er jeg på min egen tro, min egen overbevisning. På alt det, som jeg har stået for. Og som jeg aldrig har været i tvivl om. Det er jo ikke svært, når livet former sig fornuftigt og problemfrit. - Når det bare går derudaf. - Holder det, hvis min tilværelse vælter? Hvis alting går itu omkring mig og måske i mig. - Demens, blodprop, lammelse.  Vil der være noget i mig, som kan holde stand mod tilintetgørelsens kræfter?   

Jeg kan ikke lade være med at tænke på indledningen til Jobs bog. - Hvor Satan kommer på besøg hos Gud, og Gud så praler af Job, som en retfærdig og gudfrygtig mand, hvis lige ikke findes på jorden. Men den køber Satan ikke. Det er da bare fordi, Job er blevet forkælet med Guds velsignelse. - Og så Frister Satan Gud til at lade Job blive ramt af misvækst og ulykker.  Og da det ikke er tilstrækkeligt til at få Job til at forbande Gud, får Satan også lov til at ramme Job selv med sygdom. Spørgsmålet til os er, om man kan fastholde troen, når livet for alvor gør ondt. Når døden river i én. Når man forladt af alt og alle står over for sit livs ruin.  Hvem kan da holde stand. Hvem kan undgå at gå til grunde i indre splittelse og selvopløsning.   

Det er her vi skal høre om Jesu lidelse og død. Om forræderi og svig, fængsling, tortur, om rettergang og korsfæstelse. I har Djævelen til Far, har Jesus tidligere sagt. Han er en løgner og en morder fra første færd. Og nu rammes Jesus af hans magt. Hans altødelæggende, tilintetgørende magt. Men Jesu tro, hans håb og hans kærlighed bliver ikke knækket. Det er fuldbragt, er hans sidste ord i Johannes´ evangelium. Måske råbt som et skrig, som det fortælles af Markus og Mathæus. Det er tilsyneladende to helt forskellige slutninger. Men måske hører de sammen. Det er i den dybeste smerte, at det er fuldbragt. Nemlig den kærlighed, som tror, alt, håber alt, udholder alt og aldrig hører op.   

Hvorom alting er. Vi er placeret mellem magterne. To alt dominerende kræfter, som ikke tillader nogen neutralitet. Disse kræfter deler os. Og når man ser på fordelingen synes der at være flest på den ene side. - Og da det blev alvor, var der vel nærmest kun én tilbage på det hold, som Jesus stod for. - Det er alle mod én.   

Det er i denne forfærdelige stund, at han tager brød og vin og giver det til sine disciple og beder dem om at spise og drikke. - Når I gør det, hører vi sammen. Altid. Det sætter jeg mit liv ind på. Det er den nye pagt ved mit blod. Hans svar på alle mod én, er, én for alle. - Det har været hans holdning fra begyndelsen. Han har forkyndt om Guds rige. Han har ladet Guds rigets tegn skinne igennem. De sultne fik at spise, De blinde kom til at se. De døve kom til at høre. Og de døde stod op. Han bød mennesker indenfor i fællesskabet.  I må gerne være med, toldere og syndere. Hvem som helst. For i det fællesskab handler det ikke om at være stor og fin. Men om at være med. At være sammen.   

Med fodvaskningen før påskemåltidet bliver dette gjort helt tydeligt. Tanken om presstige og status, om høj og lav, herre og tjener gælder ikke i det nye fællesskab, i Guds rige. Og Jesus går ikke af vejen for at demonstrere det i praksis. Han gør det for at give os et forbillede. - Som han har gjort, skal vi også gøre. - Vi skal tjene hinanden. Det er ikke meningen, at denne opgave skal placeres i frivillighedsudvalget. - Det er ikke et spørgsmål om at have lyst eller ikke lyst. Der er kun to muligheder. - Enten er man med eller også er man ikke. Men for Jesus er der ingen tvivl. Du er med. jeg er med. Vi er med alle sammen, for så vidt som den nye pagt blev indstiftet med alle disciplene, både Peter og Judas og de andre.   

Det er kærligheden der sætter sig igennem. - Og kærligheden er stærkere end alt andet. - Det er Jesus tro. - Og den tro deler ham med os. Og derfor siger vi lov og tak og evigt ære være dig Vor Gud, fader, søn og Helligånd, du som var, er og kommer som en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed, Amen.