Matt. 28, 16-20

Salmer: 725, 13, sov du, 364, 403, 335,6

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen

Gå nu!

Når evangelisten Mattæus afslutter sit evangelium, altså sin fortælling om det glædelige budskab i Jesus, da lader han evangeliet klinge ud med Jesu ord til disciplene: Gå nu... - og gør!

Vi kan også sige, at han siger farvel med et udråbstegn. Det er meningen, at det skal fortsætte, det han har sat i værk, det skal fortsætte, brede sig og vokse. Den opstandne Jesus sætter dengang : disciplene og nu : os  -til at gå.

Men når man skal gå, må man have et udgangspunkt, et sted hvorudfra man går.    

Det udgangspunkt har Jesus fastsat: Disciplene, der ellers stadig var i Jerusalem, hvor Jesus var blevet korsfæstet, skal gå tilbage til Galilæa.

Galilæa er deres hjemegn. Det er dér, de hører til. De er opvokset der, de har vandret egnen tynd sammen med Jesus. De skal gå til Galilæa og op på et bjerg, som Jesus har anvist dem. Et bjerg er for det først et sted, som man må gøre en vis fysisk indsats for at nå op til toppen af.  Og så er bjerget for det andet et sted, hvor der er udsyn. Fra bjerget har man et blik ud over vidderne,  synet er ikke begrænset  som det var, hvis man f.eks stod i en snæver gade.

Så når Jesus vil give disciplene et udgangspunkt for at gå, skal det være i det hjemlige og fortrolige og trygge, de skal tage udgangspunkt i det liv, som er deres.

Men de må lige gøre sig den anstrengelse at træde op på bjerget, træde derhen, hvor de får løftet blikket lidt op over dagen og vejen og naboens hæk.  For fra det udgangspunkt, hvorfra Jesus vil sende sine disciple ud i verden, må der være udblik og syn for hvor meget og forskelligartet verden rummer.

Mattæus har tidligere i sit evangelium fortalt om, at Jesus havde disciplene med på et bjerg.  I kapitel 5, hvor han holder bjergprædikenen for dem - der, hvor han siger : Salige er de fattige i ånden, for himmeriget er deres, salige er de, som sørger, for de skal trøstes,  salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden. Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdighed, for de skal mættes. Og lidt senere siger han :I er jordens salt og I er verdens lys, lad jeres lys skinne for mennesker.

Senere i evangeliet i kapitel 17, er de igen   på bjerget. Nu er det få dage efter at han har fortalt disciplene, at han snart skal gå til Jerusalem og slås ihjel. Det har jo nok været noget af en nedtur for dem at høre den besked, for de har vel forventet en anden fuldendelse af Jesu virke end at hans skulle blive henrettet.  Men få dage efter denne rystende besked tager Jesus nogle af dem med op på bjerget.  Dér ser de ham pludselig iklædt lys og i samtale med fortidens store profeter. Og de hører Guds egen stemme fra himlen, der siger: dette er min elskede søn. Så her på bjerget ved denne lejlighed lader Jesus dem skue en flig af hans guddommelige glans og værdighed.

Når nu Jesus her fortalt i Mattæus kap 28 igen kalder disciplene op på bjerget, så må budskabet fra de to andre bjergture klinge med i det, der nu skal siges og sættes i værk. 

Det ved vi:  har vi haft en ganske særlig oplevelse knyttet til et bestemt sted, så vil den ofte klinge med næste gang, vi er på stedet eller et tilsvarende sted.

Og når disciplene nu står på bjerget i Galilæa, så er både Jesu forunderlige bjergprædiken og den grænsesprængende  bjergerfaring af Jesu guddommelighed forud for hans korsfæstelse med.  De tidligere bjergoplevelser med Jesus er der og virker i dem, mens de nu igen står på bjerget, hvor Jesus har sat dem stævne.  

Men alt er alligevel ikke som før. For da Jesus kommer til syne for dem, er der nogle, der tilbeder ham - altså erklærer deres fulde tro og tillid til ham akkurat som dengang, de gik med ham i Galilæa, men der er også nogle, der tvivler på ham. 

Det er en blandet skare, der står der på bjerget og får øje på den opstandne Jesus.  For nogen kalder synet på tro og glæde og for andre kalder det på skepsis: kan det nu også lade sig gøre ?, spørger de måske sig selv.

Men denne blandede reaktion overfor ham tager Jesus ingen notits af, han kommer uden tøven hen til dem.  Og da han lidt efter sender dem af sted og siger gå !, da er det dem alle, han taler til.  

Det er ikke kun dem med den færdige og uanfægtede tro, han kan bruge til at bære det videre, han har sat ind i verden. Også de, som må kæmpe en kamp indeni sig for at kunne tage Jesu opstandelse for gode varer, taler han til og sender af sted. Alle, der er kommet til bjerget, han har kaldt dem til, kan han bruge til at bære det videre, han har sat i verden.

Men inden han siger gå til dem, kommer han med en begrundelse for, at de skal gå :  Mig er givet al magt i himlen og på jorden.

Det er fordi han er blevet givet al magten, at de skal gå. Alle skal gøres til disciple, fordi de skal være knyttet til hos den Gud, der har den egentlige magt i verden. 

Det er ikke døden, der har den egentlige magt, selv om det godt kunne se sådan ud, det har den Gud, der lader livet sejre over døden ved opstandelsen fra de døde.

Den Gud er udtrykt som Faderen, Sønnen og Helligånden.  De hører alle med i det som er Gud.

Det er ikke nok at se Gud som skaberen der sætter livet i gang og holder livet oppe og giver os den forunderlige natur og verden at være til i og leve af. Det er heller ikke nok at se Gud som Jesus Kristus, der kom til os på jorden for at leve og lære, lide og dø med os og til sidst opstå fra de døde som den første af mange. Det er heller ikke nok at se Gud i ånden, der er overalt, er os nær og indgyder os livsmodet og lader kærligheden være virkelighed.  Alle de tre dele hører med i Gud, den treenige Gud, og det er den Gud,  alle disciple skal døbes til.

Fra bjerget sender Jesus disciplene af sted ud til den mangfoldige verdens folkeslag   for at døbe og lære i den treenige Guds navn.

Initiativet bliver flyttet fra Jesu selv til disciplene, til os.

Nu skal det hele spredes og levendegøres af mennesker under indflydelse af Helligånden.    

Men når vi nu skal gå, bliver det med et løfte i ryggen :løftet om, at Jesus vil være med os alle dage.  

Udgangspunktet for hele denne virksomhed, missionen, sendelsen er bjerget i Galilæa. Det bjerg i det hjemlige, hvortil så mange og dybe erfaringer med Jesus knytter sig, og målet, hvad er det ?

Målet er verdens ende. Jeg er med jer,  mens I døber og lærer indtil verdens ende, siger Jesus.  

Målet er alle folkeslag, og tidshorisonten er verdens ende.   

Gå og gør, siger Jesus. Det er en sendelse,  som er gået til tidligere generationer og det er sendelse,  som går til os nu.

Vi er benådet og begavet med en opgave.  

Og for det, siger vi lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og helligånd, du, som var, er og bliver en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.