I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, amen. Vor Herre Jesus Kristus tog i den nat, han blev forrådt brødet og gav det til dem. Sådan husker vi det værste og det bedste i en og samme sætning. Forræderiet og den nye pagt. Når vi fejrer nadver med Jesu selvhengivelse, mindes vi også Judas, som angav ham. Angivelse og hengivelse, det værste og det bedste, er samlet i samme begivenhed.  

Det var Judas, som forrådte ham. Han kom med vagtmandskabet fra templet til Getsemane Have. Det havde ikke kunnet lade sig gøre uden en stikker, en angiver. For der var tusinder og atter tusinder i byen i anledning af påskefesten. Om natten var det folk overalt på pladser og parker, udenfor og indenfor bymuren. Det ville være umuligt at finde Jesus i mørket i det mylder af mennesker. Om dagen opholdt han på tempelpladsen omgivet af tilhængere. Her var der ingen, der vovede at lægge hånd på ham. De ville ikke kunne have pågrebet ham, hvis det ikke havde været for Judas.  

Man ved ikke rigtig, hvorfor han gjorde det. - Om han virkelig var en led karl, som var villig til at forråde sin ven mod betaling. - Eller om der var helt andre grunde.  - Kan han have troet, at Jesus havde givet ham den opgave at komme med vagten for at indlede det endelig opgør med denne verdens magthavere?  - Ellers ville han vel ikke have valgt et kys, som signal. Men det gjorde han. Han angav Jesus med et kys.  - Kan han have været i god tro, eller havde den mand ikke skam i livet?  

Ve det menneske, som menneskesønnen forrådes af, siger Jesus i følge Mathæus. Det var bedre for det menneske, at det aldrig var blevet født. Det lyder som et ekko fra Jobs bog. Gid jeg aldrig var blevet født, siger Job, da han er ved at blive knust under den ondskab, han udsættes for.  - Han anklager måske ikke Gud direkte men meningen er ikke til at tage fejl af.  

Gid den dag, jeg blev født, var slettet. Og han fortsætter: Hvorfor døde jeg ikke ved fødslen, hvorfor udåndede jeg ikke fra moders liv? Hvorfor var der knæ, der tog imod mig, og bryster, jeg kunne die?

 

Jesu ord om forræderen lyder som ekko af Jobs bog. Blot med modsat fortegn. Her er det ikke et menneskets anklage af Gud. Men Guds anklage af et menneske. Værre kan det ikke gå end at blive forbandet af Gud.  

Det var i den nat Jesus blev forrådt, han indstiftede den nye pagt. Alle disciplene var der, også Peter og Judas. De deltog alle sammen. Han gav dem først brødet efter måltidet og derefter vinen. Det er mit legeme og blod som gives jer til syndernes forladelse. Også Peter. Også Judas. De er med alle sammen. Også selvom Jesus kender dem og ved, hvordan de vil handle. Ingen blev sorteret fra eller sat udenfor. De blev alle en del af den nye pagt. Fortabelsen blev trumfet af forløsningen. Fordømmelse bliver erstattet af forsoning. Det værste bliver ophævet af det bedste.  

Nadveren svarer således til evangeliernes fortælling om Jesus i det hele taget.  Han samlede toldere og syndere omkring sig. Med i flokken hørte også hans 12 disciple. De var ikke kvalificeret ved særlig moralsk standard eller religiøse evner. Ingen af dem kunne leve op til de krav, som loven stillede. Problemet med skriftkloge og farisæere er deres syn på sig selv. Deres selvforståelse. At de regnede sig som bedre mennesker end andre. Det var det, at de som lovkyndige gjorde forskel på folk. For Jesus er der ikke forskel. Alle står lige overfor Gud. Alle er Guds børn. Alle har brug for Guds kærlige tilgivende omsorg.  

Og det mennesket har brug for, giver Gud det i den nye pagt. Det er en pagt oprettet på hans initiativ. Pagten står og falder med Gud. Mennesket kan skuffe, svigte, fejle og fortvivle. Og dog kan mennesket ikke sætte sig udenfor.  Mennesket kan ikke ophæve Guds kærlighed.  

Når vi kommer til gudstjeneste bliver hele denne virkelighed aktualiseret. Nu er det os, der er disciplene.  Nu er vi tiltalt som dem, der kan skuffe, svigte, fejle og fortvivle. Nu er det os, der bliver kaldet ind til det forskelsløse fællesskab. Vi hører med på lige vilkår. Fordi fællesskabet består i kraft af hans kærlighed og ikke i kraft af vore kvaliteter i forhold til hinanden.  

Nadveren blev indstiftet i forbindelse med jødernes påskemåltid, som hvert år blev fejret til minde om udfrielsen fra Ægypten. Det var Gud der stod bag. Med Moses som leder førte han slavefolket ud  af fangenskabet. Han ville være deres Gud og de skulle være hans folk.  Og han indgik en pagt med dem og gav dem de 10 bud som tegn på fællesskabet. Det jødiske påskemåltid er således et pagtstegn, en handling med fremtiden i det forjættede land som horisont.  

Den kristne nadver er også et påskemåltid. Den forkynder frihed og fremtid. Som Israelerne var fanget af Farao, er vi fanget af syndens og dødens virkelighed. Vi er bundet, ikke alene af arv og miljø, men af skylden og skammen over det, som er sket.  Alt det, som ikke står til at ændre.  Og alligevel bestemmer over os. Og bedre bliver det ikke af, at vi vil dække over det, vi skammer os over. Vi vil glemme det, som ikke er til at holde ud at huske på og blive mindet om. Vi vil flygte fra det, vi er og helst ikke vedkende os.  

Med den nye pagt til syndernes forladelse befries vi fra fortiden med alle dens lig i lasten.  Ikke fordi de forsvinder. Men fordi en anden virkelighed kalder på os. Skyldens og skammens lænker brister og mennesket kan vende sig fra fortiden mod den fremtid, Gud vil give os. For Gud er kærlighed.   Det er den nye pagt ved Jesu blod. Det satte han sit liv ind på. Fuldstændigt og helhjertet. - Selvom alle andre svigter, så svigter jeg ikke dig, sagde Peter. Det, som Peter ikke formåede, det gjorde Jesus. Han holdt ord. Han blev svigtet af os. Men vi blev ikke svigtet af ham. Hverken i døden eller i opstandelsen Det er den nye pagt ved hans blod. Det bedste har sejret over det værste, det gælder også nu og til evig tid og derfor siger vi lov og tak og evigt ære være dig, Vor Gud,  Fader, Søn og Helligånd, du som var er og kommer som en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed. Amen.