Spillemandsmesse

Matt 17, 1-9            

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Hvem er han?  Jesus?

Er han den, der stod kødeligt op af graven, eller er det en skøn fantasi i vores drømmesyner?

Når medierne laver spørgeskemaundersøgelser til bl.a. præster, kan de finde på at tage komplicerede emner, som der egentlig kun kan tales tydeligt om i billedsprog og sætte dem op i en forsimplet sætning i et afkrydsnings-skema, hvor man enten skal svare ja eller nej.  Så går man ind i at deltage i sådan en undersøgelse, skal man virkeligt tage sig i agt for ikke at komme til gå med ind i den sproglige forsimpling af spørgsmålene om det allerstørste.

Men selve spørgsmålet, hvem er han, Jesus?, er sådan set et rigtigt godt spørgsmål. Det er vel også det spørgsmål vi går til kirke for at få besvaret og forklaret og tydet igen og igen.  For det er et spørgsmål, vi ikke hverken kan få eller kan give svar på ved hjælp af et kryds i et spørgeskema.

Jesus er et levende menneske.  Og akkurat som der er mange forskellige fortællinger om alle levende mennesker, som fortæller os hvem de er, så er der mange fortællinger, som fortæller os noget om hvem Jesus er.  For de fleste af os, der er det sådan at fortællingen om, hvem vi er, den fortier, i hvert fald et stykke tid efter at vi er døde.  Men fortællingen om Jesus, den er her endnu, efter 2000 år. Fortællingen om Jesus , den lever, ligesom han selv gør det. Fortællingen lever bl. a. ved hjælp af Det nye Testamente, hvor forskellige  personer har gjort sig stor umage for, inspireret af Helligånden, at fortælle historien om Jesus,  om hvem han er.  De fire evangelister Mattæus, Markus, Lukas og Johanens har gjort det ved at fortælle brudstykker af en livsfortælling om Jesus, fortælle om begivenheder omkring ham, om hans ord og hans livsforløb, alt sammen med henblik på at fortælle om hvem han er.  Brevene i Det nye Testamente af bl.a. Paulus fortæller om det ved at reflektere over det, Jesus sagde, og det, der skete for og med ham; reflektere over, hvad det betyder for andre menneskers liv og forståelse af livet og verden.

I dag har vi hørt fra Mattæus evangeliet og han gør sandelig også noget for, at fortælle om, hvem Jesus er. Foruden alt det, han fortæller om Jesus, så beretter Matthæus i hvert fald fire gange i sit evangelium om, at der er én, som siger direkte, hvem Jesus er. En af de fire gange er i det, vi har hørt i dag.

Den første af det fire gange er lige efter at Jesus er blevet døbt i Jordanfloden af Johannes Døber, og han kommer op af vandet. Da ser han Guds ånd dale ned over sig som en due, og alle som er der hører en røst fra himlen, der siger: "Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag".

Nu har Jesus utvetydigt fået at vide, hvem han er af Guds egen røst fra himlen, og beåndet med Helligånden går han ud og begynder at gøre alt det, han skal gøre som Guds søn.

Langt senere, da han har fulgtes med sine disciple i lang tid spørger han dem, ..:

" I, hvem siger I, at jeg er? " og disciplen Peter svarer. " Du er Kristus, den levende Guds søn ".

Efter det fortæller Jesus dem, at han skønt han er Kristus, den levende Guds søn, nu skal gå til Jerusalem og blive fanget og lide og slås ihjel, og opstå på den tredje dag.

Og de disciple, der troede, at de havde en klar forestilling om, hvad det vil sige, at Jesus er den levende Guds søn, de bliver forvirrede.   Det Jesus her har fortalt dem, stemmer ikke overens med det, de havde forstillet sig skulle ske med Kristus Guds søn.  Og jeg tror humøret i discipellejren daler til nær nulpunktet.  Måske gnaver tvivlen sig ind i dem fra alle sider: Er han så Guds søn, når noget så frygteligt skal ske med ham?

Men så en morgen tager Jesus tre af dem med op på et højt bjerg.  Der er bare dem og Jesus og alt er lyst og skønt. De er deroppe, hvor man kan se langt, og dette bjerg-vidsyn bliver til et syn, hvor de ser, at Jesus lyser; hans øjne stråler og de ser ham badet i stråleglans. Han står i samtale med Moses og Elias, fortidens repræsentanter for loven og profeterne. De ser, at han er den, der sætter lys over loven og profeterne, han er den, der på lysende vis skal opfylde det, som loven og profeterne har peget hen imod. 

Der er så godt, at de næsten burde blive der, og Peter vil bygge hytter, men da hører de en vældig røst fra skyen sige:" Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!"         

De samme ord, som blev hørt fra himlen ved hans dåb. Men nu med tilføjelsen: Hør ham!

Nu fik også disciplene den guddommelige røst at høre, som bekræfter, hvem Jesus er: Guds elskede søn.

Med den bemærkning, at det er ham, Gud vil have, at vi skal lytte til.  Så er der også en måde at høre Gud for alle os der ikke har hørt vældige guddommelige røster fra himlen, og måske endda ikke engang har kunnet få øje på Jesus i lysende stråleglans: vi kan lytte til Jesus; for det, han siger, er Guds ord, han er selv Guds ord. Guds levende ord. 

Da Jesus senere netop er død på korset, er der igen én, der udtaler sig om, hvem han er. Denne gang er det en af de romerske soldater, der holder vagt ved korset, ja måske endda havde været med til at korsfæste ham. Da de oplever Jesu død sætte naturkræfter i gang med solformørkelse og jordskælv, råber han "Sandelig, han var Guds søn."  Nu er det i Matthæus evangelium blevet sagt: Med guddommelig røst to gange og med discipelrøst en gang og til sidst med hedningerøst : Jesus er Guds søn.  

Den dag, da Jesus tog disciplene med på bjerget og de så ham i stråleglans og de er på vej ned af bjerget igen, siger Jesus til dem: "Fortæl ikke nogen om dette syn, før menneskesønnen er opstået fra de døde "

Nej, det skal ikke fortælles før, for Jesu opstandelse fra de døde er forudsætningen for, at vi kan forstå hvad det betyder, at Jesus er Guds søn.

Himmelrøst om at Jesus er Guds søn og bjergsyn af Jesus i lysende stråleglans, de har deres mening i, at Jesus som Guds søn er den, hvis livsmagt er stærkere end døden.    

Evangelierne om Jesus tager ikke deres begyndelse i at Jesus bliver født, men i at Jesus opstår fra de døde.

Da bliver der mening i at fortælle om alt det, der er at fortælle om ham og lytte efter det og tænke over det.

Til allersidst i Mattæus evangelium tager den nu opstandne Jesus igen disciplene med op på et højt bjerg.  Der siger han som opstanden selv noget om, hvem han er: Mig er givet al magt i himlen og på jorden, siger han. Han er opstået fra de døde, og derfor har døden ikke længere nogen endegyldig magt. Magten ligger hos den levende Kristus.  -Gå nu hen og døb og fortæl om mig og lær om det jeg har sagt, siger han. Og jeg vil være med jer alle dage. 

Af den slutreplik i Matthæusevangeliet fremgår det, at Jesus er ligeså stærkt et lys for os, som hans lysende fremtræden var  den mærkelige dag  på bjerget.  

Han er ét med den livsmag,t der kan tænde lys og liv i verden, selv i de døde.
Han er den, der sender os ud i verden med lyset, og han er den der i kærlighed er med os alle dage.
Det er hvad og hvem Jesus er. lad os tro det og leve på det.  Amen.      

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.