Fællesudstillingen "Guds grønne jord" | Abildgård kirke

Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Fællesudstillingen "Guds grønne jord"

Kunne du tænke dig at udstille dit kunstværk i kirken?

Endnu engang inviterer kunstudvalget ved Abildgård Kirke til deltagelse i en fælles temaudstilling. Denne gang er temaet for udstillingen ”Guds grønne jord”.

Tidligere har kunstudvalget indbudt til fælles temaudstillinger, og disse opfordringer blev modtaget rigtig godt. Er du en af dem, der holder af at udtrykke sig kunstnerisk, enten som amatør eller professionel, så indbyder Abildgård Kirke dig til at deltage i en fælles udstilling i kirkens lokaler til foråret.

Du kan medvirke med alt inden for maleri, tegning, foto, skulptur, collage, poesi, lyrik og grafik mv. Du vælger selv! – blot du giver dit bud på temaet ”Guds grønne jord”.

Hvordan - hvornår?

Deltagelse er gratis og uden honorar - men resultatet skal være egnet til at udstille i kirkens lokaler og tage afsæt i temaet om Guds grønne jord.

Deltagere melder sig til udstillingen senest 1. februar 2021, og fernisering vil finde sted søndag den 28. februar umiddelbart efter højmessen.

Hver deltager kan bidrage med 1 værk. Et værk kan godt bestå af flere enheder, blot de har en logisk sammenhæng.
Deltagerne sørger selv for at bringe værket til Abildgård Kirke og hente værket igen, når udstillingen er slut. Skriv eventuelt en præsentation og hæft det ved dit værk, du kan bl.a. beskrive din tolkning af årets tema.

Værket kan indleveres på kirkekontoret fra den 15. februar til og senest en uge før ferniseringen. Kunstudvalget sørger for ophængning/placering.

Værker som skal hænges op, forsynes med stabilt ophæng bagpå.

Udstillingen vil blive præsenteret på kirkens hjemmeside, Facebook og i kirkebladet Salt samt i Lokalavisen Frederikshavn under kirkens arrangementer.

Tilmelding

Tilmelding sker via mailadressen:  kunstudvalget.abildgaard@gmail.com, hvor du også er velkommen til at søge yderligere oplysninger.

Vi håber at kunne vise en mangfoldig udstilling i flere udtryksformer over temaet ”Guds grønne jord”!

Kunstudvalget Abildgård Kirke