I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, amen.
Vi lever i en tid med billeder. Der skal være noget at se på, noget som kan fange vores opmærksomhed. Aviser, ugeblade og tidsskrifter er fyldt med billeder. Et foredrag har større effekt, hvis det ledsages af illustrationer og fotos. Man forstår mere og husker bedre, når der tales til flere sanser på en engang, siger tidens kommunikationseksperter. Vi skal tale både til øjet og til øret.  

Også i kirken prøver vi at kommunikere med billedsprog. Vi har et kirkeblad med mange flotte fotos og en dejlig layout. Og i entreen (våbenhuset) er der en storskærm med billeder fra kirkens liv. Der er fotos af drenge og piger, der har det sjovt. Det skulle gerne tale til de nye konfirmander, så de tænker: Her vil jeg gerne være med. Der en fotomontage fra forårets pilgrimsvandring, som udstråler humør og hygge. Måske kan det give andre lyst til at være med næste gang.   Evangeliet skal jo forkyndes på modersmålet. Når nu tidens sprog taler med både ord og billeder, skal kirken også gøre det.  

Sådan tænker vi nu. Men det har man ikke altid gjort. Under reformationen blev visuelle fremstillinger af Gud og mennesker ødelagt og smidt væk.  Og hvis man ikke gik så voldsomt til værks, så kunne man som flere steder i Danmark, male alter-billeder med smukt skrevne bibelcitater i guldbogstaver i stedet for illustrationer af Jesus og disciplene. - Troen kommer af det som høres, Guds ord! I 800 tallets østromerske kirker. I Byzans gik det i en periode voldsomt for sig.  Enorme kunstskatte fra oldkirken blev ødelagt på grund af det lidenskabelig opgør med det religiøse billede. Billedernes ansigt skamferedes og øjnene stukket ud. Oven i købet med bibelsk begrundelse. For efter de 10 bud, må ikke gøre dig noget billede af Gud. ( PP ). Derfor findes der ikke billeder i hverken jødedom eller Islam. De holder de 10 bud.  

Problemet med billedet er, at det både kan formidle og begrænse. Det formidler det, som man kan se. Men det formidler ikke det usynlige. Når vi viser billeder af børn og voksne i Abildgård Kirke, ser vi samvær og aktivitet. Men vi ser ikke stilhedens betydning for den enkelte. Vi ser ikke troen. Og der er meget i vores liv, som slet ikke kan illustreres. F.eks. tro, håb og kærlighed. Alligevel skal kirken tale om det. Gør vi ikke det, er vi slet ikke kirke. Mangler forkyndelsen af det usynlige, mangler vi vel det væsentligste, nemlig ordet om syndernes forladelse og det evige liv.   

Der kan være gode pædagogiske grunde til at vise billeder af Jesus. Det gør det lettere at forholde sig til ham. Men det modsatte kunne også være tilfældet. Når man ser ham, ser man et menneske.       Men Jesus er både Gud og menneske. Og det, at han er Gud, kan man ikke se. Et billede af den menneskelige Jesus bliver derfor misvisende. Det fører os på afveje i forhold til trosbekendelsen, som fastslår at Jesus er Kristus, Guds søn og sand Gud. Det var denne tankegang, der lå til grund for billedstormen i den tidlige middelalder. Fordi man mente, at billederne ledte tanken bort fra troens sandhed.  

Nikodemus står midt i denne problematik. Han har set Jesus og set de tegn han gør.  Ud fra det han har set, vil han gerne vide mere. Og derfor kommer han til Jesus. Han kommer om natten. Det er nemlig lidt pinligt, at han som farisæer og medlem af det jødiske råd har den positive interesse for Jesus. - Han er en positiv outsider. Og derfor skulle man tro, at Jesus ville være meget imødekommende. Rent strategisk ville en positiv udgang på deres møde kunne blive et gennembrud for Jesus i forhold til hele det jødiske folk. Men Jesus svarer mærkeligt afvisende. Det er ikke nok at møde Jesus. Det er ikke nok at se hans gerninger. Man skal fødes på ny. Og det kan man jo ikke. Nikodemus er lidt rundt på gulvet. For hvad mener Jesus. Det er som om, samtalen går i stå på dette sted. Jesus leverer ikke en pædagogisk forklaring på troens hemmelighed, som når man går op af en trappe for trin for trin at nå sit mål. Der er ikke en pædagogisk visuel vej til troen og det evige liv. Man skal fødes på ny. Det er ligesom at begynde på et helt nyt liv.  

Det græske ord for billede er Ikon. Vi kender det alle på grund af Windows. Et ikon er et tegn på skærmen, som man ved at klikke på og derved få adgang til alt det, der gemmer sig bag ikonet,  - Et ikon kan dække for en ganske omfattende virkelighed. Sådan kan man tænke om Jesus som et ikon for Guds virkelighed. Hvis billedet af Jesus er fyldt med smerte og lidelse åbner det for en forståelse af al verdens lidelse og smerte, som en byrde Jesus påtog sig solidarisk med os. Hvis billedet af Jesus er fyldt med barmhjertighed og omsorg, så åbner billedet for barmhjertighed og omsorg i verden i det hele taget. - Så er Jesus blevet forbillede. På den måde ser vi billeder i kunsten, som åbner for det sindelag og den holdning, som kan brede sig i verden. Og denne gode pædagogiske tanke er årsagen til, at vi i mange vestlige kirker anvender megen visuel kommunikation i vores kirkekunst.  

I den østlige kirke anvendes endnu flere billeder. Tilhængerne af billedbrug gik af med sejren i 800 tallets Byzans. Men her er billederne helt anderledes. Billedet er Jesus meget smukt men fremstillet uden lidenskab og handling. ( vis billede 1 ) Der anvendes guld og smukke farver men det fremkalder ikke på samme måde følelser, som vi kender det fra det moderne portræt.             (billede 2 ) Det særlige ved ikonen er, at ikonen ser på mig. Det er ikke mig, der ser på ikonen.  Ikonen åbner ikke for adgang til noget, der gemmer sig bag billedet. Men ikonen giver adgang til noget, der gemmer sig bag mig. Det er øjnene der gør forskellen. ( billede 3 ) Det ene øje ser direkte på mig. Men det andet øje, ser forbi mig til noget bag mig. Han ser det, som jeg ikke kan se, den skjulte side bag mig, som jeg kender og som jeg måske skammer mig over eller er bange for.  

( Jeg husker, at jeg en gang som dreng på et natløb gik gennem den mørke skov. Vi måtte ikke bruge lygter. Så de var gemt væk et sted på kroppen. Og så listede vi os frem i mørket og var ikke helt trygge ved situationen. Og pludselig blev det helt lyst bag mig. - I et nu vendte jeg mig for at se, hvad det var, men lyset var stadig bag mig. I et splitsekund blev jeg rædselsslagen. - Derfor husker jeg det. - Indtil jeg opdagede sagens rette sammenhæng. At min lommelygte i baglommen pludselig havde tændt sig selv og lyste op i træernes kroner bag mig )  

Ikonen ser på mig. (  Billede 4 ) Og det der er bag mig. Den skjulte side er ikke skjult for ham. Han ser den ligesom han ser Gud fader, som har skabt mig, som bærer mig, som elsker mig, som griber mig. ( Ved at se på ikonen blive jeg inddraget i et felt af kræfter, kærlighedens felt. Det fællesskab, som er mellem Sønnen og Faderen i kraft af Helligånden; Det tre - enige fællesskab er foran mig, bagved mig. Det omslutter mig på alle sider. I dette fællesskab er det evige liv. Og jeg er en del af fællesskabet.  

Nikodemus er i gang med en undersøgelse, hvor han prøver at finde frem til sandheden om det han kan se for sig, i Jesus. Han er centrum for det han ser. Og Jesus svarer ham ved at fortælle ham, at han er set. Han bliver set. Skiftet fra at være den aktive, der skal se Gud og skal møde Gud til at opdage, at han er set af Gud og han bliver mødt af Gud, er, som at blive født på ny.  

Det bliver vi i dåben. Og ved dåben af et barn bliver det særlig tydeligt, at det ikke er barnet, der skal se og møde Gud, men at Gud ser barnet og omfavner det med sin velsignelse.  

Den tro vi møder i dagens evangelietekst, er en tro på den treenige Gud, som er foran mig, bagved mig, over og under. Forfra og bagfra omslutter han mig. Denne treenige Gud har åbenbaret sig for os og ønsker at inddrage os i sin synlige og usynlige virkelighed.              

Derfor: Nyd sommeren, gå ud i naturen og oplev al dens pragt; Læs løs i bibelen og al anden litteratur og se alle tegnene på Guds virkelighed. Gå til gudstjeneste og lyt til den smukke musik og syng med på de dejlige salmer. Oplev det altsammen som en gave fra Gud, med udgangspunkt i Jesus, som ikke alene ser os, men også ham, som er bag mig, som griber mig, når jeg falder, rejser mig, når jeg snubler, og bærer mig, når jeg ikke kan bære mig selv, indtil han kommer, som en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed. Amen.  

Lad os bede: Herre, du ransager mig og kender mig. Du ved, om jeg sidder eller står, på lang afstand er du klar over min tanke; du har rede på, om jeg går eller ligger, alle mine veje er du fortrolig med. bagfra og forfra indeslutter du mig, Det er for underfuldt til, at jeg forstår det, Men hør mig i det jeg beder om, når der nu bliver stille.  

Vi beder dig for ofrene for krig, tortur og terror, for diskrimination og forfølgelse på grund af tro. Vi beder dig for de syge og de ensomme, de fortabte og forladte. Vær med dem, som snart skal dø og med dem som lever med savnet af een de havde kær. - Hjælp til at tro, at du altid er os nær med din evige fred.  

Velsign vort land og bevar vort folk med regering, Folketing og øvrighed. Giv os at værne om og arbejde for demokrati lokalt, nationalt og internationalt. Hjælp os til at tage ansvar, hvor det kræves og gøre det retfærdigt og kærligt. Hjælp os til at respektere hinanden, selvom vi er forskellige. og at tåle hinanden, når vi går hinanden på og forlige os med hinanden, når vi har gjort hinanden ondt.  

Velsign kirken ud over hele jorden, i Letland, Cambodja og Tanzania  og her i vort sogn. Vi beder dig for de familier som i dag fejrer dåb. Send din helligånd til os så vi kan mødes åbent og frit uden frygt og angst. Fyld os med din fred.