Joh.13, 1-15

Jesus vaskede sine disciples fødder og elskede dem indtil det sidste. På denne skærtorsdag aften vil vi høre en genfortælling af Axel Heltofts novelle, kælderen.

Historien foregår under 2. verdenskrig. Det er i en koncentrationslejr, hvor tusinder af mennesker er fanget og stuvet sammen under uhumske vilkår med sult, med hårdt arbejde, med ydmygelser, psykisk terror, trusler og vold fra vagternes, SSernes, side. Det drejer sig om at gøre sig så usynlig som muligt, ikke gøre sig bemærket, for så risikerer man det værste.

Forfatteren fortæller: Vi sad i kælderen, luften var slimet og tung, der lugtede af snavset tøj, syge mennesker, og henne i hjørnet stod en stor tønde uden låg, som fungerede som toilet.  500 mennesker af alle nationaliteter sad vi der i kælderen på trebenede skamler og flettede måtter af gamle bildæk, der var klippet i strimler. Fingrene var opsvulmede og revet til blods af det hårde arbejde. Mange af fangerne havde nok kun få uger igen, tynde og udmagrede. Hver dag forsvandt en eller flere fra kælderen og kom aldrig igen.  

Dørvagten gjorde pludselig et tegn, og som et sus blev der hvisket gennem kælderen SS. Vi flettede alle lidt hurtigere og dybt koncentreret, de færdige måtter blev lagt ovenpå en skammel, for at de skulle se ud af lidt flere. SSeren kom ind, han bar en grøn hjelm og en halvanden meter lang knippel af rågummi. Han gik lidt omkring, pludselig standsede han. Kom lige her, lød brølet gennem kælderen. Vi stimlede sammen omkring SS. Han stod foran en lille indtørret mand, en russer, med grønne vanter.   Med grønne vanter, som SS plejede at gå med. Efterhånden som det gik op for os, hvad der var i vejen, kunne man se den største rædsel i alles ansigter. Manden havde stjålet vanter i SS depotet.

Du har stjålet skreg SS, ...Nej ikke stjålet sagde russeren på gebrokkent tysk, jeg har fået dem af en kammerat. Mens SS begyndte at belære os alle om, hvad det ikke ville blive til i et samfund, hvis alle stjal, rev russeren vanterne af sine vablede fingre og gav dem til SS. Han slog dem til jorden med sin stok. Russeren faldt på knæ foran SS. Undskyld, bad han.Men SS sparkede til ham, så han faldt om.

Og nu, SS hævede langsomt den tykke svajende gummiknippel.

Jeg så hen på min ven polakken. I hans øjne så jeg noget, som jeg genkendte hos mig selv, noget sørgmodigt og selvbebrejdende. Hvorfor lader du det her ske, spurgte jeg mig selv, hvorfor springer du ikke frem og river pisken fra SS.  Straffen ville blive døden.

Men her var de jo ikke nogen der ville opdage, at jeg døde for en andens skyld.  Her døde 100 om dagen og ingen lagde mærke til mig.  Nå, han ville vel også blive slået alligevel, sagde min fornuft mig.

Jeg gjorde ingenting.  
Da faldt det første slag. En skarp svirren i luften, et hårdt smæld. Et skrig fra manden og en undertrykt stønnen.  Nu faldt det næste slag og blodet piblede frem gennem det tynde tøj.

Jeg så rundt på mine medfanger, og alle havde det samme udtryk i ansigtet, mens vi stod anspændt og betragtede det, der skete. Jeg kigge på min ven polakken og han hviskede - ja vi er alle ens, russere, hollændere, danskere polakker vi er alle ens. SS lod pisken falde for tredje gang, fjerde, femte, det regnede med slag. Svirren i luften, stønnen, piben og skrig. Blodet løb fra russerens ansigt og tøj.  Han stønnede ikke mere, han tog blot imod. Han var nok død nu.  SS Så ingenting, han slog og slog. Hvert slag kunne vi mærke indeni os. Som en vild slog han på den livløse klump.

Det er nok, råbte polakken ude af sig selv. Det er nok, gentog vi alle som med én stemme.

SS sænkede pisken og så forbløffet rundt på os.      

I det samme kom Jesus ind i kælderen

Jeg havde aldrig set Jesus før, så jeg kiggede og sugede alt til mig.  Det er umuligt at bekrive ham, og det er noget mystisk, men samtidig med at han var alt det, jeg ikke kan beskrive, så var han et almindeligt menneske. Samtidig med at han trådte ind, skete der noget med rummet. Det slimede kælderrum blev helt forandret. Ja det var jo godt nok det samme, men der kom ligesom et skær måske af noget blåt eller lyserødt og så det man forstår ved ordet fred. Der var godt at være, det følte vi allesammen.

Vi stod som naglet til jorden, men vi var ikke bange, ikke engang SS, hvis mund stod åben af forbløffelse. Jeg kunne se, at han kendte Jesus.

Jesus så ikke på ham. Og han så ikke på os.  Jesus så kun på det sønderslåede menneske, der lå på gulvet.  Hans ansigt udstrålede en kærlighed, som ikke kan siges med ord, skønt den ligner den kærlighed, der findes blandt mennesker. Jesus bøjede sig over russeren og kyssede ham blidt på den blodige ophovnede kind.  Manden, vi troede var død, lukkede det ene øje op, det andet var klistret i blod. Da han fik øje på Jesus, lyste hans mishandlede ansigt op i barnlig glæde. Med stort besvær rakte han sin ene hånd ud mod Jesus, og Jesus tog den i begge sine.Det var så smukt, at vi andre uvilkårligt stod med et stort bævende smil om munden  - også SS. Da sank russeren sammen. Og det usigelig skønne udtryk, som havde ligget over hele den skamferede skikkelse forsvandt. Jesus lagde blidt hånden fra sig og gik ud af kælderen. Med et var der som før. Kælderen blev alter fugtig og slimet og der stank.  I lang tid stod vi stille.Da rørte SS på sig. Han samlede pisken op. Stemmen rystede lidt, da han sagde. Bær ham ud. Kom tilbage til arbejdet. To mand bar russeren ud. Vi famlede os tilbage til skamlerne og  fortsatte arbejdet.  

Her slutter Axel Heltofts fortælling, som vi ikke ved om er selvoplevet, men vi ved at han selv har været i koncentrationslejr.

Heltofts fortælling slutter, og alligevel så slutter denne fortælling ikke. For det er en fortælling om, hvordan Gud griber ind i verden, en fortælling i slægt med evangeliet. Da menneskene i kælderen ikke mere kan udholde den lidelse og ondskab de er vidne til, da råber de: Det er nok. Netop da kommer Jesus.Og tager sig af det lidende menneske, det helt fortabte menneske. I en grad så SS taber pisken. Netop da kommer han og lader gudsriget skinne i deres slimede kælder og frygtelige virkelighed.

Det er nok.
I virkeligheden er hele det kristne evangelium en beretning om, at Gud fik nok. Gud fik nok af al den lidelse som tilfældigt rammer mennesker. Han fik nok af al den lidelse, som mennesker påfører hinanden.   Det er nok, sagde Gud og så sendte han sin søn Jesus til jorden. Og dermed blev der sat en stopper for lidelsens og ondskabens endegyldige magt.   Overfor den kærlighed, som er i Jesus og som ikke kan beskrives med ord, overfor den kan selv den værste ondskab ikke beholde sin magt, overfor den kan selv ikke døden beholde sin magt.

Jesus tjente mennesker, han gav sig selv, han døde og han opstod. Og i den virkelighed, der er efter at Gud i kærlighed har sagt: Det er nok, i den virkelighed lever vi nu. Og i den virkelighed skal vi engang dø. Den virkelighed flytter helt ind i os, når vi i nadveren spiser hans legeme og drikker hans blod.   Når vi kan tro det, kan det være, at vi også får mod til engang imellem at sige: det er nok,  -ikke på vore egne vegne men for det medmenneske, der har brug for, at vi  griber ind. 

Det er nok, det kan vi sige, ved at elske hinanden, ved at tjene hinanden, ved at vaske hinandens fødder.

Alt imens vi stoler på, at det er Jesus, der rækker hånden ud og tager imod os, når vi en dag ikke kan leve her på jorden mere.

For det må vi love og takke Gud. Amen.