Joh. 12, 23-33

Salmer: 402, 696, T856, 397, 319, 476, 57

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Vores liv på jorden er spændt ud mellem et begyndelsespunkt og et slutpunkt, det er spændt ud mellem vores fødsel og vores død.                                             

En gang imellem møder vi fortællinger om et livsforløb, vi kan læse en bog eller se en film, der fortæller et menneskes livshistorie fra fødsel til død, det kan være nogen, der fortæller os om et andet menneskes livshistorie.

Når vi sådan hører et menneskes livshistorie, kan vi ikke lade være med at lægge mærke til, om der er noget der lyser op, om der er noget som på den ene eller den anden måde peger på en særlig glans ved det menneske og det menneskes livforløb. Måske kunne vi også kalde det herlighed?

Herlighed, det er hovedemnet for evangelieteksten, vi har hørt i dag, Jesus herlighed.

Men inden vi går videre tager vi lige et spring til nogle tanker over kirkeåret, over den kirkeårstid, vi er i lige nu.Kirkeåret er jo bygget op af den faste  række af bibeltekster, som er knyttet til hver eneste søndag i kirkeåret. Det betyder at hver kirkeårstid har sit eget hovedtema.  Helligtrekongerstiden, som vi er i nu, ligger lige efter julefesten med beretningen om Jesu fødsel på jorden.

Helligtrekongertiden er en tid, som afspejler den herlighed, der er i at Jesus er kommet til jorden. Den herlighed som jorden er blevet givet ved at Guds søn er født her. Den begynder Helligtrekongers søndag med at vi hører om de vise mænd, der kom for at prise barnet i krybben. Så følger nogle søndage med beretning om hvordan herligheden viser sig for mennesker, han møder. I dag sidste søndag efter Helligtrekonger, står vi ved grænsen til fastetiden, den tid, der har en tone, der fremhæver livets mere barske realiteter og forbereder os på påsken. Så skulle vi måske mene, at dagen i dag skulle markere en skarp grænse mellem herlighed og så alt det barske i livet.  Men det gør den ikke, tværtimod, den siger at den herlighed, vi forbinder med Jesu fødsel og hans mægtige gerninger og så den lidelse og død, som han gik ind til, de er to sider af samme sag. De peger begge på hans herlighed.  

Ser vi som mennesker i almindelighed på hinanden og søger efter herlighed, så vil vi nok mest få øje på den slags herligheder, som folk erhverver sig ved at kæmpe sig frem i rækkerne i vores verden.  Mennesker som yder store sportspræstationer, mennesker som bliver populære og ombejlede kunstnere, mennesker, som ved deres forretninger bliver stenrige, mennesker, som ved veltalenhed og høj røst får lov at føre ordet og tonen i samfundsdebatten.Hos dem er der noget der lyser op, tænker vi. Ja mange af vore timer kan vi bruge på at følge med i deres herlighed.  Men hvad er herlighed ?    

"Timen er kommet" siger Jesus, "da menneskesønnen skal herliggøres."

Johannes lader os høre Jesu ord her og placerer dem i sit evangelium efter indtoget i Jerusalem, altså kort før hans lidelseshistorie tager endeligt fart.

Så i den her sammenhæng bliver lidelsen, døden og opstandelsen det, som bliver betegnet som herliggørelse.

Men hvad herligt er der i lidelse ydmygelse og død ?

Det beskriver han i billedet med hvedekornet. Hvis hvedekornet ikke falder i joden og dør, så bliver der ikke noget særligt ud af det, kun det ene korn, men hvis det dør kan det bære frugt med mange fold.

Har man sådan et hvedekorn i hånden, har det i sig en masse muligheder, men de bliver kun til virkelighed, hvis det bliver lagt i jorden. Lægger vi det så i jorden, så spirer og gror det og sætter nye kerner, men tager vi planten, der kom af det op af joden for at se, hvad der blev af hvedekornet, så er det væk. Det er dødt. Men alle de muligheder, der lå i det, er blevet til virkelighed, fordi kornet gav afkald på sig selv.  

Jesus kom af kærlighed. Og kærlighedens væsen er at give afkald.

"Den, der elsker sit liv mister det, og den der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv." høre vi Jesus sige.

Hade sit liv - skal vi virkelig det?
Oprørende ord.  Hvad betyder de?  

Hade sit liv i denne verden betyder ikke, at vi ikke må være glade for det liv, vi har fået og  tage imod livets glæder, nej hade sit liv, betyder i den her sammenhæng :at være villig til at give afkald på det, lade det "falde i jorden" for at noget nyt kan blive til.  

Jesus var villig til at give afkald, og påskemorgen, da solen stod op viste det sig at dette afkald blev til herlighed.

Jesu afkald i kærlighedens navn blev til herlighed.  Det er kristendommens centrale budskab.

Jesus siger videre: Den, der tjener mig skal følge mig, og hvor jeg er, der skal også min tjener være.  

Men betyder det, at vi alle skal lade os noget der ligner korsfæste, som Jesus?

Ingen kan gå den vej, som Jesus gik.

Men vi kan følge Jesus i det at lade vore forståelse af verden indrette af det, at afkald på vore eget er der stærkeste udtryk for kærlighed. I afkald bliver noget herligt til.  

Afkald kan være at give afkald på at have den rå magt.

Det kan være at nedlægge sværdet og lade det støbe om til et plovjern, og gøre det i den tanke, at det at kunne holde magten med våben er mindre vigtigt, end det er at have redskab til at bygge noget op, til at bygge livsmulighed op. 

Sværd og spyd, det er redskaber der i både direkte og overført betydning bliver brugt til at komme frem i livet-  med den   følge, at nogen andre må lade livet undervejs.  Plovjern og vingårdsknive derimod, de er redskaber til, at man med  sit slid (og afkald) kan skabe føde og liv til mange.  

Lad os vandre i Herrens lys, sagde Esajas efter at have talt om sværd til plovjern og spyd til vingårdsknive.

Det er Esajas vision af, hvad det vil sige at vandre i Herrens lys.

En noget andet vision, end den der ofte viser sig, når vi ser menneskers magt, styrke og fremstormen som det mest herlige.

"Nu fældes der dom over denne verden", siger Jesus, "nu skal denne verdens fyrste jages ud"  

Hvis vi spørger, hvad og hvem denne verdens fyrste er, så er det måske menneskets ubændige trang til at ville være stor på andres bekostning. Den menneskelige trang til ikke at lade hvede kornet blive plantet i jorden som dets bestemmelse er, men lade det være nok i  sig selv.

Når "denne verdens fyrste" dømmes og jages ud, så får den trang ikke lov til at bestemme verdens gang. 

Verdens gang er i sit endemål bestemt af Jesus, der gav afkald og faldt i jorden for at bære mangefold frugt. 

Han er den, der én gang for alle, med Esajas ord  "vandrer i Herrens lys". Og Jesus har undervejs på den vandring sagt til os :

Den, der tjener mig skal følge mig, og hvor jeg er, der skal også min tjener være. 

De ord er ikke kun en appel til at følge i hans fodspor med at "vandre i Herrens lys", det er ligeså meget et løfte om, at det vil vi komme til.     

"Hvor jeg er, der skal også min tjener være." Det er et løfte om, at når Jesus  gennem afkald, lidelse og død kommer op til opstandelse og evigt liv, da er det noget, vi skal være fælles med ham om.

Derfor kan vi på denne sidste søndag i Helligtrekonger lade os gennemlyse af en herlighed, der møder os lige fra Jesu forunderlige fødsel til hans vej ind i døden og op af graven. Det hele hører med i det herlighedens håb, som er plantet i os.

Og for lyset vi der har at vandre i siger vi Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver en sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse nu, og i al evighed. Amen.