Jeg vil gerne lade denne prædiken begynde med disse 3 ord: Jeg elsker dig.  Denne lille sætning kunne man for nylig læse på den gule mur ved Assistens Kirkegård i København  ifølge en kronik i KD sidste lørdag. Ordene var skrevet med store røde bogstaver, så man ikke kunne undgå at se dem, når man kom forbi. Et dejligt budskab, skulle man synes. Lige til at glæde sig over. Og så alligevel. - Man er da nødt til at vide, hvem  der har skrevet ordene og hvem de er skrevet til. Som ord alene har de vel ingen betydning. Det er varm luft uden reelt indhold for de fleste Der skal et du og et jeg til, for at give ordene mening. - Uden et forhold er ordene tomme. Kærlighed er først og fremmest et forhold. Det er ikke en følelse. Som en frit i luften svævende kraft, som man ejer og kan øse ud af til højre og venstre. Kærligheden er et forhold mellem to mennesker.  Mellem du og jeg.  I det forhold er du vigtig for mig, og jeg er vigtig for dig. Vi betyder noget for hinanden.   Med andre ord: Kærligheden er den kraft, som knytter de to sammen i et forhold til hinanden.  

Vi ved, at "Jeg elsker dig" kan være 3 ord fyldt med indhold. Men det er de ikke altid. De kan også være tomme, uden indhold. Sådan er det med ord. Det lyder flot med dejlige ord og store løfter.  Men hvis ikke der bliver sat handling bag ordene, skuffes vi og tænker dem som løftebrud. Du lovede det.... men du gjorde det ikke. Du lovede at købe ind,  at komme tidligt hjem, du lovede at holde op med at ryge, og at se efter barnet, du lovede aldrig at gøre det mere..... Du lovede evig troskab og alt det andet, som vi lovede. Løftebrud er noget skidt, for man skal holde, hvad man lover. Det er ikke noget, der kun gælder for politikere. - Det gælder for os alle. Der skal sættes handling bag ordene, siger vi. Man skal kunne stole på hinanden, både i handel og politik. Et ord er et ord, Og det er det kun, når det følges af handling. Men gælder det altid. - Gælder det også i kærlighed?  Når to mennesker ser hinanden dybt i øjnene, og hjerterne springer et slag over, og blodet tordner rundt i kroppen, kan der blive sagt store ord meget store ord til hinanden.  Så er man højt oppe og ser alting klart. Der er mennesker som lover hinanden evig troskab for Guds åsyn, at elske og ære hinanden af hele deres hjerte...  

Men på et tidspunkt bliver det atter hverdag. Daglige pligter melder sig og man ikke kan få svært ved at få det til at hænge sammen og leve op til de store ord. Uden tålmodighed, overbærenhed og tilgivelse går det bare ikke.  

Det er helt grundlæggende for kærlighedsforhold. Uden tilgivelse dør det. Hvis man tror, at man kan gøre alt godt igen med sine gerninger, og  sætte handling bag sine løfter, kan man hurtigt havne i et præstationsræs for at opnå forsoning og tilgivelse. - Man kan let havne i den tro, at man kan vinde kærligheden med det, man gør. Og det bliver en skrue uden ende.   - Det kan ikke alene give stress og evig angst for ikke at gøre det godt nok.  Det kan tvinge opmærksomheden bort fra den anden.  Præstationsræs er en form for egoisme. - Et fortvivlet forsøg på selv at blive god nok. - Sådan en egoist er ganske svær at elske.  

Jeg elsker dig handler både om noget, der sker nu. Men det rækker også fremad.  Det bygger på en vision.  Det er ord med håb. Håb som gør tilgivelse mulig. Som gør det muligt at overvinde svig, løgn og bedrag. Som er sket. Og ikke kan ændres. Når man har elsket hinanden, har man et forhold, som jeg og du. Det har man også, når det er gået helt galt.  Og det kan være forbundet med megen smerte, sorg og måske vrede. - Netop fordi forholdet betyder så meget. Og mange har det som en dyrekøbt erfaring, at det er svært at klippe snoren over, afslutte forholdet og fortsætte videre alene. - Et kærlighedsforhold har så megen fremtid i sig, som man kan være bundet af i årevis.  

Bliver man sammen, er der igen vej uden om forsoning og tilgivelse.  Sker det, og bliver man tilgivet, bliver man fri fra det, der binder en til fortiden. Så åbner fremtiden sig for en med håb. Det er som at blive født på ny. Det er et helt nyt liv med nye livsmuligheder, som bliver en givet. Kærlighed uden håb findes ikke, tror jeg. Kærligheden er en vision.  

Nikodemus kom om natten til Jesus i al hemmelighed. Han vidste at Jesus var en lærer, som kom fra Gud. Det troede han, fordi han havde set de tegn Jesus gjorde. Det fortælles om ham, at han er farisæer.  Og som farisæer er man optaget af at gøre det rigtige og undgå det forkerte. Man er optaget af sine præstationer og sine gerninger.  - man er optaget af at blive god nok. På samme måde som vi kan forledes til at tro, at vi kan vinde hinandens kærlighed ved at indsmigre os hos hinanden.    

Nikodemus er for så vidt en mønsterbryder. Han kommer til Jesus og er optaget af det, han står for. Han har set de tegn Jesus har gjort. - han har set det, som Jesus præsterede.  Han er for så vidt ganske tæt på. - Og så er han alligevel langt borte. - Så langt væk, at han skal fødes på ny, som det hedder med tekstens ord. Der skal noget helt andet end præstationer til.  

Jesus bruger billedet med vinden. - Man ser ikke, om det blæser. -  Jo, tænker vi. Flaget blafrer, træerne bøjer sig og havet rejser sig til bølger.  Det blæser! Det er vindens virkning. Vinden selv er usynlig.  Den ser vi ikke. Men den er der. 

Vi vil gerne sætte handling bag ordene.  Men Gud sætter ånd bag ordene. Det er ikke det vi gør, der gør kærligheden levende.  Det er ånden.  Den gør levende. Den er som vinden, som alt andet må bøje sig efter. Og ånden, det er kraften,  saften, inspirationen, spontaniteten, tilliden og håbet i forholdet mellem du og jeg. Ånden er den nerve, som får mig til at sige: jeg elsker dig. Det er ikke noget jeg kan af mig selv. Det er noget, jeg kan blive grebet af. Noget, der bliver mig givet: Det er Gud, der sætter ånd bag ordene.  

I Det nye Testamente er der en masse ord. De er skrevet om Jesus.  Der er mange fortællinger og tanker. -  De er blevet samlet i en enkelt sætning:  Således elskede Gud verden, at han sendte sin søn til os for at vi ikke skal fortabes men have evigt liv:  Kort sagt: Jeg elsker dig.  Og dette jeg, der taler er Gud, som taler til dig og mig. Det er et kærlighedsforhold fyldt med visioner om fælles fremtid, i Guds rige.  

Jeg har været højskolelærer i mange år og har mange gange oplevet, at der skulle siges farvel. -  Lærere og elever til hinanden. Det kan være en ganske alvorlig sag, hvor man der bliver grædt tårer i stride strømme. Fordi 5 måneders intensivt samvær, fagligt og socialt,  har åbnet livet for mange på en måde som  nærmest kan beskrives, som en genfødsel. - Mange har fundet venner for livet. -  I de sidste dage skriver mange smukke ord og tanker til hinanden i hinandens højskolesangbøger.  En skrev engang:  Du må ikke fortvivle over afslutningen på højskoleopholdet.  Det er ikke afslutningen på vores venskab.  Det var kun begyndelsen. - præmieren.  

Jesus blev menneske og levede intensivt sammen med mennesker. - Men forholdet var langt fra slut. På trods af død, opstandelse og himmelfart. Det var præmieren.   Forholdet, venskabet kærligheden varer ved. For kærligheden er en vision, som venter sin fuldbyrdelse i den fremtid, Gud vil give os. Nikodemus har været med til præmieren. - Det har vi også, og derfor siger vi, lov og tak og evigt ære være dig vor Gud, fader søn og Helligånd, du som var, er og kommer, som en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed, Amen.