Høstgudstjeneste og marked | Abildgård kirke

Høstgudstjeneste og marked

Om efteråret afholdes der en høstgudstjeneste i langt de fleste af landets kirker. Tidligere, da Danmark var et mere udpræget landbrugssamfund, kaldte man det en takkegudstjeneste, hvor man sagde tak til Gud for høstens gave.
Det gjorde man ved at give et pengebeløb, der kunne hjælpe folk, der ikke var så heldige at have nok til dagen og vejen.

Høstgudstjenesten afholdes tiest en søndag i perioden 1. september og den 4. oktober i den periode, som Kirkernes Verdensråd kalder ”skabelsesperioden”, hvor man kan glæde sig over jordens mangfoldighed og have ekstra fokus på vores ansvar overfor Guds skaberværk.

Kom med høstens gaver

I Abildgård Kirke opfordres kirkegængerne til ved høstgudstjenesten at komme med grøntsager, blomster og bearbejdninger af, hvad jorden ellers har beriget os med.

Efter høstgudstjenesten holder vi marked, hvor de medbragte gaver sælges på auktion. De indkomne penge fra salget går til Abildgård kirkes venskabsmenigheder i Tanzania og Cambodja.

Et hold af menighedens medlemmer under ledelse af Arne Holdensen pynter kirken i anledning af høstgudstjenesten, så vi også på denne måde mindes om alt det, høsten betyder for os.

Venlig hilsen Sognepræst Villy Mølgaard