Kirkebryllup eller kirkelig velsignelse

Inden I kan blive viet i kirken, er der nogle praktiske forberedelser. Her er en liste over de ting, som skal gøres.

Aftal bryllup

I skal aftale tidspunktet for jeres bryllup med kirkens præst eller kirkekontoret. I kan blive gift i kirken i jeres bopælssogn eller i en anden kirke, I har tilknytning til. I kan blive gift i folkekirken, når I begge eller en af jer er medlem.

Prøvelsesattest

Før vielsen skal I have en prøvelsesattest fra kommunen, som skal afleveres til præsten eller kirkekontoret. I skal udfylde en ægteskabserklæring til kommunen på borger.dk for at få prøvelsesattesten. Attesten viser, at I opfylder betingelserne for at indgå ægteskab. Prøvelsesattesten er gyldig i fire måneder.

Nyt navn?

Hvis I vil ændre navn i forbindelse med jeres bryllup, skal I selv ansøge om det på borger.dk. I kan som hovedregel få hinandens mellem- og efternavne. Indtil tre måneder efter vielsen er det gratis at få foretaget navneændring, hvis der er tale om et navnefællesskab. Et navnefællesskab betyder, at I vælger at få hinandens mellem- og efternavne.  

Vidner

Vielsen har juridisk gyldighed. Derfor skal der være to vidner til stede under vielsen. Vidnernes navne og adresser noteres i kirkebogen. Det kan for eksempel være to familiemedlemmer, som er tilstede i kirken til jeres bryllup. 

Samtale med præsten

Før brylluppet har I en samtale med præsten. Her aftaler I blandt andet salmerne til jeres bryllup.

Kirkebryllup ikke dyrt!

Mange forestiller sig, at et kirkebryllup er synonym med meget planlægning, stor fest og dyrt, fint bryllupstøj. Men til et bryllup i folkekirken er der ingen dresscode eller krav om mange gæster og dyr fest. I kan altså sagtens aftale bryllup med kort varsel og blive gift i hverdagstøjet. Hvis I gerne vil have en privat vielse, hvor kun I selv er tilstede, kan præsten hjælpe jer med at finde vidner. 

Kirkelig velsignelse

Nogle par vælger at blive viet på rådhuset for at have papirerne i orden, før de køber bolig sammen eller får deres første barn. Og bryllupsfesten for familie og venner bliver måske udskudt, til der er mere tid og overskud. Når de senere ønsker at markere deres bryllup sammen med familien, så vælger nogle par at indlede festen med den kirkelige velsignelse. Det kaldes 'kirkelig velsignelse af borgerligt indgået ægteskab'.

Læs mere om kirkebryllup på Folkekirkens hjemmeside